Connolly Station, Heuston Station og Pearse Station hedder de tre største togstationer i Dublin. De er alle opkaldt efter henrettede irske frihedskæmpere. Alle faldt for britiske kugler op ad en mur i 1916 efter Påskeopstanden, hvor irske frihedskæmpere for alvor blæste til angreb mod den britiske kolonimagt. Opstanden var startskuddet på den revolution, der førte til friheden fem år senere.

De tre togstationer nævnt ovenfor er en del af den rute, som Dublins dobbeltdækkerturistbus kommer forbi på sin rute.

Normalt er en tur i sådan en turistet bus i en europæisk storby temmelig udramatisk og egentlig noget, jeg personligt ville undgå. Men det fungerer bare i Dublin. Og jeg glemmer aldrig min første tur i den. Teknisk set var jeg ikke engang turist. For jeg boede i byen og tog turen med en ven, der var på besøg fra Danmark, og vi var begge blæst helt bagover af den historietime af rang, vi fik på turen rundt i Dublin. Stort set samtlige mindesmærker, broer, gadenavne og skulpturer er opkaldt efter en frihedshelt, der endte sine dage for enden af et britisk reb eller med en britisk kugle gennem hjertet.

Det er måske at gå for langt at kalde Dublin en smuk by. Men den er dybt charmerende, og hvad den måske mangler i parisisk ynde, mere end opvejer den med sin historie.

I dag er det heldigvis mange år siden, kuglerne fløj i Dublins gader.

Og mens Irland var et af Europas fattigste lande langt op i 80’erne, som man kan se i den legendariske film The Commitments, hvor der var heste i elevatorer i boligblokkene, så har byen gennemgået noget af en forandring til det bedre.

Derfor er byen blevet et yndet rejsemål for turister fra hele verden. Forståeligt nok. For Dublin har meget at byde på.

Irerne er verdenskendte for deres kærlighed til at gå på pub. Millioner af irske mænd har igennem tiderne har fortalt deres koner, at de lige skulle ud og have en enkelt pint. Men den der enkelte pint findes bare ikke. Ikke uden en følgesvend eller tre.

Dublins mest kendte gå-ibyen-område er Temple Bar, der ligger lige syd for floden Liffey, der deler den irske hovedstad i to.

Det er for så vidt også et fint sted at få en øl eller to. Men det er ekstremt turistet. Og dermed også prissat derefter.

Der er mange områder ikke langt derfra, der er både mere hyggelige og bedre for budgettet.

Sidegaderne fra gågaden Grafton Street og omkring St. Stephens Green byder på et hav af listige steder, og herfra kan det anbefales at gå på pubber som McDaids og Kehoes. Jeg har endnu til gode at smage en bedre Guinness, end man kan få på McDaids. Og Kehoes indkapsler Irlands kærlighed for live-musik med koncerter mere eller mindre hver eneste aften.

Skal det være mere moderne og ungt, er området omkring Capel Street og Smithfield lige nord for floden Liffey et godt bud. I dag er området et hyggeligt og trygt centrum for både traditionelle pubber og moderne mikrobryggerier. Da jeg boede i området i 1999, var det mest centrum for en sikker røvfuld. Men Dublin har i den grad udviklet sig til det bedre.

Men Dublin er meget mere end øl og natteliv.

Byen er hjemsted for Phoenix Park, der med sine syv kvadratkilometer er en af de største byparker i Europa og er næsten dobbelt så stor som Central Park i New York. Her er vild natur, masser af råvildt, en zoologisk have og et hav af gæliske fodboldbaner.

Gælisk fodbold, tænker du måske? Det er en af de store irske nationale sportsgrene – sammen med blandt andet Hurling.

Begge sportsgrene spilles på en 140 meter lang bane med et mål, der ligner et fodboldmål med lange stænger stikkende op fra, hvor målstolperne normalt stopper i almindelig fodbold.

Der er stadig net i den nederste del. Det giver tre point at score i nettet i det ”almindelige” mål og 1 point over det mellem de to stænger. Det gør man så enten med, hvad der er mere eller mindre en almindelig fodbold i Gælisk fodbold og med en bold på størrelse med en baseball hamret afsted med en form for udvidet hockeystav i Hurling.

De to sportsgrene er markant større end fodbold i Irland, og det kan i den grad tilrådes at tage på Croke Park i et nordlige Dublin og se en af de store kampe, der foregår der mange gange om året.

Her vil man kunne opleve op mod 80.000 mennesker følge de irske nationalsportsgrene og opleve en stemning, jeg ikke selv har oplevet andre steder. Til sammenligning kommer der omkring 4000 mennesker til de største klubkampe i almindelig fodbold i Irland.

GAA, der er organisationen, der organiserer begge sportsgrene, har en stor forankring i irsk historie og kultur og var en aktiv del af kampen for frihed.

Hvis man vil blive klogere på den dramatiske irske historie, er det værd at besøge flere af byens museer.

Her kan man få et indblik i, hvorfor der er så stærk en modstand mod det britiske imperium i landet.

Irland blev ramt af voldsom hungersnød i fire år fra 1845. Omkring en million irere døde – det var omkring 12 procent af befolkningen. Mellem en og to millioner udvandrede – primært til USA i årene efter, Og man skal helt frem til 2006, før befolkningstallet var tilbage, hvor det var, da hungersnøden begyndte.

Det britiske overherredømme tog ikke hungersnøden særligt seriøst – eller også var de bare ligeglade. Uanset hvad, så har det ikke just gjort kærligheden til Storbritannien større – og det skubbede utvivlsomt på lysten til løsrivelse.

Den historie kan man blive klogere på på Jeanie Johnston Tall Ship and Famine Museum og på The Irish Emigration Museum.

Det smukke Trinity College, lige midt i byen, er også et besøg værd. Også her kan man mærke historiens vingesus. Universitetet blev åbnet i 1592 af Dronning Elizabeth, men der gik 201 år, før katolikker fik lov til at studere der. Republikken Irland (fraregnet Nordirland, som forblev på britiske hænder ved frigørelsen af Irland) er hovedsageligt beboet af katolikker, og derfor var det en effektiv måde at holde undersåtterne nede.

I området omkring Dublin er der også naturskønne oplevelser lige ved hånden. Wicklow Mountains tårner sig op i horisonten syd for byen og er i den grad en tur værd. Enten med bus eller med lejet bil. Ved sidste mulighed er der dog en risiko for, man (som jeg selv har prøvet) må ud at skubbe et par får af vejen, der trisser rundt og græsser i de grønne bjerge – og ikke bekymrer sig synderligt om trafikken.

Bliver man sulten eller tørstig er Johnny Fox’ pub oppe i bjergene bestemt et besøg værd. Pubben er et nationalt klenodie, der er blevet besøgt af diverse kendisser. Syv statsoverhoveder – inklusive Bill Clinton – og et hav af kendisser som Brad Pitt og Angelina Jolie har frekventeret pubben.

Syd for byen kan man tage ud på den smukke halvø Howth, hvor Jens Okking i en årrække var bosat.

Dublin har på en eller anden made det hele. Kultur, natteliv, natur – og et absurd venligt folk, der tager imod med åbne arme.