
TANGO:
Man kan ikke sige Buenos Aires uden at sige ’tango’. Og selvom de i Montevideo mener, at tango opstod dér, ligger verdens tangomekka i Argentina.
Men hvordan oplever man det?
Tre oplagte muligheder. Den nemmeste, men ikke nødvendigvis den dårligste, er at se det på gaden. F.eks. kan man tage ned i det gamle kvarter San Telmo. På hovedpladsen, Plaza Dorrego, er der dagligt tangoshows, og man sætter sig simpelthen ved et cafébord, bestiller en kold øl og lader sig forføre. Dernæst kommer de optrædende rundt med en hat, og så kan man jo selv vælge, hvor meget man lægger i.
Insiderinfo: Ikke alle og enhver kan stille sig op på Plaza Dorrego og danse. Her er gjort plads til to dansere, og de er nøje udvalgt, siden caféejerne har en interesse i et højt niveau. Det giver flere kunder, og det er faktisk virkelig god street tango, man kan opleve på Plaza Dorrego.
Alternativt kan man tage til et tangoshow. De findes på mange niveauer med priser mellem omtrent 50 kr. til omtrent 700 kr. De dyreste er med udsøgt middag og byens bedste dansere. Ganske elegant, men det er altså ikke noget argentinerne bruger penge på, så man kommer til at sidde med andre turister.
Endelig den nok mest autentiske mulighed: Man finder en ’milonga’ – en tangobar, som findes i alle niveauer. Her er en række uskrevne regler i spil, men som turist kan man fint gemme sig lidt ved et diskret bord og bare nyde showet. Som kvinde bør man undgå øjenkontakt med mænd, for de risikerer at komme over og byde dig op!
Mange milongaer tilbyder i øvrigt undervisning.

FODBOLD:
Uanset, om man kan lide fodbold eller ej, er her et godt råd: Tag ind og se en kamp. En tur på et fodboldstadion er også en kulturel rejse, og her kan man for alvor se de passionerede argentinere i fuld udfoldelse.
Er det farligt? Nej, meget sjældent, men det er alligevel klogt at rådføre sig med nogle, der har forstand på sagen. Tag en billet på den dyre langside for at være helt sikker. Evt. kan man købe en billet igennem et bureau, der fragter turister til og fra stadion og sørger for alt. Man kommer dog til at betale op til det tidobbelte, og ofte kan man nemt købe en billet i billetlugen.
De største klubber i Argentina er dels Boca Juniors og River Plate helt i toppen, men også San Lorenzo, Racing og Independiente. De fem bliver kaldt ’los cinco grandes’. Og så er der Huracan og Argentinos Juniors – Diego Maradonas barndomsklub. Og Lanús i det sydlige Buenos Aires samt en række andre. Byen er spækket med topklubber.

KØDET:
Argentina er én af verdens største oksekødsproducenter, og kødet er bredt anerkendt som verdens bedste. Selv i Uruguay - lillebroren på den anden side af Rio de La Plata - anerkender man Argentinsk oksekød som det ultimative.
Den oplagte måde at smage det på er at finde en god ’parrilla-restaurant’. Her bliver kødet grillet over åben ild. Tripadvisor eller andre guides kan hjælpe dig med at finde de bedste steder.
En anden måde at smage kødet på er, hvis man er så heldig at blive inviteret til en argentinsk asado. Altså en privat barbecue. Stort set alt socialliv i Argentina er bygget op omkring asado – det er sådan man mødes med sine venner, hygger sig og snakker, mens ilden knitrer i baggrunden, og kødet syder. Langsomt, for tid er den vigtigste ingrediens, siger de. Det dækker dels over langtidsstegning, der for alvor giver fedtet mulighed for at spredes i kødet, samt at man trækker hyggen ud. Og kødet skal serveres løbende. Stykke for stykke. Varmt og mørt. Derfor klapper man også af asadoren til sidst. Grillmesteren er på arbejde.

KVARTERERNE:
Det er byens kvarterer, der skaber Buenos Aires. Og som i enhver anden storby med respekt for sig selv har en række kvarterer eget udtryk.
Vi har været omkring det historiske San Telmo, hvor en lang række gamle bygninger skaber en speciel atmosfære. Her er fyldt med caféer, museer, gallerier og antikvitetshandlere.
Et andet populært kvarter er Palermo lidt mod nord. Egentlig var Palermo en forstad, men det har udviklet sig til byens hippeste område. Særligt Palermo Viejo med de flade huse i kolonistil. Området har ikke den kultur, man finder i San Telmo, men det har byens bedste barer, restauranter og de fedeste butikker. Her er utrolig hyggeligt at slentre rundt, særligt omkring Plaza Armenia og Plaza Serrano.
Microcentro skal også nævnes, byens downtown med gode frokostrestauranter, mens her er temmelig dødt om aftenen (som udpræget business-område).
Tæt ved ligger det fashionable Puerto Madero, et dyrt nybygget område med futuristiske blankpolerede skyskrabere, der i løbet af de sidste ti år har udviklet sin egen identitet langs de fire havnekajer.
Derudover har vi byens franske kvarter, Recoleta, som huser en berømt kirkegård med store mausoleer, hvor byens elite er begravet. Evita Perón hviler her under familienavnet ’Duarte’.
Og glem ikke det rå havnekvarter La Boca med de farvede bygninger, der pryder mange guidebøger. Også hjemsted for fodboldklubben Boca Juniors.
Hvis du vil helt væk fra turisterne, er et godt tip at tage en tur til det hyggelige Caballito i den vestlige del af byen.

TEATERSCENEN:
I Latinamerika er Buenos Aires berømt for sin store teaterscene. Byen er fyldt med teatre i alle størrelser. I spidsen har vi det verdensberømte Teatro Colón (Columbus hedder Colón på spansk). Det er anerkendt som et af verdens smukkeste operahuse og er fra dengang man i Frankrig sagde ’rig som en argentiner’ - teatret blev indviet i 1908 og er nyligt restaureret.
Avenida Corrientes er byens Broadway, og her er mange muligheder. Dertil kommer en enorm jungle af lokale teatre i hele hovedstaden, og det vil vist kræve en ny guide at gennemgå dén scene. Tag evt. ind og se en musical, for her gør det ikke så meget, hvis man ikke kan spansk. Det er en oplevelse alligevel. God rejse!

Flere spændende rejseartikler

London er også markedernes by
Den engelske hovedstad er kendt for sin vibrerende og næsten elektriske charme, men dagligdagslivet er værd at tage en bid af.

Historien forvandlede Gdansk til Polens Amsterdam
En lang række folkeslag har i tidens løb gjort Gdansk til en af Østersøens mest spændende byer.

City Surprise: Tag på badeferie i Budapest
Den ungarske hovedstad har nemlig et stort udbud af termiske bade, der gør, at man roligt kan pakke badetøjet i weekendkufferten.