logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

Håndbagage

Hvad må du medbringe i din håndbagage?

 

Regler for størrelse og vægt på håndbagage varierer fra selskab til selskab. Indenfor samme selskab er der også forskellige regler alt efter flyvningens destination, startsted og billettype. Derfor skal du kontakte dit flyselskab eller rejsebureau for at finde information om din håndbagage. Som udgangspunkt må du altid shoppe varer i lufthavnens butikker og tage med ombord – dette gælder også Ryanairs flyvninger fra Billund Lufthavn.

Nogle flyselskaber tilbyder at man kan checke sin håndbagage ind i – ganske gratis. Ofte tilbydes dette på fyldte fly, hvor man ved at det kan være svært at få plads til al håndbagage ombord i kabinen. Spørg personalet i check in – og gør din rejse lidt lettere fra start. 

 

Regler for væsker i håndbagagen

Væsker eller flydende stoffer i håndbagagen skal medbringes i beholdere, der maksimalt kan rumme 100 ml.

Du må gerne medbringe mere end én beholder med væske, men ikke flere end der kan være i én genlukkelig plastpose på max. 1 liter. Du må kun medbringe én af disse poser.

Har du babymad, medicin eller diætmad på over 100 ml., som du skal bruge under rejsen, eller væsker købt i en Taxfree-butik (i forseglede poser fra den lufthavn, de er indkøbt og med synlig kvittering i posen), er det tilladt at medbringe disse, men de skal sikkerhedskontrolleres.

Du skal tage alle væsker ud af håndbagagen og placere dem synligt i den anviste plastkasse ved sikkerhedskontrollen, så security personalet kan se dem. Du kan opleve, at væskerne bliver udtaget til supplerende sikkerhedskontrol.

Trafikstyrelsen har en side med gode råd i forbindelse med rejsen.

 

Regler for medicin i håndbagagen

Medicin fremstillet som væske, gelé eller lignende flydende form er undtaget fra reglerne for væsker i flyhåndbagage.

Flydende, nedkølet medicin og sprøjter/kanyler

Du må gerne medbringe flydende medicin over de tilladte 100 ml. samt kanyler og medicin, der skal være nedkølet i håndbagagen. Medicin inkl. sprøjter og kanyler er undtaget for de normale begrænsninger. Du skal dog kunne sandsynliggøre behovet og medicinens ægthed. Har du brug for at medbringe et køleelement til din medicin, der kræver nedkøling, er dette også tilladt.

Trafikstyrelsen har udgivet en side med gode råd, når man har brug for medicin på flyrejsen.

 

Lightere og tændstikker

På flyrejsen må der medbringes én lighter eller én æske tændstikker pr. person. Lighteren eller tændstikkerne skal bæres på personen under flyvningen.

Nedenstående typer lightere og tændstikker må ikke medbringes og vil blive afvist af sikkerhedskontrollen:

  • Blue flame lightere
  • Strike Anywhere tændstikker

Der må ikke medbringes nogen former for lightere og tændstikker i indskrevet bagage.

 

Fik du svar på dine spørgsmål?

Du er meget velkommen til at kontakte os på info@bll.dk eller 76 50 50 50.

 

Specialbagage

Specialbagage, dyr og sportsudstyr med på rejsen

 

Dyr med på rejsen

Ønsker du at medbringe et dyr på rejsen, skal dette altid bestilles på forhånd ved dit flyselskab eller rejsebureau. Husk desuden at undersøge de gældende regler for dyr på den destination du rejser til.

Et dyr kan enten transporteres i kabinen eller i lastrummet. I begge tilfælde skal dyret transporteres i en passende transportkasse. Krav til størrelse på transportkassen og hundes vægt findes på de enkelte flyselskabers hjemmeside.

Vær opmærksom på at der – uanset hvilket flyselskab du rejser med – er krav om transportkassens størrelse i forhold til dit dyrs størrelse. Kassen må således ikke være for lille, dyret skal kunne sidde og stå oprejst i kassen, kunne dreje sig rundt og ligge i en naturlig position. Lufthavnens personale tjekker på vegne af flyselskabet altid kassens størrelse. Vurderes kassen at være for lille, kan den blive afvist.

Se mere her

 

Specialbagage og sportsudstyr med på rejsen

Medbringes specialbagage eller sportsudstyr, skal dette være booket ved rejsebureau eller flyselskab i forvejen. Ellers kan du ikke være sikker på, at det kan komme med.

Desuden skal det altid overholde følgende grænser for vægt og mål: 95 x 55 cm og en maksimal vægt på 32 kg.

Specialbagagen afleveres ved odd size bagagebåndet på B-siden. Først skal bagagen dog påsættes en almindelig bagagetag, som fås enten ved selvbetjeningskioskerne eller ved flyselskabets skranke.

 

Våben med på rejsen

Våben må gerne transporteres i indskreven bagage, såfremt det er forudbestilt hos flyselskabet samt forsvarligt pakket efter gældende regler. Våben kan aldrig medbringes ombord i kabinen som håndbagage.

 

Luftfartsselskabet, du skal flyve med, skal altid kontaktes – og gerne i god tid, hvis du ønsker at tage jagt- eller konkurrencevåben med på rejsen.

Kom i god tid og gerne 2,5 time før din afgang, da våbnet skal kontrolleres af lufthavnens personale.

Rejser I i en større gruppe (5 personer eller flere) hører vi gerne fra jer på følgende mail: security@bll.dk
Oplys flynummer, dato for afrejse, samt hvor mange I rejser med våben.
Så er vi bedst muligt forberedt på at sikre en hurtig og smidig kontrol af jeres våben ved check in.

 

Tilladelser og formularer

Rejser du til et EU land, skal du have et gyldigt våbenpas, våbentilladelse og jagttegn, som kontrolleres i lufthavnen.

Rejser du til et land uden for EU, skal du enten fremvise det gyldige våbenpas eller en udfyldt våbendeklaration (A + B), som kan downloades på dette link til Polities hjemmeside.

Der skal samtidig udfyldes en våbenformular, som kan hentes her.

For at spare tid kan du med fordel have udfyldt begge formularer, inden du kommer i lufthavnen. Formularerne kan også udleveres i lufthavnen.

Derudover kan luftfartsselskabet kræve yderligere godkendelser og formularer – derfor er det vigtigt at man altid kontakter luftfartsselskabet også!

 

Hvordan skal våben og ammunition pakkes?

  • Våben og ammunition må ikke medbringes i håndbagagen, og derfor skal det indskrives som bagage
  • Våbenet må ikke være ladt
  • Om muligt skal våbenet være adskilt og pakket i forskellige stykker bagage
  • Ammunitionen skal være pakket separat fra våbenet i en særskilt kuffert
  • Ammunitionen må ikke overskride en nettovægt på 5 kg
  • Våbenolie skal være i original emballage og uden faresymboler

 

Links

Våben om bord (Trafikstyrelsens hjemmeside)