Pegasus Airlines har offentliggjort, at selskabet den kommende sommer vil have to ugentlige afgange mellem Billund og Istanbul i Tyrkiet. Ruten opereres med selskabets moderne fly af typen Boeing 737-800.
Istanbul er en af Europas største byer, og indbyggertallet anslås til at være 15-16 millioner. Byen ligger på begge sider af Bosporusstrædet og dermed på både det europæiske og det asiatiske kontinent. Den ældste del af byen, Stamboul, ligger på den europæiske side og rummer mange historiske bygninger og monumenter. Det er derfor også det område, der tiltrækker flest turister.
Istanbul er et reservoir af kulturer, spændende arkitektur, religiøse artefakter og ikke mindst et magisk menneskemylder – Istanbul minder lidt om 1001 nat – fremmedartet og europæisk på én gang.
Et af de helt store turistmål er den store Basar, der er bygget i 1453 og er den fødte shoppers mekka. Hele basaren byder på 60 gader og over 4000 butikker, hvor alt fra krydderier, tørrede frugter, smykker og tøj er at finde. Ligeledes er den blå Moske, fra det 17. århundrede, en af byens helt store seværdigheder. Moskéen har fået navnet efter dens udsmykning med de smukke Iznik-kakler – og på de sene sommeraftener tiltrækkes turister af de fantastiske lys- og lydshows.
Billetter til ruten kan købes gennem rejsebureauet Ozmeram Rejser Aps på www.Ozmeramrejser.dk.