Hvad må du medbringe i bagagen?
Må man have medicin i håndbagagen? Hvad med babymad? Hvor stor skal transportkassen være til min hund? Der er mange spørgsmål, når kuffert og håndbagage skal pakkes. Få svar på de fleste her.
Våben med på rejsen
Våben må gerne transporteres i indskreven bagage, såfremt det er forudbestilt hos flyselskabet samt forsvarligt pakket efter gældende regler. Våben kan aldrig medbringes ombord i kabinen som håndbagage.
Luftfartsselskabet, du skal flyve med, skal altid kontaktes – og gerne i god tid, hvis du ønsker at tage jagt- eller konkurrencevåben med på rejsen.
Kom i god tid og gerne 2,5 time før din afgang, da våbnet skal kontrolleres af lufthavnens personale.
Rejser I i en større gruppe (5 personer eller flere) hører vi gerne fra jer på følgende mail: security@bll.dk
Oplys flynummer, dato for afrejse, samt hvor mange I rejser med våben.
Så er vi bedst muligt forberedt på at sikre en hurtig og smidig kontrol af jeres våben ved check in.
Tilladelser og formularer
Rejser du til et EU land, skal du have et gyldigt våbenpas, våbentilladelse og jagttegn, som kontrolleres i lufthavnen.
Rejser du til et land uden for EU, skal du enten fremvise det gyldige våbenpas eller en udfyldt våbendeklaration (A + B), som kan downloades på dette link til Polities hjemmeside.
Der skal samtidig udfyldes en våbenformular, som kan hentes her.
For at spare tid kan du med fordel have udfyldt begge formularer, inden du kommer i lufthavnen. Formularerne kan også udleveres i lufthavnen.
Derudover kan luftfartsselskabet kræve yderligere godkendelser og formularer – derfor er det vigtigt at man altid kontakter luftfartsselskabet også!
Hvordan skal våben og ammunition pakkes?
- Våben og ammunition må ikke medbringes i håndbagagen, og derfor skal det indskrives som bagage
- Våbenet må ikke være ladt
- Om muligt skal våbenet være adskilt og pakket i forskellige stykker bagage
- Ammunitionen skal være pakket separat fra våbenet i en særskilt kuffert
- Ammunitionen må ikke overskride en nettovægt på 5 kg
- Våbenolie skal være i original emballage og uden faresymboler
Links
Våben om bord (Trafikstyrelsens hjemmeside)
Barnevogne og klapvogne
Transport af barnevogne og klapvogne
I Billund Airport findes klapvogne, der kan lånes til fri afbenyttelse og som du kan medbringe helt ud til gaten.
Klapvognene findes umiddelbart efter Security.
Medbringer du din egen almindelige klapvogn eller barnevogn skal denne tagges og afleveres ved Odd Size pulten i Check in.
Medbringer du din egen paraplyklapvogn eller en klapvogn som kan foldes til håndbagagestørrelse, kan denne medbringes hele vejen til gaten.
Spørg ved skranken når du tjekker din bagage ind. Klapvognen skal nemlig tagges før du tager den med til gaten. Personalet vil vurdere størrelsen af klapvognen i sammenklappet stand.
I gaten vil klapvognen blive lastet i lastrummet og afhængigt af flyselskab og flytype, udleveres denne igen enten ved flysiden eller på bagagebåndet.
Nogle flyselskaber tillader at ”paraplyklapvogne”, der i sammenklappet tilstand overholder reglerne for håndbagage eller ikke fylder mere end en normal paraply, kan medbringes i selve kabinen.
Kontakt dit flyselskab for yderligere information.
Læs desuden om muligheden for at beskytte din barnevogn eller klapvogn i en Airshell: