Jylland og Bornholm bygger luftbro

6 timer og 38 minutter. Det er køretiden fra Billund til Rønne. Ved at skære transporttiden ned til bare én time håber både bornholmere og jyder på mere sommertrafik, når en ny rute fra Billund Lufthavn åbner den 18. juni.

17. juni 2015 13:00

Der er høje forventninger til ruten på begge sider – hos både Destination Bornholm og LEGOLAND.

Det kan være sin sag for jyder at tage en smuttur til solskinsøen Bornholm. Hele 420 kilometer er der fra Billund til Rønne – en dagsrejse i både tog og bil. Fra den 18. juni tager turen kun én time, når DAT åbner sin sommerrute fra Billund Lufthavn. 

- Det er bestemt glædeligt, at vi nu ’bygger bro’ til Vestdanmark, og vi ser frem til, at de første jyske gæster lander på Bornholm. Jeg er sikker på, at det bliver en gevinst for vores turist- og erhvervsliv, at det bliver meget nemmere for den jyske del af befolkningen at komme til Bornholm, siger Pernille Kofod Lydolph, direktør i Destination Bornholm.

Ruten kommer efter en afstemning blandt DAT’s følgere på Facebook, der viste opbakning til Billund som den lufthavn, sommerruten skulle gå til.  

 

LEGOLAND hilser bornholmske gæster velkommen

Sommerruten mellem Billund og Bornholm gør det også nemmere for bornholmerne at komme til Jylland – hvad enten det er på familiebesøg, forretningsrejse eller ferie. Den styrkede forbindelse mellem de to landsdele glæder LEGOLAND - én af Danmarks største og mest populære forlystelsesparker.

- Det er yderst positivt, at de bornholmske familier får nemmere adgang til LEGOLAND. Vi glæder os til at byde endnu flere bornholmere velkommen til en masse gode oplevelser i parken, og vi ser frem til en spændende sommer, siger Jacob Kjærsgaard Mortensen, pressechef i LEGOLAND. 

 

Danmark bliver lidt mindre

Den nye rute er en tilføjelse til det eksisterende samarbejde mellem DAT og Billund Lufthavn. To fly kommer til at betjene ruten – ét med plads til 66 passagerer og ét med plads til 46 passagerer. Flyvningerne er planlagt sådan, at det er nemt at tage en forlænget weekend på Bornholm – eller i LEGOLAND.

- Med sommerruten til Danmarks solskinsø gør vi Danmark lidt mindre. Vi håber, at både jyder og bornholmere vil benytte sig af muligheden for at komme hurtigt frem og tilbage, siger Jesper Klausholm, marketingchef i Billund Lufthavn.

 

Fakta om den nye rute til Bornholm:

  • Ruteprogrammet er gældende fra d. 18. juni til d. 30. august
  • Der flyves en returflyvning torsdag og søndag
  • Billetterne koster fra kr. 389
  • Ruten vil blive betjent af en ATR 72 (66 passagerer) og en ATR 42 (46 passagerer)

Billund Airport

 

Information

 

HOLD AFSTAND

Beskyt dig selv og andre. Hold to meters afstand.

Følg sundhedsmyndighedernes anvisning om at holde en afstand på to meter til hinanden for at undgå smittespredning af COVID-19.

For information og vejledning angående din rejse beder vi dig kontakte dit flyselskab eller rejsebureau samt søge information på www.coronasmitte.dk og www.um.dk

FAQ⁉️

  • Flyene efter den 14. marts klokken 12 vil ikke blive afvist, men du bedes holde dig opdateret på bll.dk
  • Danske statsborgere vil altid kunne rejse ind og ud af landet, dog fraråder udenrigsministeriet alle ikke-nødvendige rejser til hele verden
  • Fra den 14. Marts kl. 12 vil udlændinge kun kunne rejse ind i Danmark med anerkendelsesværdigt formål, hvis man for eksempel bor eller arbejder her