
Flyv til Pisa
Piazza dei Miracoli, Miraklernes Plads, i Pisa forekommer i sandhed at være et mirakel. Det berømte skæve tårn hælder faretruende til den ene side. Men Pisas indbyggere og alverdens turister har videnskabens ord for, at det nu er stabilt. Det storstilede stabiliseringprojekt blev iværksat i 2002, og siden da overvåges tårnet via en sofistikeret kontrolteknologi. Turisterne kan således fortsætte deres færd mod den berømte toscanske by, og vi har alle muligheden for at få vores egen personlige oplevelse af et af verdens mest berømte mirakler.
Pisa-Maranello
Vores tur fortsætter i nordlig retning, mod Maranello. Maranello-navnet har en næsten mytisk klang hos de fleste italienske motorsportsinteresserede. Her handler det om blankpudset rødt metal, svungne linier af en næsten overnaturlig skønhed samt masser af sølvskinnende cavalli rampanti, stejlende heste. Den æstetiske nydelse er med andre ord i højsædet her på Italiens mest besøgte industrielle museum - Ferrari Museet i Maranello, 20 km. fra Modena, i Emilia-Romagna-regionen. Hvad enten man har hestekræfter i blodet eller ej, så er denne eksplosion af bilæstetik helt sikkert et besøg, der vil vække begejstring.

Maranello-Modena
Et tyve kilometers stenkast i nordlig retning finder vi Modena, kendt blandt andet for sin velsmagende Aceto Balsamico, balsamico-eddike, der i århundreder har udgjort en smagsfuld delikatesse i mange retter. Ja, faktisk i en sådan grad, at denne eddike har fået sit helt eget museum, Museo del Balsamico Tradizionale, i den lille by Spilamberto, blot ti kilometer fra Modena. Her kan man via plancher og fortællinger følge udviklingen på en tidslinje af Modenas stolthed – en tidslinje, der strækker sig over flere hundrede år.
Modena-Ferrara; Estense kastellet
Fra Modena går turen mod Ferrara, en af Emilia-Romagnas mest fascinrende byer, hvor hovedattraktionen er den berømte hertugfamilie Estenses imponerende kastel, Castello Estense, beliggende i byens hjerte.
Det var her, at Estense-familien gennem flere århundreder levede et liv i overflod, hvor en af hovedingredienserne var mad. ”I familiens storhedstid blev der ofte inviteret 500 gæster til overdådige banketter, hvor man spiste sig gennem 18-20 forskellige retter over en hel dag”, kan man bl.a. læse i en lokal guide. Fra toppen af Castello Estense har man er pragtfuld udsigt ud over den smukke by, der i øvrigt byder på et glimrende køkken.
Den bedste måde at opleve Ferrara på er at gøre som de lokale: lej en cykel og få gang i pedalerne!

Ferrara-Verona
Fra Ferrara går turen til smukke Verona. Shakespeares tragiske historie om de to unge, forelskede Romeo og Julie fra rivaliserende familier, stortrives stadig i Verona. Romantikken ligger på lur i byen, og et must er naturligvis at lade sig fotografere under Julies balkon og ved siden af hendes statue.
Ellers er det skønt blot at gå rundt i byens centrum, der emmer af atmosfære og skønhed, og som i 2000 blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Stort set hver større italienske by har et eller flere musts. I Verona hedder det Arena di Verona, dvs. byens gamle amfiteater, der hvert år husker et imponerende musikprogram – lige fra populærmusik til operaer. Man kan ikke for alvor sige, at man har været i Verona, hvis man ikke har overværet en musikbegivenhed i det gamle amfiteater.

Verona-Padova
Inden vores endestation i Venedig lægger vi vejen forbi Padova, endnu af de italienske byer som vi kan beskrive som ”molto bella”. Byen er bl.a. kendt for sin Botaniske Have, der er verdens ældste, idet der stod 1545 på kalenderbladet, da den blev åbnet. Det var den tidligere professor ved Padovas universitet, Francesco Bonafede, der fik ideen til grundlæggelsen af den gamle have. Han havde indset, at det at studere planterne fra gamle bøger, der var dårligt oversat fra græsk eller arabisk, ikke hjalp hans elever med at lære den verden af lægeplanter, der blev brugt til at helbrede sygdomme, at kende.
Haven, der ligger lige i Padovas hjerte, blev i 2014 beriget med et nyt og sofistikeret hundred meter langt drivhus, der som noget ganske usædvanligt indeholder fire forskellige klimazoner.

Hjem fra Venedig
Sidste stop på vores tur, Venedig, behøver ingen præsentation. Der er sagt og skrevet meget om Venedig og ikke uden grund, for Venedig er vel en by ”udenfor kategori”, dvs. en by hvis forbavsende skønhed befinder sig et godt stykke over alle andre byer ... i hele verden. Byens labyrintiske system af veje, vandveje, hemmelige passager, fredsfyldte hjørner, små piazzer, halvskjulte bacari (de traditionelle venetianske spisesteder) står i en fascinerende kontrast til de store og berømte piazzaer, der er kendte verden over – først og fremmest Piazza San Marco. Og det er netop på San Marco, at verdens mest kendte cafe, Caffe Florian, ligger, hvis kaffetørsten skulle kommer over én.

Inspiration til storbyferien

Betragt bedårende Barcelona fra en bakketop
Barcelona er en af Europas mest fascinerende byer på grund af kultur, fodbold, Gaudi og sine hemmeligheder. Kunst, kultur, arkitektur, bjerge og strand. Få byer har som Barcelona en så mangfoldig palet af attraktioner til dens mange besøgende.

Venedig er mere end store seværdigheder
Den berømte by kendt som Adriaterhavets dronning kender sin markedsværdi.

Prag er for livsnydere
Kaffebarer, skummende øl og restauranter, hvor ens smagsløg forkæles. Man kan på alle måder nyde livet i den tjekkiske hovedstad.