Befolkningen vil have tog til flyet

De fleste internationale lufthavne har tog, der kører direkte til terminalen. Det har Billund Lufthavn ikke endnu på trods af, at Billund Lufthavn er en af Skandinaviens mest internationale lufthavne. Over 99 % af lufthavnens passagerer rejser til og fra udlandet. En ny undersøgelse fra Epinion viser, at hvis flertallet af befolkningen i Midtjylland og Syddanmark kunne vælge, skulle toget fortsætte direkte til lufthavnen. Det vil gøre lufthavnen langt mere attraktiv. Direkte til flyet. Direkte ud i verden.

3. juni 2019 10:10

I en ny analyse fra Epinion møder en togstation i Billund Lufthavn opbakning fra befolkningen i Midtjylland og Syddanmark. 54 % af de adspurgte er positivt stemte overfor en togstation ved Billund Lufthavn, mens kun 15 % ikke ønsker en togstation ved lufthavnen.
En togstation ved terminalen i Billund Lufthavn vil set fra passagerernes synspunkt gøre lufthavnen mere attraktiv at rejse fra. Hele 65 % af befolkningen siger, at det sammenlignet med nuværende muligheder for offentlig transport til lufthavnen, vil blive mere attraktivt at rejse fra Danmarks næststørste lufthavn. Det stemmer meget godt med lufthavnens egen viden.

”Vi ved, at mere end 30 % af husstandene i Midtjylland og Syddanmark ikke har adgang til bil. Andelen er naturligvis højere i storbyer som Aarhus og Odense end i de tyndere befolkede områder. Det betyder, at en station i Billund Lufthavn vil give langt flere rejsende muligheden for at benytte lufthavnen til deres rejser. Vi vil blive valgt til, og mange vest danskere vil få kortere rejsetid til deres nærmeste lufthavn”, siger lufthavnens administrerende direktør, Jan Hessellund.

Lavere klimaaftryk og kortere rejsetid
I dag er det kun 5 % af passagererne, der benytter sig af offentlig transport til Billund Lufthavn. Den andel vil Billund have op, så lufthavnen kan nå de ambitiøse klimamål, som hele luftfartsbranchen har forpligtet sig til. Her spiller jernbanen en central rolle. Jernbanetransport har et markant lavere klimaaftryk end eksempelvis bil. 34 % af de adspurgte siger desuden, at de ville tage toget frem for bil, hvis muligheden var til stede.
”Toget er et stærkt alternativ til andre transportformer, og vi kan ud af undersøgelsen fra Epinion konkludere, at mange vil tage toget, selvom de har bil. Det er fordi, toget på mange måder er en behagelig rejseform, der samtidig understøtter den voksende klimadagsorden”, udtaler Jan Hessellund.

Undersøgelsen er udarbejdet af Epinion i maj 2019. Epinion har spurgt 2.007 respondenter fra Region Midtjylland og Region Syddanmark om deres rejseadfærd samt kendskab og holdning til en ny togstation ved Billund Lufthavn.

Fakta fra undersøgelsen:

I en ny analyse møder banen til Billund markant opbakning blandt befolkningen i Midtjylland og Syddanmark:

  • 54 % indikerer, at de er positivt stemte overfor togstationen ved Billund Lufthavn, mens kun 15 % indikerer, at de er imod.

  • 55 % indikerer, at Billund Lufthavn bliver mere attraktiv at rejse fra sammenlignet med andre lufthavne, når der er mulighed for at tage toget til Billund Lufthavn.

  • 65 % indikerer, at det sammenlignet med nuværende muligheder for offentlig transport til Billund Lufthavn bliver mere attraktivt at rejse fra lufthavnen med den nye togstation.

  • 34 % indikerer, at det vil være mere attraktivt at benytte toget frem for bil til Billund Lufthavn.

Billund lufthavn har desuden lavet hjemmesiden www.banentilbillund.dk, hvor du kan læse yderligere fakta om Banen til Billund.