
For Dolomitternes fødder
Bolzano er hovedbyen i Sydtyrol. Den italienske del af Tyrol er et område, der blev givet til Italien efter Østrig-Ungarns nederlag i Første Verdenskrig.
I 1920 blev området italiensk, men man kan mærke den germanske arv. Her er stadig en stor del tysktalende, og det anslås at mindst en fjerdedel taler tysk. Hovedbyen Bolzano bliver også betegnet Bozen, som den hedder på tysk. Ligesom en række pladser og monumenter har tyske navne. Men maden, den er lavet con amore som i resten af Italien.
Byen ligger i kun 260 meters højde - temmelig lavt for en bjergby, men den er i høj grad porten til Dolomitterne. Fra forskellige steder i Bolzano går der svævebaner op til en række bjerglandsbyer, og man kan sagtens bo i Bolzano som turist og tage på bjergture derfra. Men hvis man vil på ski, kan man med fordel tage længere op i bjergene.

Canazei ligger blot 50 kilometer fra Bolzano.
Klassikeren Canazei
Fra Bonzano har man kun en kort køretur til et af Alpernes mest kendte skisportssteder – Canazei. De 50 kilometer tager omkring en time i bil, da man kører ad bjergveje.
Men så står man også midt i et sandt skiparadis. Canazei ligger centralt i Val di Fassa-dalen, og området er et ideelt udgangspunkt for skiløb i Dolomitterne.
Vi er i det gigantiske område, Superski Dolomiti, der strækker sig over hele 1.200 kilometer pister. Ikke alle områderne hænger sammen via pister, men via korte transferture på landevejen har man absurd mange muligheder.
Dolomitterne er berømte pga. de store klippeformationer. Som skiløber er det særlige derudover, at man ikke i samme grad som i andre bjergkæder står ’op-ned’ ad bjerget. Det gør man selvfølgelig strengt taget også i Dolomitterne, men man står i høj grad også rundt om de kæmpemæssige klippeformationer, og det giver bare noget fedt skiløb. Og mulighed for nogle gode skovture.

Pejo 3000 har blot 20 kilometer pister, men med ekstreme højdeforskelle.
Enorm højdeforskel – lille sted
Peio Fonti. Det er navnet på den landsby, eller snarere parkeringsplads, der danner udgangspunkt for skiløb i området Pejo 3000 – to timer i bil vest for Bolzano.
Udgangspunktet er Val di Sole-dalen, hvor syv lifter opererer mellem 1.400 og 3.000 meters højde.
Her er kun 20 kilometers pister, til gengæld tilbyder pisterne en helt forrygende højdeforskel på 1.600 meter. Det er virkelig meget.
Man bliver løftet op via to hurtige kabinelifter, hvoraf den sidste er en stor svævebane og virkelig spektakulær, når den svæver henover de sidste klipper på vej mod toppen. Lad nu være med at kigge ned. Se i stedet op mod de fantastisk tinder på knap 4.000 meter - nogle af Dolomitternes højeste.
Og nyd så de røde pister (næsten alle er røde) – eller tag måske lidt offpiste på vej ned. Området er ikke for begyndere, men man behøver ikke være superekspert for at få nogle fede oplevelser i Pejo 3.000.

Val Gardena er det mest kendte skiområde nær Bolzano.
Stil og lir i Val Gardena
Kun 40 kilometer fra Bolzano ligger Val Gardena. En tur ad gode veje, der normalt kan klares på under en time, og særligt den sidste del op igennem dalen er smuk til et lidt ’posh’ område med en lang række gode restauranter og barer samt gode muligheder for shopping.
De voldsomme Sella-klipper er midtpunkt i området, og ligesom Canazei er Val Gardena en del af Superski Dolomiti. Stedet ligger dog i en anden dal – en køretur på 27 kilometer i bil.
At Val Gardena har et stort navn, skyldes i høj grad det klassiske World Cup-styrtløb, der siden 1970 hvert år op til jul er et af de helt store tilløbsstykker i byen – og har en en stor stjerne i rækken af World Cup-løb.
Siden 2002 har man også afholdt Super G, altså den næststejleste skikonkurrence, en blanding af storslalom og styrtløb. Konkurrencen bliver afholdt på den legendariske Saslon-pist, der går ned til byen.
Pistesystemet er virkelig godt, og man kan hurtigt få mange kilometer i benene, mens man nyder synet af de majestætiske Dolomitter.
Faldhøjden i Val Gardena-området er 1.000 meter. Fra Byen i 1.500 meter og op til 2.500 meters højde. Det er glimrende, men ikke prangende. I alt har vi 175 kilometer pister i nærområdet.
Men man kan hurtigt lægge mange flere kilometer på, hvis man bevæger sig videre ud i det gigantiske Ski Dolomiti.
Flere spændende rejseartikler

Fra Billund til München og skimekka i Salzburgerland
Salzburg har siden tidernes morgen ligget som en port til en bjergrig region - tæt på grænsen til Tyskland. I dag ligger skiområderne som perler på en snor, og det oplagte transportvalg er at flyve til München og køre videre i tog eller lejet bil.

5 fabelagtige skisportssteder nær Torino
De vestlige Alper er spækket med flere hundrede franske og italienske skisportssteder, og det vrimler med destinationer tæt på Torino. Vi har udvalgt fem af de bedste på den italienske side - tæt ved lufthavnen.

Fem fede skidestinationer i Østrig
Vintermørket kommer snigende, og de lyse timer bliver få og korte. Men der er ingen grund til at gå i vinterhi, hvis man er glad for sne, motion og smil i lange baner. Eller måske rettere løjper.