Der bor to millioner mennesker i Wien. Det giver en vibrerende by med en god selvforståelse. Wienerne kan lide deres by og nyder livet i byen. På markeder, cafeer, små beværtninger og alle mulige andre steder, hvor man har en undskyldning for at sætte sig ned og tale om det, der giver livet mening. Ja, rigtigt gættet. Kage.

Vi danskere elsker kaffe og er blandt klodens mest kaffedrikkende folkefærd. Der står kaffe ved siden af mig, mens jeg skriver dette. Vi skylder Wien stor tak.

Det er her den europæiske kaffetradition opstod i 1600-tallet, da polske lejesoldater, der deltog i forsvaret af Wien mod de osmanniske belejrere, fandt et par sække med mærkelige bønner i. Resten er kaffehistorie. For wienerne vigtig kaffehistorie, for cafeerne i Wien går højt op i god kvalitet, temperatur og servering af deres kaffe. I Danmark kan man nemt føle sig en smule ført bag lyset, når en cafe forlanger 45 kroner for en kop kaffe frembragt ved et tryk på en automat, men i Wien er det ikke for sjov. Det er kvalitetskaffe – det er simpelthen en æressag og et stykke drikkeligt kulturhistorie.

For med kaffen opstod cafeerne i 1900-tallet. Så når vi på hjemlige breddegrader vrænger på næsen af cafekultur og den slags moderne bekvemmeligheder, så er vi faktisk bare langt bagefter. I Wien har man gået på cafe i mere end 150 år. Som en naturlighed for at drøfte litteratur, politik, kunst og kultur.

Med kaffen fulgte kagerne. Selv psykologen Freud havde på Cafe Landtmann et stamsted til kaffe og kage. På cafeer som Cafe Central eller Cafe Frauenhuber og flere andre af Wiens berømte cafeer der opstod ikke mindst i tiden, hvor Østrig var en del af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn, er der kreeret kageklassikere.

Som Sachertorte. En legendarisk chokoladekage med abrikosmarmelade. Udviklet af Franz Sacher i 1832 som i en alder af 16 år blev bedt om at udvikle en kage. Det gjorde han så med bravur. Som så mange opskrifter er der efterfølgende sået tvivl om det egentlig ophav, men hvem der gjorde hvad og i hvilken rækkefølge betyder ikke det store, når først denne sagnomspundne chokoladetærte sættes på bordet.

Og lad nu enhver skam og dårlig samvittighed blive på hotelværelset sammen med de skrællede gulerødder. Nyd kagerne.

Gugelhupf er en tørkage, der bages i en form, så den får et højt og næsten skorstensagtigt udtryk. Den har to farver, hvorfor snittet altid tager sig godt ud. Der er lidt kulturel uenighed om, det er god stil at spise en skive af tørkagen med flødeskum til, men man gør, som man finder bedst her.

Kardinalsnitten er en nykommer, der stammer fra 1933, hvor den blev frembragt til ære for Wiens nye kardinal. En lagdelt og let kage med remonce, marmelade og let pisket flødeskum. Nå ja ja. Let og let.

Topfentorte minder om den danske lagkage, og rehrücken er en tung tung sag. Det er en mandel-chokoladekage dækket af et lag chokolade og de små mandelstykker, der titter frem, får kagen til at ligne et pindsvin. Navnet betyder egentlig dyreryg, så hvis du googler efter en opskrift, så bliv ikke overrasket, hvis der dukker noget op med rødvin og løg. Det er ikke den opskrift, som du skal følge.

Mozarttorte er også en sværvægter med et dobbeltlag chokolade og marcipan for at sikre, man dårligt kan rejse sig fra cafeens bord.

En anderledes hyggelig café- og kageoplevelse er Vollpension i Schleifmühlgasse. Her køres kagekøkkenet af bedstemødre, så dagens kage afhænger af hvilken ’oma’, der er på job den dag. Og hvem vil ikke gerne spise kage hos en østrigsk bedstemor? Eller i Wien i det hele taget.

Cafe Central. Herrengasse 14.

Cafe Frauenhuber. Himmelpfortgasse 6

Cafe Landtman. Universitätsring 4.