Den Grønne Rejse

Fordi rejsen mod en grønnere verden skal starte et sted

Billund Lufthavn er en port ind til Danmark og ud til spændende rejsemål i hele verdenen. Sådan skulle det gerne se ud om mange år også, så de kommende generationer kan besøge de samme smukke rejsemål som os. Der skal tages et ansvar, og det gør vi.

Billund Lufthavn forbruger og genbruger med omtanke, og i 2020 er vi CO2-neutrale. Det er en rejse mod en grønnere verden, og den skal starte et sted.

Hvordan bliver en lufthavn CO2-neutral?

Billund Lufthavn er en stor arbejdsplads med omkring 1.100 ansatte. Vi ejer alle butikkerne og restauranterne i hele lufthavnen: Sunset, LEGO, Bestseller og så videre. Derudover har vi egen håndværkergård med smede, tømrer, mekanikere og elektrikere, vi har eget rengøringspersonale – vi har eget af næsten det hele.

Derfor reducerer vi alt det, vi kan og for resten køber vi skovrejsning som kompensation. Herefter arbejder vi hele tiden på at reducere mere, så vi i fremtiden undgår at kompensere.

Vi flyver den ekstra mil på den grønne rejse.

Forbrug og genbrug med omtanke

Reducering af CO2 sker ikke for enhver pris. Det skal ske med omtanke. Det handler nemlig om at holde ressourcerne i kredsløb og ikke smide noget ud, der stadig virker eller kan blive genanvendt i en anden sammenhæng.

I Billund er der bl.a. over 900 enheder med hjul, 300 af dem er motordrevet, og omkring 170 af dem er drevet på el. De sidste er drevet på enten diesel eller benzin og så længe, at det kan betale sig at reparere dem, bliver de ikke skiftet ud. Når det ikke længere kan betale sig, bliver de skiftet ud med eldrevne enheder, og de gamle dele, der stadig fungerer, bliver genanvendt i en anden sammenhæng.

Vi handler med omtanke og med fokus på at holde ressourcerne i kredsløb.

En lufthavn, der er før sin tid

Grønne tanker i Billund Lufthavn er ikke en nyhed. Før den nye terminal åbnede i 2002, var der store tanker om, hvordan energiforbruget kunne blive nedsat. Ved at bruge grundvandet til afkøling af den 40.000 kvadratmeter store passagerterminal blev energiforbruget nedsat med 80 procent sammenlignet med køling ved eldrevne kompressorer.

Sådan er det også i dag, næsten 20 år senere.

Billund Lufthavn arbejder altid målrettet på at øge bæredygtigheden og har mange gode cases om flystøj, afvanding, affald, deicing af flyene, energi og meget mere.

Hvert tredje år bliver energipilen høstet, som dækker omkring 10 procent af hele lufthavnens energiforbrug.

Energipilen bliver høstet hvert tredje år og benyttes til biobrændsel, der er CO2-neutral. Derudover er energipilen god til at begrænse ’tabet’ af naturlige næringsstoffer som kvælstof.

For flere informationer kontakt:

Anders Nielsen

Projekt- og udviklingschef

ani@bll.dk

Alle pressehenvendelser bedes rettes til:

Mads Bisp Agersnap

PR Manager

Mbp@bll.dk

30 16 58 77