
Den nye bydel
Fra den gamle middelalderbydel er der udsigt ned til den nye bydel, som ligger på den anden side af banelegemet, stationen og de grønne åndehuller, Princes Street Gardens. New Town er anderledes lys, luftig, symmetrisk og afbalanceret planlagt i den såkaldt georgianske stil, som man kalder arkitekturen i Storbritannien i perioden mellem 1720 og 1830, hvor kongerne Georg den første til den fjerde regerede. De to bydele har siden 1995 været UNESCO World Heritage.
New Town er byens førende shopping-område med både kædeforretninger og eksklusive butikker og designershops. Det er også her, man kan lede efter smarte barer og restauranter.
I bydelens vestlige ende ligger Charlotte Square, en stor åben plads med en privat have i centrum omgivet af de smukke bygninger fra 1700-tallet. Et af dem er The Georgian House, som er museum og viser, hvordan en velhavende familie levede for 200 år siden.
I modsatte ende af New Town - symmetrien er holdt - ligger St. Andrew Square. Her er der offentlig adgang til parkanlægget. Mod syd lige uden for bydelen i Princess Street-parken er et andet af byens ikoniske vartegn: Scott Monument som er verdens næsthøjeste mindesmærke for en forfatter. Der er 287 trappetrin op til udsigtsplatformen, men udsigten er det værd.

Historiernes mestre
Sir Walter Scott, født i Edinburgh i 1771, er bare en af byens berømte forfattere. Han skrev historiske romaner, hvor den mest kendte nok er ”Ivanhoe” om korstogsridderen som kæmper for kong Richard Løvehjerte og kærligheden til den skønne Rowena.
I forfatterrækken er også Sir Arthur Conan Doyle, som skabte detektiven Sherlock Holmes, og Kenneth Grahame, som er elsket af alverdens børn for Hr. Tudse, Hr. Grævling, Hr. Muldvarp og Hr. Rotte og deres eventyr i ”Vinden i Piletræerne”. Mens navnet JM Barrie måske ikke vækker genklang før man siger ”Peter Pan” og Neverland.
I vor tid bruger krimiforfatter Ian Rankin sin hjemby som ramme for politikommissær Rebus-romanerne. Rankin er førende inden for den såkaldte skotske ”tartan noir-genre”, og den historiske Oxford Bar – The Ox som den kaldes – i Young Street i New Town, der i romanerne er kommissær Rebus foretrukne bar, er et valfartssted for krimientusiaster.
J. K. Rowling er naturligvis helt umulig at komme uden om. Og det er historien om, hvordan hun som fattig enlig mor skrev de første af de senere verdensberømte syv fantasy-romaner om Harry Potter, troldmandsskolen Hogwarts og kampen mod Lord Voldemort, på byens caféer også. Spoon-caféen, hvor den første roman blev skrevet, er imidlertid lukket, og The Elephant House i Marshall Street i den gamle bydel, hvor hun med udsigt til Edinburgh Castle skrev videre på historierne om Harry Potter, er midlertidig lukket efter en brand. Tjek om genåbning på www.elephanthouse.biz
Edinburgh og historier er to sider af samme sag, og byen er naturligvis central i den årlige Scottish International Storytelling Festival, hvor det i flere uger i oktober handler om både byens samt Skotlands og alverdens historier.

En kongelig historie
Edinburgh inspirerer med både historie og vild natur i baghaven. For kongeparken Holyrood Park, som ligger lige ved Palace of Holyroodhouse og halvanden kilometer øst for Edinburgh Castle er ikke en tæmmet park, men vildt højland med bakker, søer, glens, højderygge og basaltklipper.
Udsigtspunktet Arthur's Seat – toppen af en tidligere vulkan, som sikkert er navngivet efter legenden om Kong Arthur – er oplagt mål for en god travetur. Her 251 meter over havet er en fantastisk 360 graders udsigt over byen, hele Lothian-regionen og Nordsøen, hvor Edinburghs havneby, Leith, ligger fire-fem kilometer fra The Royal Mile.
I Leith gemmer en anden kongelig historie sig. Nemlig det tidligere kongeskib, The Royal Yacht Britannia, som ligger i havnen som museumsskib. Fra 1954 til 1995 sejlede skibet Dronning Elisabeths og Prins Philip, hendes nu afdøde mand, Imperiet rundt, og om bord på skibet kan man se, hvordan de levede og få et kig ind i deres private kahytter.
Det er let at komme fra Edinburgh til Leith. Lothian Bus linje 11, 16 og 35 kører fra byens centrum. Billetter kan købes på bussen (med lige penge) og koster £1.80.

Den trofaste hund
Bag hvert gadehjørne i Edinburgh gemmer sig en historie – sådan da. Mange er der.
For eksempel står der hvor Chambers Street munder ud i George IV Bridge ikke langt fra Elephant-caféen en statue af en lille hund med en skinnende blankpoleret snude. Det er verdens mest trofaste hund, Greyfriars Bobby.
Der er flere historier om den lille Sky Terrier, en af de bedste fortæller, at da hundens ejer, politibetjent John Gray, døde og blev begravet på Greyfriars kirkegård, flyttede Bobby ind på graven og tilbragte de følgende 14 år der.
I januar 1872 døde Bobby 16 år gammel, men gejstligheden ville ikke give tilladelse til, at han kom i jorden på sin herres grav. I stedet begravede man ham så tæt på som muligt lige inden for kirkegårdslågen, og i dag har Bobby fået en fin ny gravsten rejst af en skotsk hundeorganisation.
Statuen af ham, som er placeret tæt ved indgangen til kirkegården, skyldes en amerikansk dame. På besøg i Edinburgh hørte hun om Bobby og blev så rørt over historien, at hun skænkede den livagtige statue, som passerende turisterne lige må gnide på snuden – for held og lykke og for en god historie.
Flere spændende rejseartikler

Derfor er Edinburgh fuld af overraskelser
Det tager ikke engang to timer at flyve til Edinburgh og den skotske hovedstad er mere end rejsetiden værd.

Dublin er ikke, hvad du forventer, men bedre
Vi går inside Dublin med journalisten Tom Carstensen, der har boet i den irske hovedstad og tabte sit hjerte til den grønne ø med den dramatiske historie. Og et par pints.

Gå i Peaky Blinders’ fodspor i Birmingham
Birmingham har sine faste gæster på grund af byens kulturscene og talrige fodboldklubber. Englands næststørste by har dog de senere år fået endnu et trækplaster, nemlig Peaky Blinders.