logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

City Break: På besøg i paellaens hjemby

Af Nicolai Lisberg

Der er en særlig duft i Valencia. Den fornemmes, så snart man sætter sine fødder i Spaniens tredje største by. Det er duften af gastronomi, livsglæde og kultur, der blandes i et dejligt sammensurium af sanser.

Valencia er Spaniens perfekte, men ofte lidt oversete feriedestination. For den har det hele. Det gode vejr, de fine strande samt overdådig gastronomi og kulturelle oplevelser. Og så er Valencia alligevel ikke større, end at du kan nå det meste, selv hvis du kun har er en forlænget weekend at gøre godt med. Og du kan gøre det hele til fods eller på cykel, da Valencia er Spaniens cykelby nummer et.

Valencia Er Kendt Som Spaniens Frugthave, Så Gastronomi Spiller En Nøglerolle I Byens Selvforståelse. Foto. Senator Joanna Photo.

Valencia er kendt som Spaniens frugthave, så gastronomi spiller en nøglerolle i byens selvforståelse.

Foto: Senator Joanna Photo.

Den gamle flod

Det skyldes særligt den eminente udnyttelse af den gamle flod Turia, der på mange måder har været med til at definere det moderne Valencia. For da floden tørrede ud, skete der en forvandling. Med den og med byen. I dag tjener den gamle Turia flod som Spaniens største have og park, der snor sig gennem hele byen og forbinder alle Valencias herligheder. Turia er i øvrigt også navnet på den lokale øl, men mere om det lidt senere.

For enden af Turia finder vi det, der er blevet byens kendetegn. Byen for kunst og videnskab. En af Spaniens 12 skatte, der med sin hval- og bølgeformede bygninger i en meget futuristisk stil i sig selv er en arkitektonisk perle. Selve byen består af et eksperimentarium, en biograf, Europas største saltvandsakvarium, et koncert- og operahus, et kunstgalleri samt en overdækket plads, hvor der af og til findes koncerter sted. Og det er lige så overvældende, som det lyder. Du når ikke det hele på en enkelt dag, så giv dig i stedet god tid til at dykke ned i nogle af områderne og lad dig inspirere, stimulere og forføre.

Parken Turia Er Den Grønne Kile, Der Binder Valencias Seværdigheder Sammen. Foto. Luna Marina

Parken Turia er den grønne kile, der binder Valencias seværdigheder sammen.

Foto: Luna Marina

Mørket Falder På, Men Valencia Lever Videre Under De Sydlige Himmelstrøg. Foto. Andrei Bortnikau

Mørket falder på, men Valencia lever videre under de sydlige himmelstrøg.

Foto: Andrei Bortnikau

300 solskinsdage

Men sørg også for, at du ikke tilbringer hele dit ophold indendørs. For Valencia skal i høj grad opleves i den friske luft. Med 300 solskinsdage om året og beliggende ud til den spanske østkyst er byen leveringsdygtig i flere flotte sandstrande, der er ligeså gyldne, som de er bløde og lange. De nærmeste af slagsen ligger blot et kvarter væk, men inden for en times kørsel med enten bil eller tog op og ned langs kysten ligger der uovertrufne strande som perler på en snor.

 

Og det er netop Valencias specielle klima, der har gjort det til den gastronomiske kapacitet det er i dag. Når du slentrer rundt i byen, kan du næsten ikke undgå at bemærke de mange appelsintræer, der står på hvert et hjørne og giver byen sit farverige udtryk. Det kan godt være, spanierne ikke kan blive enige om alverden rent indenrigspolitisk, men at appelsinerne fra Valencia med afstand er de bedste i landet er slet ikke til debat. Valencia er hele Spaniens frugthave, da jorden er ganske særlig, og sammen med det gode klima giver det appelsinerne en karakteristisk sød smag.

Selv Om Vinteren Er Der Grund Til At Gå En Tur Langs Stranden. Foto. Mark Pitt Images

Selv om vinteren er der grund til at gå en tur langs stranden.

Foto: Mark Pitt Images

Paella

Det er også klimaet, der gør, at området omkring Valencia er ideelt til at dyrke ris. Og det er medvirkende til, at det var i Valencia, at paellaen for første gang så dagens lys og siden hen bredte sig til at blive spansk nationalret. Enhver lille bar og restaurant i byen står klar til at servere deres bud på en valenciansk paella, der modsat de flestes forventning ikke består af hverken skaldyr eller fisk, men i stedet kylling og kanin. Der er flere hæderlige steder at nyde en paella, men de største oplevelser finder du på restaurant Levante eller La Pepica. Førstnævnte finder du i den anden ende af Turia-floden, og den er vidt og bredt anerkendt som Valencias bedste sted at nyde dette hellige måltid, mens La Pepica indkapsler selve essensen af en paella, som du sidder og spejder ud over Middelhavet, mens du nyder retten med venner og familie. Måske med et glas valenciansk vand (agua de valencia), der består af Cava, spiritus og så de føromtalte søde appelsiner. Og så tilbage til øllen Turia, der er Valencias stolte bidrag til den spanske ølkultur.

 

Der serveres Turia over alt i byen, men nyd en på en af de mange barer i det hippe og trendy område Rufaza, der har en bohemes livsstil over sig. Området refereres ofte til som Valencias svar på Londons SoHo, og som så mange andre bydele af sin slags har den været igennem en rivende udvikling. Fra at være sin egen lille by til at være en af de mere sketchy områder i Valencia til i dag at være et kulturelt hotspot, hvor kunstgalleriet, loppemarkeder, cafeer, imponerende madmarkeder og små mikrobryggerier ligger side om side.