logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

Prag er for livsnydere

Kaffebarer, skummende øl og restauranter, hvor ens smagsløg forkæles. Man kan på alle måder nyde livet i den tjekkiske hovedstad

Af Judith Betak

Nu er det ikke fordi, at Prag ikke er grøn.

Faktisk er det tjekkiske hovedstadsområde allerede en af verdens mest grønne byer med næsten 200 parker og rekreative områder fordelt over hele byen. Omregnet 180 kvadratmeter grønt område pr. indbygger.

Tænk bare på Havlíčkovy Sady, den næststørste park i bycentrum med villa Grébovka, hvor byens borgere ynder at tage på skovtur. Eller på Vyšehrad med skov og volde, hvor prinsesse Libuše efter en åbenbaring lod sin borg bygge i 717. Eller det store grønne område med Petřín-højen, med udsigtstårnet a’la Eiffeltårnet, hvor der er en forrygende udsigt over byen med de hundrede spir.

Men Prag skal være endnu grønnere, besluttede bystyret for et par år siden – der skulle inden for otte år plantes en million nye træer i byen. Og det er ikke tomme ord, der er allerede plantet 370.000 træer plantet i Prags skovområder, parker, haver og i byens gader.

Vltava, på tysk hedder floden Moldau, snor sig gennem Prag og deler byen på midten. Borgen, Hradčany, med katedral, barokke kirker og gyder fra middelalderen på vestsiden og på østsiden den gamle by, Staré Město, med palæer, kirker, skønne borgerhuse og Rådhuspladsen som det bankende hjerte. De to gamle bydele er forbundet af den smukke Karlsbro med statuerne og et leben af private enmandsvirksomheder: musikanter, kunstnere og souvenirhandlere, som fylder i gadebilledet.

Duften af kaffe

Prags centrum er overskueligt, og kan opleves til fods. Der er naturligvis offentlig transport, sporvognene rasler gennem byens større gader, og der er også en effektiv metro - Verdens mest intelligente, som de ældre i byen ynder at joke med. Store dele af anlægsarbejdet blev udført af akademikere og intellektuelle på strafarbejde under kommuniststyret.

Den tid er vasket væk sammen med de dengang kulgrå facader. Café-livet blomstrer også igen, efter det kommunistiske styre lukkede det ned på grund af ”dekadence” og kun tillod Café Slavia åben til ære for de udenlandske turister.

Prag og kaffe er to sider af samme sag. Man kan føre kaffe-traditionen tilbage til 1714. I 1800-tallet blev cafélivet for alvor udbredt, og det blev til mere end kaffedrikning, avislæsning og drøftelse af verdenssituationen. Caféerne begyndte at servere mad og drikke. Café Slavia åbnede i 1881 overfor Nationalteatret på første sal, som der var tradition for. Den første i stuplan åbnede fem år senere, Kavárna, i Národni-gaden. I dag hedder den National Café Restaurant.

I begyndelsen af 1900-tallet udvidede cafébegrebet sig yderligere. Café Louvre åbnede i 1902 i så store lokaler, at der var plads til en række billardborde. Den café er også genåbnet i opdateret udgave, og i 1911 kom Café Mont Mar med underholdning og optræden hver aften. Især det improviserede show ved midnat var populært. Her optrådte kunstnere, og gæsterne kunne være med. Nu hedder den Café Montmartre.

De gamle legendariske caféer er en rejse i stemning og nostalgi. Samtidig er der kommet mange helt nye, spændende og moderne caféer til. Følg næsen og kaffeduften.

2 Prag

Foto: Anton Aleksenko | Dreamstime.com

Kunsten og maven

Det er ofte lidt uden for centrum, at de unge og de kreative slår sig ned og får et nedslidt område til at blomstre. Sådan er det også i Prag. Her er det lokale ”Nørrebro” arbejderkvarteret Karlín syd for Vlatava, som her løber vest-øst. I 2002 blev området ramt af store oversvømmelser, som gav anledning til en større renovering og et spirende alternativt kulturliv blandt andet i Forum Kalín. I samme bygning ligger restauranten Eska, som også er bageri. Her i de industrielle rammer serveres retter, der tydeligt er inspireret af det nye nordiske køkken, og som er honoreret en Michelin Bib Gourmand-udnævnelse.

Mod nord på den anden side af Vlatva floden ligger Holešovice-kvarteret. Det er også et gammelt bolig- og industriområde, som nu er præget af det eksperimenterende. Her er nye danse- og spillesteder, bl.a. Sasazu i en tidligere slagtehal, som både er restaurant med asiatiske retter, og en stor club.

I den store lagerbygning Vnitroblock ”pustes liv i en hel gade med multifunktionelle tilflugtssteder”. Det er mellem gaderne Tusarová 31 og Dělnická 32, hvor man kan drikke kaffe, spise, danse, købe sneakers og gå i biograf.

Nogle hundrede meter mod nord ligger DOX - Center for Samtidskunst. Det åbnede for en halv snes år siden i en tidligere fabriksbygning, hvor en zeppeliner bygget i træ spektakulært er ”landet” på taget. Her er skiftende udstillinger, og da det er Prag, kan man naturligvis også få kaffe i Dox Café, spise i Dox Bistro eller hvis, vejret er til det, begge dele udendørs i museets gård i Evergreen Terrace, hvor der er udsigt til luftskibet.

3 Prag

Foto: Noppasin Wongchum | Dreamstime.com

Mellem yderligheder

Mad og drikke betyder som sagt meget for tjekkerne, og man finder muligheder fra den ene yderlighed til den anden - fra affodring til Michelin-stjerner.

Under kommunisttiden var et restaurantbesøg som oftest noget, der mindede om affodring, menukort med få retter i en dårlig kvalitet serveret uden service, men til ”ingen penge”.

Sådan er det - lidt - stadigvæk på Lokál-restauranterne i Prag. Der er flere af dem i byen. En ligger centralt på Dlouhá-gaden bag Rådhuspladsen i den gamle by, hvor priserne ellers er skruet pænt op. Men på Lokál, hvor den oprindelige brune farve er bevaret, men dog tilført lidt design, hvor de klassiske tjekkiske retter også er opgraderet, men hvor man stadig sidder ved borde og bænke og akustikken er forfærdelig, er priserne absolut rimelige. Den dyreste ret på menukortet koster 40 kr. og en halv liter velskænket Urquell 17 kr. Der er kun åbent til frokost.

Lidt barokt ligger en af byens to Michelinstjerne-restauranter skråt overfor: "La Degustation Bohême Bourgeoise", hvor der ud fra det traditionelle tjekkiske køkken kreeres nytænkte mesterværker og en tre-retters menu koster knap ti gange mere - hvilket dog i dansk michelinstjerneregi er meget fremkommeligt.

Byens anden stjernerestaurant er Field, som også ligger i den gamle bydel nord for Rådhuspladsen op mod floden. Restauranten, som har fået stjernen for fjerde gang, har taget den nordiske stil til sig. Her anvendes kun lokale, tjekkiske ingredienser fra lokale gårde, og her er priserne tikket endnu et hak opad. En ti-retters menu til 930 kr. og den dyre vinmenu dertil for 1.370 kr.

Det er bekvemt at hoppe på og af sporvogne, busser og metro og komme rundt i byen med en dags- eller en tredages billet. Gælder til al offentlig transport og koster henholdsvis 32 og 90 kr.

Derefter er det bare at nyde livet.