
Her kommer fem forslag:
PR3.1 – Nem
Vi åbner ballet blot med en rute på gode fire kilometer. Så kan alle være med. Ruten begynder ved indgangen til Funchal Eco Park og fører til kirken i Monte.
Ruten går langs kløften Ribeira das Cales – der er mulighed for kanosejlads her – og krydser en næsten 250 år gammel kanal i et frodigt terræn. Fugleelskere vil have kronede dage på denne korte tur idet, mange af Madeiras mest almindelige fugle samles i dette område.
Ruten stiger til toppen af Pico Alto, der fra 1120 meters højde giver øens flotteste kig over Funchal. Herefter fortsætter ruten af gamle forbindelsesveje til øens mere kuperede områder indtil man når Monte. Har man mod på mere i samme område, så kan ruten kombineres med PR3 på 7,2 kilometers længde.

PR4 – Nem
Ruten er af lidt mere end fem kilometers længde og temaet er blandt andet bevaringsværdige bygninger på den venstre side af dalen Ribeiro de Santa Luzia.
Ruten begynder ved monumentet Poco da Neve ved Regionalvej 202, og endemålet er Casa do Barreiro. Monument som mindesmærke over en svunden tid for her er der ikke tale om en stor statue af en søfarer eller helgen, men kuppelformede stenhuse der fra 1800 og frem tjente som kølerum.
Når der faldt sne og hagl i rigelige mængder i løbet af vinteren gemte de lokale de kolde sager her, hvor de kunne holdes kolde og ikke smelte. Dermed havde de lokale nedkølingsmuligheder resten af året. Ruten går gennem høj vegetation og videre langs to kanaler med udsigt over Santa Luzia dalen samt Funchal. Fra målet Casa do Barreiro kan man gå videre mod Monte.
PR3 – Nem
Som nævnt ovenfor kan denne rutes kombineres med PR31, men med gode syv kilometer har den naturligvis også sit eget liv og oplevelser at byde på.
Her fører en rute fra Funchal Eco Park til Pico do Areeiro eller den anden vej rundt. Fra parken fører ruten blandt andet forbi det vestlige Madeiras bjergmassiv og flere af de små igloformede ’kølehuse’ til opbevaring af sne dukker op.
Ruten her stiger noget mere og giver højt oppe mulighed for at se sjældne planter, blomster og træer og passerer blandt andet tæt forbi toppen af Pico do Areeiro i 1800 meters højde – Madeiras tredje højeste punkt. Udsigten er selvfølgelig bjergtagende. Selv om ruten er noget kuperet, så bør den kunne gås på under tre timer.

PR1.3 – Medium
Nu kommer der flere kilometer på med denne rute, der estimes at tage fem timer. De godt 11 kilometer tilbagelægges hen over højderygge og kuperet terræn, der topper i 1760 meters højde.
Læg fra land ved Achada do Teixeira som udgangspunkt for denne sceniske rute langs skråninger, skrænter og skovbevoksning.
Ved Pico Ruivo mødes man af et gammel sten-shelter. Her kunne hyrder og vandringsmænd i gamle dage finde ly for regn og uvejr. I dag er dette shelter en korsvej for flere vandringsruter som P1 og P1.2 og også PR1.3 fortsætter i højderne herfra.
Ruten er ikke for badesandaler og dårligt fodtøj. Den kræver gode vandringsko, men anstrengelserne belønnes ikke kun med den ene fantastiske udsigt efter den anden, man passerer også det centrale bjergmassiv samt skoven Laurisilva med laurbær, liljer og sjældne orkideer. Undervejs til bjergpasset Encumeada, som er slutdestinationen, går man forbi grotter som tidligere har været brugt som ly for brændesamlere i skoven. Den slags hører fortiden til eftersom skoven i dag er beskyttet for sit sjældne økosystem, men det gør ikke oplevelsen mindre.
PR2 – Medium
Denne rute er en sand vandring i Madeiras historie. Ruten blev tidligere brugt som vej til at forbinde øens nord- og sydkyst. En rute på lidt over 10 kilometer.
Fra start i Faja dos Cardos i Curral das Freiras stiger ruten ret hurtigt indtil korsvejen Bocas das Torrinhas, hvorfra ruten fører ned til landsbyen Boaventura. Fra Bocas da Torrinhas kan man desuden vælge at følge ruten P1.3, men stop først op og nyd udsigten til bjergtoppene blandt andre Pico Ruivo, som med 1862 meter er øens højeste punkt.
Denne rute handler i det hele taget om den gode udsigt til dale, højdedrag og landsbyer på vejen mod kysten. Ruten går desuden gennem laurbærskov, der er erklæret verdensarv af UNESCO, og frodig vegetation frem til slutmålet Lombo do Urzal.
Flere spændende rejseartikler

Betragt bedårende Barcelona fra en bakketop
Barcelona er en af Europas mest fascinerende byer på grund af kultur, fodbold, Gaudi og sine hemmeligheder. Kunst, kultur, arkitektur, bjerge og strand. Få byer har som Barcelona en så mangfoldig palet af attraktioner til dens mange besøgende.

7 grunde til Alanya er et hit for børnefamilier
Her er ikke færre end ti grunde til at pakke rejsekufferten for hele familien og komme afsted til den børnevenlige tyrkiske feriedestination, som er blevet danskernes mest populære i Tyrkiet.

Chania lever godt med turisterne
Man kan stadig finde det lokale islæt i danskernes favoritby.