logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

City Surprise: Cluj overrasker

Af Søren Sorgenfri

Det er som regel kortet med de velkendte europæiske storbyer, der er i spil, når en forlænget weekend skal planlægges.

Men har du mod på nye rejseveje? Så prøv Cluj. Byen med det for os lidt pudsige navn er en af Rumæniens største byer, men glem alt om en støvet grå betonfætter. Med mere end 300.000 indbyggere og mere end seks store universiteter så er Cluj en vibrerende by med et rigt kulturliv, koncerter og interessant historie og arkitektur.

Cluj er en af få byer over hele kloden, der er en anerkendt filmby. Som medlem af UNESCO’s City of Film netværk, hvor man også finder mere berømte filmbyer som Cannes, så har Cluj en årlig filmfestival.

Der har været besættelse i området i næsten 2000 år, men romerne udnyttede skovene og det kuperede terræn til at anlægge en fæstning her. Derfor er byens hjerte det centrale Kong Mathias torv, der er flankeret af museer og gallerier i sidegaderne. Fabrica de Pensule er byens bedste eksempel på en tidligere koldkrigsbygning omdannet til et museum for forrygende moderne kunst.

Cluj. Foto. Abdelmoumen Taoutaou Dreamstime.Com

Foto: Abdelmoumen Taoutaou Dreamstime.com

Prisniveauet er afslappet set med danske øjne, hvorfor shopping er en fornøjelse, der ikke for alvor belaster budgettet.

Clujs udbud af spisesteder er under konstant udvikling og forandring, hvorfor det ikke giver mening at fremhæve enkelte restauranter, men udforsk trygt byens restaurationsscene, der tiltrækker foodies fra hele verden. Det lokale køkken er især egnet til en efterårs- eller forårstur med suppe, røget kød med ris og søde desserter og fuld smæk på krydderier som paprika.

Desuden kan man være ret sikker på fra forår til efterår at spadsere ind på en plads, hvor der er gang i en streetfood festival. Ikke mindst byens mange studerende nyder godt af byens streetfood scene.

Prisniveauet gør sig også gældende på hotelsiden, hvor man kan få overnatninger på tophoteller for omkring 100 euro i døgnet.

Flere operatører tilbyder guidede ture – fra arkitekturrundvisninger, byens snart 2000 år gamle historie og foodie tours.

Cluj er af ærligt hjerte en af den type byer, hvor man ikke forventer alverden og vender glædeligt overrasket hjem igen med gode minder.