Kap Verde
På Kap Verde smelter portugisiske og afrikanske traditioner sammen i en varm, farverig og rytmisk blanding. Øgruppen var portugisisk koloni i mere end 500 år, indtil landet blev selvstændigt i 1975.
Et godt sted at begynde er Cidade Velha, som blev grundlagt af portugiserne i 1462 og regnes som den ældste europæiske by i troperne. Her kan du besøge São Filipe-fortet og nyde udsigten over den gamle bydel og Atlanterhavet.
Cidade Velha rummer dog også en mørk del af historien. Byen var et centralt stoppested for slaveskibe mellem Europa, Afrika og Amerika. På havnefronten står stadig marmorsøjlen Pelourinho, hvor slaver og oprørske fanger blev straffet. I dag er søjlen et stærkt vidnesbyrd om byens fortid. I 2009 blev Cidade Velha optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.
Gå en tur gennem de historiske gader, og kom helt tæt på kulturen. Langs havnefronten kan du slutte dagen af på en lokal restaurant med Kap Verdes nationalret, cachupa – en langtidskogt gryderet med majs, bønner, fisk eller kød.
Udsigten er fantastisk fra Filipe-fortet.
Gran Canaria
Gran Canaria er en af danskernes favoritter blandt De Kanariske Øer, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Øen har det meste: solrige strande, smukke udsigter, lækker mad og behagelige temperaturer året rundt.
Du tror måske, at du befinder dig midt i Sahara-ørkenen, men du er blot på en spansk ø. Maspalomas-klitterne er et utroligt landskab, som næsten er taget ud af et maleri. Her folder sandet sig ud i bløde bakker, og du kan se hele landskabet skifte farve, når solen går ned bag klitterne. Husk solbrillerne – der kan godt være risiko for at få sand i øjnene.
Læg også vejen forbi Maspalomas fyrtårn, som stammer fra slutningen af det 19. århundrede. Det knap 60 meter høje fyrtårn fungerer stadig som aktivt fyrtårn.
Gran Canaria er en vulkanø, og derfor er det muligt at komme helt tæt på øens dramatiske natur. Besøg Caldera de Bandama, et imponerende vulkankrater, som sidst var i udbrud for flere tusinde år siden. Her kan du kigge lige ned i krateret. Når du bevæger dig væk fra kysten og ind i bjergene, venter små landsbyer, snoede veje og udsigter, der gør det tydeligt, at øen er meget mere end strand og solsenge.
Maspalomas føles virkelig som en ørken.
Alicante
En tur langs promenaden Explanada de España er en hurtig løsning på mørke, kolde dage. En frisk brise, palmer og lune temperaturer, mens du går langs vandet, kan give liv til selv de mest vintertrætte sjæle. Men det er ikke nødvendigvis palmetræerne, som er det mest betagende. Vend derimod blikket nedad. Her er vejen ikke blot en sti, men et sandt kunstværk. Havets bølger er trukket op på land i en mosaik bestående af over seks millioner marmorfliser i røde, sorte og cremefarvede nuancer.
Fra Alicante er det også muligt at tage på spændende dagsture. Blot en halv time fra byen ligger Villajoyosa, som betyder ”den glade by”. Man kan heller ikke blive andet end glad, når man går langs strandpromenaden og ser husene stå side om side i blå, gule og grønne nuancer.
Villajoyosa er også kendt for sin chokoladeproduktion. I byen ligger flere chokoladefabrikker, og derfor føles det næsten, som om du er en del af Charlie og Chokoladefabrikken, når aromaen af chokolade sniger sig som en sød tåge gennem byen.
Det er som om en regnbue permanent har farvet Villajoyosa.
Tenerife
‘Murder on the Orient Express’, ‘The ABC Murders’ og ‘Death on the Nile’. Det lyder måske som starten på en gyserfilm, men er faktisk titler på nogle af Agatha Christies mest populære bøger. I 1927 søgte hun til Tenerife efter et svært brud med sin mand, og øens bjerge, hav og frodige landskab blev senere en del af hendes forfatterskab. I Puerto de la Cruz kan du stadig gå i hendes fodspor. Her står en buste af hende ved Mirador de la Paz, mens Agatha Christie-trappen fører dig ned gennem hendes krimiunivers med bogtitler på hvert trin.
Mange forbinder måske Island med sorte sandstrande, men det er også et syn, du kan møde på Tenerife. Playa Jardín i Puerto de la Cruz er muligvis en af øens mest kendte strande. Den består af tre strandområder, hvor sort vulkansand farver hele stranden. Kontrasten mellem det sorte sand og de omkringliggende haver gør området til noget helt særligt.
Afslut dagen på Tenerife under stjernehimlen. Teide Nationalpark er smuk i dagslys, men når solen sænker sig, og stjernerne kommer frem, falder der en helt anden fred over øen. Heroppe, langt fra byernes lys og i omkring 2.000 meters højde, føles det nærmest, som om du kan røre stjernerne.
Det sorte sand på Playa Jardín giver en noget anderledes strandoplevelse.