Billund Lufthavn udvider for betaling med BroBizz
For fem måneder siden blev det muligt at betale med BroBizz® i parke-ringshuset i Billund Lufthavn. Det er blevet taget så godt imod, at 20 % af de parkerende gæster i p-huset allerede nu betaler med BroBizz®. Derfor udvides antallet af p-pladser, hvor man kan betale med BroBizz®, nu med yderligere 1.500.
Billund Lufthavn og LufthavnsParkering har besluttet at indføre mulighed for betaling med BroBizz® på parkeringsområdet P1. Det er det første store udendørs parkeringsafsnit, man møder, når man kører ind til lufthavnen.
Muligheden for betaling med BroBizz® på de 1.500 p-pladser på P1 vil være klar fra den 1. november, hvorefter der kan anvendes BroBizz® på i alt 2.600 p-pladser ved Billund Lufthavn.
- Vi er virkelig glade for den modtagelse, betaling med BroBizz® har fået hos vores kunder. Brugen af BroBizz® som betalingsmiddel ved parkering i Billund Lufthavn vækster konstant, og vi vil ikke udelukke, at vi på længere sigt vil inddrage endnu flere p-områder med denne løsning, udtaler Regionschef for LufthavnsParkering, Peter Rossel.
- Med mere end 600.000 registrerede BroBizz’er i Danmark er målgruppen stor, og pt. har vores betaling med BroBizz® i p-huset rundet de 20 %, og jeg er sikker på, vi om kort tid runder 30 %, så det er fantastisk, udtaler Peter Rossel.