
Torino spurter afsted mod fremtiden. Piemonte-regionens hovedstad har altid stået stærkt i italienernes bevidsthed som en driftig by, der ikke ligger på den lade side, og sådan er det også i dag. De økonomiske hjul snurrer, ambitiøse projekter – både på byggefronten og på det kulturelle område – står i kø for at blive realiseret, og samtidig kan Torino trække på bevidstheden om en vigtig fortid. Torino var hovedstad i perioden 1861-1864, da Italien var et monarki, og det royale fornemmer man stadig i dag. De store, åbne og elegante piazza’er. De lange og lige alleer. Alt sammen indpakket i atmosfære af elegance, der er med til at bevare byens markante identitet.
Har du allerede har besøgt nogle af de klassiske turistmål i Italien – fx Rom, Firenze, Venedig og måske også Milano – så er Torino et godt valg, hvis du vil træde uden for de mest betrådte stier, men alligevel opleve en by, der byder på masser af spændende seværdigheder.
Byens arkitektoniske symbol numero uno er la Mole Antonelliana, der har taget navn efter arkitekten Alessandro Antonelli. Byggeriet blev indviet i 1869, og frem til 1908 var bygningen faktisk verdens største udført i murværk. Den imponerende bygning rager 167,5 meter op i luften og kan ses fra de fleste steder i Torino og omegn. Og historien om dette stykke ikon-arkitektur bliver bestemt ikke dårligere af, at det i dag huser Italiens Nationale Biografmuseum. I 2019 – sidste år inden pandemiens start – gik i alt 675.000 besøgende gennem tælleapparaterne, hvilket gør museet til en af Italiens største kulturattraktioner. Her vil du over fem etager kunne boltre dig i en fascinerende biografverden, der bl.a. tæller flere interaktive underholdningsmuligheder. Et museum, der vækker begejstring hos besøgende i alle aldre.

To andre af Torinos museer har for længst taget plads på listen over Italiens vigtigste kulturattraktioner. Et af dem bærer det kuriøse navn MAUTO, en forkortelse for Museo dell’Auto, Bilmuseet. Og her taler vi ikke om et tilfældigt bilmuseum, men om Italiens største og bedst organiserede bilmuseum, hvor selv de besøgende, der hævder ikke at have ”benzin i blodet”, med garanti vil være se sig tvunget til at slippe ”begejstringens håndbremse”. Hundredvis af modeller fra forskellige tidsepoker står linet op og er klar til at lade sig beundre. Museets opbygning er velorganiseret, og giver således den besøgende et klart og fascinerende indblik i, hvordan bilen og bildesign har udviklet sig gennem tiden.
Endelig skal også nævnes de gamle ægyptere, som et kulturfænomen i Torino. Nogen vil måske rynke på næsen som tegn kedsommelighed, men formentlig kun til de har besøgt verdens næststørste ægyptiske museum, il Museo Egizio, hvor man bl.a. har mulighed for at være i stue med ægte og særdeles mumier. Museet tilbyder en utrolig rejse i ægypternes verden, og i vigtighed og størrelse overgås det kun af det tilsvarende museum i Kairo.

Byen der har genopfundet sig selv
Et af de steder, hvor Torino har haft kreativt vokseværk i de senere år, er Lingotto-kvarteret i byens centrum. Her lå tidligere en stribe fabrikker, der udgjorde symbolet på datidens industrielle Torino. I dag er de lukkede, og hele området er blevet genopfundet på en intelligent måde, idet det nu er blevet et chikt kvarter med masser af spisesteder, kulturelle oplevelser og shopping-muligheder.
Elskere af den gode italienske kaffe vil uden tvivl finde Torino en perfekt destination. Det er tilstrækkeligt at tænke på, at en af byens stoltheder, kaffeproducenten Lavazza, her har brygget ”det sorte guld” siden 1895. Og den historie kan du smage flere steder i byen, bl.a. på Lavazzas eget hovedkvarter Nuvola Lavazza, der åbnede i 2019, og hvor du vil finde flere spisesteder og cafeer i et moderne miljø.
Hvis du derimod foretrække en ”gammeldags” kaffe, skal du i stedet søge mod byens ældste cafe, Bicerin, der slog dørene op for første gang i 1763. Bicerin betyder ”et lille glas”, og her har specialiteten i mange år været kaffe med chokolade, der gennem tiden har været serveret for en lang række af notabiliteter.
En anden farverig oplevelse er at besøge Torinos frugt- og grøntmarked ved Porta Palazzo. Det dækker et areal på 51.000 kvadratmeter og er angiveligt Europas største. På lørdage, hvor markedet har flest besøgende, er det næsten som at tage på en safari i farver, lyder og dufte.
Endelig må du heller ikke glemme muligheden for en fodboldoplevelse ud over det sædvanlige, for Torino byder som bekendt på hele to Serie-A-hold. Det berømte Juventus, der spiller på Allianz Stadium, og den mindre kendte lillebror, FC Torino, der spiller på byens Olympiske Stadium. At opleve et lokalopgør mellem de to er en enestående oplevelse med 90 minutters intens hjertebanken.
Ja, i det hele taget er det i bund og grund umuligt at kede sig i Torino.

Flere spændende rejseartikler

Fra Billund til München og skimekka i Salzburgerland
Salzburg har siden tidernes morgen ligget som en port til en bjergrig region - tæt på grænsen til Tyskland. I dag ligger skiområderne som perler på en snor, og det oplagte transportvalg er at flyve til München og køre videre i tog eller lejet bil.

5 fabelagtige skisportssteder nær Torino
De vestlige Alper er spækket med flere hundrede franske og italienske skisportssteder, og det vrimler med destinationer tæt på Torino. Vi har udvalgt fem af de bedste på den italienske side - tæt ved lufthavnen.

Fem fede skidestinationer i Østrig
Østrig er danskernes andet vinterhjemland, og det ikke uden grund. Østrig har en rigdom af skisportssteder, hvoraf mange er velkendte navne hos det danske vinterferiefolk. Vi ser nærmere på fem af dem her.