logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

Byen der aldrig sover

Af Nicolai Lisberg

Byen der aldrig sover, eller kort og godt verdens bedste by. Det skorter ikke på roserne, når Newyorkerne skal beskrive deres hjem, og har du først sat benene i denne by, så vil du forstå hvorfor.

Frihedsgudinden

Hvor skal man næsten starte. New York er så rig på kulturelle oplevelser, at det er tæt på umuligt kun at vælge nogle få. Empire State Building, Rockefeller Center, Wall Street, det nye World Trade Center kompleks og Times Square for bare at nævne nogle få. Men er der en ting, der står hævet over dem alle, er det Frihedsgudinden, der står og byder velkommen til de rejsende som et symbol på alt det, som amerikanerne gerne vil signalere til omverdenen.

Du kan naturligvis nøjes med at betragte hende fra afstand, men det kan anbefales at tage færgen over til Liberty Island, hvor statuen står og troner op i himlen med den ikoniske fakkel i sin højre hånd. Det er også muligt at komme op i Frihedsgudinden, hvorfra du kan nyde udsigten ud over New Yorks imponerende skyline.

 

Central Park

New York har mange store bygninger og endnu flere mennesker, så der er behov for et grønt åndehul midt i byen. Tidligere havde Central Park ry for at være et halv farligt sted at færdes efter mørkets frembrud, men det ligger efterhånden en del år tilbage. Om aftenen er der i stedet flere udendørs teaterforestillinger og koncerter, der er med til at skabe en summen af liv og glæde. Om dagen kan du gå langs de mange søer og vandløb, der giver parken charme og passere forbi blandt andet Belvedere slottet og Strawberry Fields, hvor John Lennon mindes. Det var på den vestlige side af parken, at Lennon i 1980 på tragisk vis blev myrdet. Du kan sagtens gå rundt i parken, eller du kan snøre løbeskoene og tage en frisk morgentur sammen med de mange andre løbere, der benytter parkens mange ruter til at få dagens motion.

New York. Foto. Adeliepenguin Dreamstime.Com

Foto: Adeliepenguin Dreamstime.com

Williamsburg, Brooklyn

Beliggende på den anden side af East River finder vi Williamsburg. Et nabolag der i de seneste par år for alvor har fået ry som et hipster paradis og er blevet en forlænget del af New York. De stigende ejendomspriser i centrum af New York fik byens kreative sjæle til at flytte herud, og det er da også et mangfoldigt kulturliv, der åbner sig for dine øjne, når du ankommer til kvarteret, hvor de mange, gamle industribygninger er blevet til kunsthaller og koncerthuse. Det er fortsat et meget multietnisk område, hvor den jødiske bydel i South Williamsburg særligt er noget for sig. Så vil du gerne oplevet et anderledes New York og måske se arnestedet for nye trends, kunst og kultur, så er det Williamsburg, du søger til på en dagsudflugt.