logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

Michelin på budget

Af Søren Sorgenfri

En weekend i London er lig med uanede muligheder for kulinariske oplevelser. Det er vel kun New York, der kan matche Londons verdenskøkken i omfang og nuancer. Fra alle klodens etniske køkkener til madmarkeder og meget andet. Fra lavt budget til toppen af poppen overdrysset med stjerner.

Konkurrencen mellem Londons spisesteder er benhård, hvilket også medfører en vis naturlig og skarp konkurrence. Det kan også betyde, at der hvor man lod sig bænke sidst, man var i London, nu er lukket og erstattet af noget andet.

Måske rejseplanlægning primært har afdækket de gode shopping- og kulturmuligheder, kan det være svært at overskue, hvor man skal finde en unik madoplevelse, der ikke vælter budgettet.

The Harwood Arms skal rådet lyde herfra. Gemt i en sidegade i Fulham ikke langt fra det store fodboldstadion Stamford Bridge er en klassisk pub omdannet til en gastropub.

Gastropub-begrebet vil du flittigt støde på hos stort set alle Londons pubber. Det lyder godt, men oplevelsen løfter sig sjældent over tallerkenhøjde. Så hvis menukortet siger norsk laks, pastapenne, en cæsarsalat og en burger, så sænk dine forventninger. Markant.

The Harwood Arms er den første og eneste gastropub i London belønnet med en Michelin-stjerne. Allerede her kan man frygte for prisniveauet, men skælv ikke. Det er Michelin på budget.

Det er ikke hver dag, man støder på Michelin-belønnede restauranter med tre retter for 400 kroner. Og slet ikke i London. Det er klart 400 kroner er ikke lavt budget målt i forhold til aftensmiddag på en burgerkæde eller ditto restaurant.

The Harwood Arms’ koncept tager afsæt i en moderne version af Robin Hood-køkkenet. Grønt og vildtkød fra de engelske skove som pubben anser for at være i verdensklasse. Med god grund.

Vildt som hare, fasan, rådyr og andet godt fra skovene fylder ikke meget i de engelske supermarkeder. Officielle statistikker melder om et salg så beskedent, at det er stort set irrelevant på trods af kødets kvalitet, lave fedtindhold og markant mere smagsrige karakter end farmerkyllinger pumpet med vandlage. Vildtbestanden meldes desuden i flere engelske aviser ude af kontrol, så en vis regulering er ønskværdig.

The Harwood Arms har derfor som motor at bruge disse lokale råvarer fra den britiske natur og vildt og tryller med det.

Menukortet skifter efter sæsonens råvarer, men signaturretten er langtidstilberedt dyrekølle så mørt som smør. Det er især en anbefaling værd til den engelske traditionsrige søndagsmiddag. På et fair budget, og man kan sagtens have børn med. De dage hvor fodboldklubben Chelsea spiller hjemme, bør man bestille bord i god tid. The Harwood Arms fungerer stadig som almindelig pub, så det giver en tætpakket pub, men stemningen er god og fredelig, og maden smager ikke dårligere af den grund. Tværtimod. Der skal jo være livligt på en pub – selv en Michelin belønnet.

London. Foto. The Harwood Arms1

The Harwood Arms

Foto: The Harwood Arms

London. Foto. The Harwood Arms2

The Harwood Arms

Foto: The Harwood Arms

London. Foto. The Harwood Arms.

The Harwood Arms

Foto: The Harwood Arms

Andre prisvenlige Michelin-restauranter i London

Leroy. Phipp Street 18. Hackney

Leroy er kendt som Londons billigste Michelin-restaurant alt efter menuen, men uanset kokkens luner så er der dømt low budget.

Her koster en tre retters menu med et glas sjældent over 200 kroner kuverten.

The Ninth. Charlotte Street 22. Fitzrovia

Det franske køkken og Middelhavsregionen inspirerer her på The Ninth, som målt på økonomi uden problemer kan konkurrere med kæderestauranter. Gennemsnitsprisen for tre retter er lige over 200 kroner kuverten.

Kitchen W8. Abingdon Road 11-13. Kensington

Denne restaurant er et klassisk dinning room dvs. hvid dug på bordene og et mere elegant udtryk end de øvrige restauranter nævnt her i artiklen, men prisniveauet er i samme lave leje. Gennemsnitsprisen for tre retter er lige under 300 kroner.