logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

10 (virkelig) gode grunde til at rejse til Krakow

Krakow er Polens næststørste by og populær som storbyferie. Du finder nemlig ikke mange byer som Krakow, der omfavner historie og moderne storby som den store by i det sydlige Polen. Der er mange gode grunde til, at Krakows gader er tætpakkede med glade turister i højsæsonen. De kan simpelthen lide, hvad de ser og ikke mindst smager.

Af Søren Sorgenfri

1. Den gamle bydel

Mange byer slår på tromme for deres gamle bydel, men Krakow har virkelig grund til stolthed her. Planlagt og udtænkt i 1257 så ses den i den gamle kongeby. Selv en gåtur efter en kop kaffe eller frokost bliver en rejse i historien mellem snævre gader, pladser og majestætiske bygninger. De gamle bymure er tilmed i dag erstattet af et bælte af parker og grønne områder, hvilket blander et historisk udtryk med et moderne.

Krakows gamle bydel er en af de smukkeste pladser i Centraleuropa.

Krakows gamle bydel er en af de smukkeste pladser i Centraleuropa.

Foto: Helen Ross - Dreamstime

2. Obwarzanek Krakowski

Hvor mange byer kan prale af at have opfundet deres eget brød? Her er der tale om en lidt sød og cirkelformet bolle, der minder ret meget om en bagel. De er gode døgnet rundt og naturligvis en del af den autentiske oplevelse.

Obwarzanek Krakowski - traditionel bagel

Obwarzanek Krakowski, en traditionel bagel.

Foto: Shutterstock

3. Det gamle torv

Glem alt om et klassisk dansk provinstorv. Her er tale om en af Europas største åbne middelalderpladser med kirker, statuer, neoklassiske bygninger og vidunderlige byhuse, der flankerer pladsen. Hvis du er vild med Markuspladsen i Venedig eller lignende steder, så vil du omgående forelsket dig i Krakows gamle markedsplads.

Markedspladsen fra taarnet af kirken St. Mary. Polen.  Krakow.

Markedspladsen fra tårnet af kirken St. Mary i Krakow.

Foto: Shutterstock.

4. Wawel slottet

Slottet Wawel var i 400 år den polske kongefamilies residens, og de mange års hof bærer det store slot præg af med mange forskellige byggestile elegant vævet sammen. Slottet er tæt på centrum og et populært udflugtssted. I dag er slottet et af Polens mest populære museer og gå ikke glip af hovedattraktionen – Szczerbiec – sværdet, der i mere end 400 år blev båret af landets konger som bevis på deres magt.

Slottet Wawel i mere end 400 år været kongeslot i Polen.

Slottet Wawel i mere end 400 år været kongeslot i Polen.

Foto: Olga Lupol - Dreamstime.com

5. Kazimierz

Her er Krakows traditionelle jødiske bydel. Man kan ikke sætte sig ind i Polens moderne historie uden at sætte sig ind i de polske jøders enorme tragedie, hvilket er et for vagt ord at bruge her. De tyske nazister masseudryddede de polske jøder i henrettelseslejre under en brutal besættelse af Polen i 2. verdenskrig. Har man set filmen Schindlers Liste om netop det emne, så vil man genkende Kazimierz, idet en stor del af filmen er optaget her i de små brostensbelagte gader. Kvarteret har siden 1980’erne genvundet en del af sit jødiske islæt, hvilket giver en autentisk bydel at besøge.

Kazimierz - Et jødisk område i byen Krakow.

Kazimierz - Et jødisk område i byen Krakow.

Foto: Shutterstock.

6. Kongevejen

Krakow er en historisk by, og man kan faktisk gå gennem byens historie på en smuk og fotovenlig tur via Kongevejen. Det var den rute, som middelalderens polske konger gik gennem byen, når de skulle krones. I dag går ruten blandt andet forbi kirker, store handelshuse, små slotte, Florianska gaden, klosterbygninger og ender ved Wawel slottet.

Florianska gaden forvandler sig om aftenen fra mondæn middelaldergade til festgade med restauranter og udskænkningssteder, der kan få selv den mest fromme munk til at vippe lidt med foden i baren.

Florianska gaden i Krakow.

Florianska gaden forvandler sig om aftenen fra mondæn middelaldergade til festgade.

Foto: Shutterstock.

7. Foodie fest

Madturismen vinder om sig. Det må være et velfærdstegn, men hvem fortæller egentlig ikke som det første efter en rejse om et lækkert eller overraskende måltid?

Det sydlige Polen er typisk centraleuropæisk, når det kommer til mad, men i Krakow har gastronomien et gear mere. Besøg restaurant Czarna Kaczka i den gamle bydel, hvis du vil smage traditionelle retter som and, kartoffelpandekager eller suppe på højt niveau til folkelige priser. Tæt ved er det populære streetfood marked Dworek. Hvis du er til mikrobrygget øl, hipsterudgaver af traditionel mad eller en solid vegetarret, så er det markedet for dig. Krakow har flere store madmarkeder. Prøv f.eks. Dajwór 21 Food Truck Park. Konceptet er simpelt – kokke med madvogne kan sætte deres vogn op her, så man er aldrig sikker på, hvilke madvogne, der er den dag. Så forvent alt, men tag intet for givet – fra brasiliansk veganermad til solide polske pølser på grillen og alt derimellem.

Street food er en livsstil i Krakows gader og markeder.

Street food er en livsstil i Krakows gader og markeder.

Foto: Matyas Rehak - Dreamstime.com

8. Markedsplads

Hala Targowa er Krakows største marked. Her kan du købe alt fra tøj til antikviteter, fra frisk frugt til god kaffe. Fra kunst til genbrugsmøbler. Markedsstemningen får tilmed et løft af gademusikanter, gøglere og andre med mod på at optræde.

Der er gang i boderne fra formiddag til sen aften, og sidst på dagen dukker en lang række populære madboder op. En særligt populær bod har ikke noget navn, men de lokale siger ’gå efter den blå vogn’ og griller store pølser, der smækkes ind i sandwich. Man drikker øl til og hygger sig gevaldigt.

Hala Targowa er Krakows største marked.

Hala Targowa er Krakows største marked med alt fra frugt, til kunst og genbrugsmøbler m.m.

Foto: Shutterstock.

9. Shopping

Verdens første stormagasin ligger simpelthen i Krakow. Man ville have gættet på USA, ikke sandt? Men stormagasinet Cloth i Krakows indre ved den gamle bydel løber med æren. Cloth er en myriade af små butikker og handlende med kunst, tøj, smykker, udskæringer og alt muligt andet, der kalder på at blive købt som gaver. Gå ikke glip af cafeen på 1. sal og nyd udsigten over den gamle bydel. Derudover har Krakow en lang række designerbutikker i sidegaderne omkring den gamle bydel.

Kościuszko Mound milepæl i Krakow.

Kościuszko Mound er en speciel attraktion gemt bag en bymur i byen Krakow, hvor du finder den skønneste udsigt.

Foto: Shutterstock.

10. Udsigt

Kościuszko Mound er en virkelig speciel attraktion. Gemt bag en ring af en bymur, tårner det lille bjerg sig op formet som et sneglehus. Bjerget – eller rettere højen – blev anlagt i 1823 som en mindehøj, og en vej snor sig hele vejen op til toppen 326 meter over havets overflade. Her får du en skøn udsigt over floden Vistula, Krakow og omegn som belønning. Udfordring – på en klar solskinsdag se om du kan spotte Tatra bjergene.