logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

München smager af mere

Af Søren Sorgenfri

München er Sydtysklands og Bayerns perle af en storby og ideel til en weekendferie året rundt.

Det er naturligvis Oktoberfesten, der er Münchens store slagnummer, men Tysklands tredjestørste by er mere end de enorme telte og ølkrus i litermål. Meget mere. Det er sandt, at ølkulturen spiller en stor rolle for byens liv, men München er også en stor kulturby med et rigt udbud af gallerier og museer. Og nå ja så er der det berømte klokkespil på byens rådhus på Mariaplatz, men det er hurtigt overstået og hvad så?

Markedet

Det 200 år gamle Viktualienmarkt er et nødvendigt stop, når München skal udforskes. I skyggen af Helligåndskirken har dette udendørsmarked – som er ret billigt – serviceret med de lokale med alt godt fra frugt og grønt, delikatesser, blomster eller lidt til den søde tand. Markedets ølhave er naturligvis populær.

Om du er på udkig efter et skud friskpresset juice eller den lokale specialitet weisswurst, så er Viktualienmarkt et godt bud og har åbent alle dage undtaget søndag.

Shop efter sengetid

Normalt så shopper man først på dagen og går så på restaurant. Men kunne man vende den model på hovedet? Det gør midnatsbasaren i hvert fald – MIDNIGHTBAZAR – holder åbent hver anden lørdag, når dette loppemarked holder åbent til 00:00. Men loppemarked er ikke helt passende for nok kan man finde fede loppefund, men der er også designervarer og kunst til salg her flankeret af musik fra livebands, DJ’s, cocktailbarer og boder med street food.

München. Foto. München Tourismus, Sigi Müller

Foto: München Tourismus, Sigi Müller

Den danske vinkel

KPMG-bygningen på Ganghoferstrasse 29 har et kunstværk i baggården af danske Olafur Eliasson. To trapper balancerende på bare ét punkt snor sig om hinanden og mødes mange meter oppe. Med andre ord kan man gå op ad en trappe og ned af den anden uden at komme andre veje end op og ned. Sammen former de to trapper en sfære og undersøger bevægelse uden mening.

Trappen er et stop værd om ikke andet for at lade sig imponere af det arkitektoniske og designmæssige arbejde bag med blot et enkelt hvilepunkt for hele herligheden.

Den engelske have

München har en af verdens største byparker kaldet Den Engelske Have på hele 375 hektarer. Dermed er parken større end f.eks. New Yorks Central Park.

Den Engelske Have er ideel til en gåtur i forårssolskinnet eller efterårets varme farver, og forsyninger skal man ikke tænke på. Der er – naturligvis – fire ølhaver centralt placeret rundt om i den store park, der strækker sig helt ned til floden Isars bred. Hold f.eks. øje med det kinesiske tårn hvor en af de populære ølhaver har hjemme. Desuden er der små kiosker med kaffe, isbarer og andre fornødenheder til gåturen.

München. Foto. München Tourismus, Tommy Loesch

Foto: München Tourismus, Tommy Loesch

Den gode smag

München elsker god mad, og delikatessebutikken Dallmayr er i forreste linje på den mission. Det er måske en fejl at kalde det en ’butik’ – det lyder så småt. Der er nok mere tale om et gastronomisk madtempel under hvælvingerne på Dienerstrasse.

I den store butik i nummer 14-15 venter en sand Aladdins hule af lækkerier under mottoet: ’Vi gør hver dag unik’ med lokale specialiteter hånd i hånd med delikatesser fra hele verden. Her er også restaurant, cafe, bistro og en lille cigarhandler i Dallmayrs madtempel. Dallmayrs har åbent alle dage undtaget søndage og bayerske helligdage.

Det hippe kvarter

München er naturligvis mere end markedspladser og parker. Som i så mange andre storbyer så udvikler byen sig og gamle kvarterer får nyt liv. Det gælder også München. Som Glockenbachviertel der tidligere har haft et lidt råt ry, men er byens nye hippe område. Det er her du finder veganske cafeer og restauranter, cocktailbaren på fjerde sal med rasende god udsigt og vibes, te-huse og små designerbutikker af den type, man endnu ikke har hørt om, men gerne vil fortælle om, når ferien er forbi. Og det er sådan, det er med München. Den overrasker med sin blanding af altmodische Bayern og moderne München.

München. Foto. München Tourismus, Werner Boehm

Foto: München Tourismus, Werner Boehm