logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

Zürich overrasker med kunst, kultur, god mad og masser af vand

Af Søren Sorgenfri

Hånden på hjertet. Zürich er måske ikke den første by, man kommer i tanke om, når der skal planlægges en forlænget weekend. Zürich kalder måske mere på billeder af businessrejser eller et smil og et minde om de mange advokatskurke som Holm Hansen i Olsen Banden, der rejser til Zürich med en rød lakkuffert.

Vanetænkning er til for at blive brudt, så pak kufferten og rejs til Zürich, der er et for mange overraskende behageligt bekendtskab.

Zürich er med sin placering i Centraleuropa kontinentets smørhul tilmed en glimrende forbindelsesdestination til andre rejsemål med forbindelse til 170 rejsemål fra udgangspunktet i Schweiz. Men selv om du skal videre til andre himmelstrøg, så overvej om ikke du kan sætte et par dage eller tre af til at holde ferie i Zürich.

Hvorfor? Af mange årsager, men i denne omgang holder vi os til tre af dem. Den aktive, den spiselige og den kulturelle.

Zürich. Foto. Zürich Tourismus6

Foto: Tourismus

Vandbyen Zürich

Takket være søen i midten af byen så plasker, bader og svømmer Zürich året rundt, men vandet holder sig ikke til søens bredder. Der er 1200 offentlige vandhaner med drikkevand placeret rundt om i byen samt springvand og fontæner, så det er naturligt for Zürich at brande sig som en vandby. Zürich har orienteret sig mod vandets herligheder i næsten 2000 år siden romerne anlagde de første bade her.

Det kommer også til udtryk i rige muligheder for aktiv vandsport, wellness (og hvem kan helt ærligt ikke bruge en weekend nedsunket i spa og den slags?) og det store vandfald Rheinfall blot en halv times kørsel væk. Rheinfall er Europas største vandfald og et besøg værd. Om sommeren indtaget vandet for alvor Zürichs dagsorden med 30 officielle flod- og søbade samt yderligere 20 fribadspladser. Lej både, svøm og plask dagen væk, når den centraleuropæiske varme rammer byen og lader vandet forvandle Zürich til en by med Middelhavsstemning.

Nap en forfriskning eller en bid brød i en af de mange ’Badi Bars’. Udendørsbarer ved badestederne der er meget populære, når dagen dases væk ved vandet og byens urbane strande.

Zürich. Foto. Zürich Tourismus4

Foto: Tourismus

Madbyen Zürich

Gastronomibølgen har fået et opsving, hvorfor mange byer brander sig som ’foodie byer’. Altså byer med en særlig appetitlig madtradition og restaurantscene der henvender sig til turister med særlig interesse i gastronomiske oplevelser. Det er en trend, som jeg gerne rækker hånden i vejret på og erklærer mig som fan af.

Zürich har ikke færre end 2000 restauranter og spisesteder og står som fornem repræsentant for Schweiz, der på mange måder er et ret overset madland.

I Zürich finder du alt fra kinesiske dumplings, texanske herligheder fra grillen, en stærk vegansk madscene samt en skøn gryderet af en blanding af madkultur fra Schweiz, Tyskland, Østrig, Frankrig og Italien. Det giver et samlet billede af en by, der repræsenterer verdenskøkkenet. Prøv f.eks. kinesiske dumplings hos ’Lucky Dumpling’ i Langstrasse 10, hvor alle retter laves fra bunden og i hånden. Spis fremragende mexicansk mad hos Cartel Burrito i Militärstrasse 14 eller den japanske gastropub Yume Ramen i Reitergasse 6.

The Bite i Brauerstrasse 15 siges at være byens bedste burgerjoint og i Gasometerstrasse 7 finder man den super-trendy vietnamesiske restaurant Co Chin Chin.

Zeughauskeller på Paradeplatz er en glimrende ølkælder for dem, der vil prøve kræfter og mave med traditionel lokal solid kost. Disse eksempler er blot et lille udpluk af en meget overbevisende og nuanceret gastro-scene i Zürich, så rejs roligt afsted hvis du er en gastro-turist. Jeg kan i øvrigt godt den dag.

Zürich. Foto. Zürich Tourismus2

Foto: Tourismus

Kulturbyen Zürich

Zürich er tæt forbundet historisk set med verdenskunsten. I forbindelse med 1. verdenskrig søgte kunstnere ly for krigens rædsler i Zürich og ud skød kunstbevægelsen Dadaismen som igen forgrenede sig til nye kunstarter og strømninger, men allerede Middelalderen så Zürich markere sig som kunst- og litteraturby.

Derfor banker byens hjerte den dag i dag stolt for kultur og kunst, og du finder museer dedikeret til kunst fra alle verdenshjørner. Fra Oceanien, Afrika og Nordamerika og resten af kloden er repræsenteret på et af Zürichs mange museer. Museer som Muda, Technorama, Nonam, Rietberg, Kunsthaus og mange andre. Det giver turister et solidt indtryk af en by, der virkelig interesser sig for kultur, litteratur og begavet samtale og debat. Men også her er det aktive element ikke langt væk, hvorfor FIFA har sit store fodboldmuseum i by.

Dadaismen lever stadig via det gakkede show Cabaret Voiltare. Et kaos-show, men der er mening med galskaben. Eller er der? Og er det så pointen? Zürich har med andre ord også føde til ånd og tanke. Måske skal du faktisk afsætte mere end en weekend til dit besøg.

Zürich. Foto. Zürich Tourismus1

Foto: Tourismus