
Spis Sevilla
Hvad er mere oplagt end at opleve Sevilla, mens du spiser? Med mere end 3.000 tapasbarer i byen, er der nok at vælge mellem, men byen har faktisk sin hel egen tapasrute, der udover at tage dig på en kulinarisk rejse, også transporterer dig rundt i byen og forbi nogle af de mange seværdigheder. Begynd din kulinariske rejse i den populære bydel Santa Cruz, hvor Café Bar Las Teresas er berømt for sin jamon iberico, en skinke fra grise, der næsten udelukkende er blevet fodret med agern for at give skinken en cremet og nøddeagtig smag.
Når du har prøvet den, så bevæg dig videre mod byens romerskkatolske katedral, der faktisk er den størst gotiske katedral i hele verden. Her finder du baren Mamarraccha, der eksperimenter og gerne blander mere traditionelle tapas med andre køkkener i deres fusionsagtige tilgang. Kan du ikke få nok af katedralen, så finder du lige i nærheden også baren Bodeguita Casablanca, der særligt brillerer med deres carrillada al vino blanco. En form for svinekød der er langtidsstegt i hvidvin.
Slut turen på den store plads, Plaza de Toros og hos baren Bar El Baratillo. Du kan lynhurtigt spotte stedet, da der hænger afdøde tyrehoveder overalt på væggen, ligesom mange af specialiteterne indeholder kød fra tyren. Sevilla er fortsat et af de steder i Spanien, hvor tyrefægtning endnu ikke er blevet forbudt, og andalusierne er som så mange andre sydspaniere stolte af deres tradition, når det kommer til tyrefægtning.

Workshop med berømt kok
Du kunne snildt få flere uger til at gå med besøg på diverse tapasbarer, men har du lyst til selv at eksperimentere med det andalusiske køkken, så er det store madmarked i bydelen Triana stedet at gøre det. Markedet er i sig selv en oplevelse at gå på opdagelse i, da de mange boder byder på friske fisk, alverdens grønsager, krydderier og meget mere. Det der dog gør stedet til noget særligt er muligheden for at deltage i en af de workshops, der dagligt afholdes. Under kyndig ledelse af en berømt kok, der tidligere har arbejdet på en Michelin restaurant, går I først rundt på markedet og vælger de helt perfekte ingredienser til madlavningen, og kokken kommer med flere gode råd til, hvordan man udvælger de bedste råvarer.
Og så er det ellers om at komme i gang. Der er både tapas og sangria at nyde godt af, mens der først tilberedes den klassiske andalusiske suppe salmorejo, der er en smule mere fyldig end den mere kendte tomatsuppe gazpacho, inden forberedelserne til dagens helt store ret, paellaen, går i gang. Du er i kyndige hænder hele vejen igennem processen, og når det færdige resultat står klart, er det svært ikke at føle, at man har fået en bid af det autentiske Sevilla.

Flere spændende rejseartikler

Bliv forført af Madrid og lad byen mætte dine sanser
Den spanske hovedstad er et mekka for madelskere, der vil leve det gode liv og opleve en by i konstant bevægelse.

City Surprise: Porto er mere end portvin
Et kompakt centrum pakket med seværdigheder, restauranter, cafeer og shopping i verdensklasse samt masser af lokal atmosfære – og portvin – gør Porto til et oplagt rejsemål.

Bari er bare bedst
Bari, den syditalienske region Pugliens største by, er et ubeskrevet blad ud fra et turistsynspunkt.