
Morgenkaffen
Er det tidligt om morgenen, kan man se storbyen vågne. Kvarterets beboere tager en hurtig espresso, som også kaldes for ”den lille sorte”, inden de skal på arbejde.
Oftest ved caféens bar, hvor kaffen i Paris er billigere, end hvis man sidder ved et bord. Snakken og latteren går. Folk kommer hurtigt ind og ud. Vil man have en sjat mælk i espressoen, hedder det en ”noisette”. Skal man have mere, er det en ”café crème”.
Uanset hvilket kvarter man bor på hotel eller har lejet en lejlighed i, så kan man finde den lille, lokale café. Gå hellere efter caféen, der måske ikke gør så meget ud af en fancy indretning. Det er der, de lokale kommer.

En hemmelig have midt i byen
Pariserne mødes også tit til frokost. Man går ud sammen med kollegaerne, en forretningskontakt eller mødes med en veninde. En hurtig, let frokost på en lille time. Ofte serveres der særlige frokostmenuer, der er billigere end aftenkortet.
Et vidunderligt og usædvanligt sted at gå hen er caféen ”Le Jardin du Petit Palais”, hvor man kan nyde en god frokost eller måske blot en kop kaffe eller en kølig aperitif.
Caféen ligger godt gemt væk inde i Petit Palais-museets have, et kunstmuseum og et af byens mange bymuseer, hvor der er gratis adgang til de permanente samlinger.
Caféen er smukt og stilfuldt indrettet og dens terrasse med græske søljer ligger ud til en billedskøn, fortryllende gårdhave med mosaikbassiner og eksotiske planter. Både museum og caféens terrasse er et besøg værd.

Drik aperitif i hipsternes kvarter
Aperitiffen er en anden parisisk klassiker. Man mødes til et enkelt glas eller en cocktail, er hurtigt videre, måske skal man til en god middag med vennerne senere.
Men den parisiske aperitif kan også trække ud. Et glas bliver til flere. Man får ikke rigtig spist noget og når maven begynder at knurre, bestiller man et charcuteri- eller ostebræt – eller måske et bræt med begge dele. Caféerne har også tit gode pommes frites.
Et godt og populært sted, et stykke væk fra den franske hovedstads hyper-centrum, er caféen ”La Sardine” på Place Sainte-Marthe i Paris’ 10e arrondissement. En vidunderlig, lille plads med landlig stemning i et populært kvarter, der er en blanding af hipstere, kunstatelier og storbyens multikulturelle sider. Vinen er simpel, men god. Cocktails er til rimelige priser. Og er man ikke til det klassiske charcuteri- og ostebræt, kan man nyde lækre, vegetariske tapas.
Oplev Paris’ elegance
I Paris kan man også gå all in på elegance i de mange fine etablissementer. Ofte er priserne høje, men oplevelsen er den parisiske elegance og savoir vivre, når den er bedst.
Baren La Closerie Des Lilas er en ”chic” og uundgåelig paris-adresse i Montpanasse-kvarteret, hvor kunstnere og intellektuelle i historien har haft deres gang. Her kunne man i tiderne møde impressionistiske malere som for eksempel Auguste Renoir og Claude Monet eller forfattere som Jean-Paul Sartre og Oscar Wilde.
Der er både fransk gourmetrestaurant (hvor der skal bestilles bord på forhånd) og brasserie, hvor der er godt at spise. Men går man efter en aperitif, er det inde i baren med et imponerende cocktail-kort, hvor pianoet spiller hver dag fra kl. 19 og man umuligt kan undgå at mærke den elegante parisiske stemning.
Flere spændende rejseartikler

Fed ferie i Bologna
Bologna har ry for at være en af Italiens mest interessante byer. De lokale er venlige og åbensindede. Maden er pragtfuld, og byen er fuld af seværdigheder og mulige gøremål.

Dublin er ikke, hvad du forventer, men bedre
Vi går inside Dublin med journalisten Tom Carstensen, der har boet i den irske hovedstad og tabte sit hjerte til den grønne ø med den dramatiske historie. Og et par pints.

Derfor har Sevilla mere end 3000 tapasbarer
Europas stegepande, ynder spanierne at omtale Sevilla som om, og selvom det tilnavn er møntet på de varme temperaturer i sommermånederne, så kunne det også passe på byens gastronomi.