logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

Festivalernes Edinburgh

Edinburgh er en helt særlig by. Det er ikke kun Skotlands hovedstad, men også den by i Europa, hvor den højeste procentdel af boligmassen kan anses som værende historisk.

Det er ikke uden grund, at de berømte bøger om Harry Potter har hentet en stor del af sin inspiration fra Edinburghs snævre gader, skæve huse, slotte, pubber og kirkegårde.

Men Edinburgh omtaler også sig selv som verdens største festival-by. Der er gode chancer for, at rejser du til byen i perioden april til september så er der mindst en festival i gang et sted i den historiske by.

Vi hopper i kilten og ser nærmere på fem af dem.

Edinburghs festival for børn

Ultimo maj til medio juni.

Vi begynder i børnehøjde. Siden 1990 har Edinburgh været hjemsted for en tiltagende populær børnefestival, der nu årligt besøges af 10.000 børn over ni dage.

Festivalens omdrejningspunkt er teater og dans. Festivalens fokuspunkt er ganske enkelt at fejre det gode børneteater, hvorfor du kan finde en lang række forestillinger til børn i alle aldre.

Festivalens åbningsdag foregår på det skotske nationalmuseum, men derefter breder løjerne sig udover hele byen med mange internationale kunstnere på programmet.

Det er ikke kun for familiens mindste, men også teenagere og familier i det hele taget eller andre med appetit på børneteater i verdensklasse med flere forestillinger end der er kerner i et glas hindbærmarmelade.

Edinburgh International Childrens Festival Credit Jassy Earl

Edinburgh International Childrens Festival

Foto: Credit Jassy Earl

Edinburgh Jazz Festival

Medio juli

Ingen højsommer uden panama-hat og masser af jazz. Edinburgh har en af Europas største jazzfestivaler med mere end 170 spillesteder og koncerter næsten døgnet rundt over en ti dage lang hyldest periode til jazzen.

Den klassiske, fusions og eksperimenterede og moderne fortolkninger af jazzen fylder højsommeren med toner i byens gader. Festivalen afvikles typisk i midten af juli med et program, der spænder buen fra små intime spillesteder, store koncertsale og hippe jazzklubber i ungdommens navn. Og ja. Gennemsnitsalderen på gæsterne her er lavere end man måske skulle forvente, hvilket måske skyldes de kunstnere, der blander stilarter og lader jazz møde hip hop og funk.

Edinburgh International Festival Credit Lesley Martin

Edinburgh International Festival

Foto: Credit Lesley Martin

Edinburghs Festival for Gadekunst og Performance

Primo august

Så snart juli bliver til august, så bliver Edinburghs gader omdannet til et leben af teater og gadeoptræden.

I hele tre uger, der begynder i starten af august, så har denne ’Fringe Festival’ til formål at lade etablerede verdenskunstnere og helt nye navne indtage gader, scener og venues med alt fra moderne dans til komedie og standup. Gadeoptræden, gøgl, opera og ballet, spoken word, teaterforestillinger og meget andet, når byen overgiver sig til kulturens kreative kroge og univers.

Edinburgh Jazz & Blues Festival Credit Ben Glasgow

Edinburgh Jazz & Blues Festival

Foto: Credit Ben Glasgow

Edinburghs Festival for Kunst

Ultimo august

I skærefladen mellem sommer og efterår overtager kunsten og det skrevne ord Edinburgh. Det sker, når byen afholder sin årlige kunstfestival i slutningen af august.

Kunst skal her forstås bredt og ikke kun malerkunst, men også installationer, happenings, det talte og skrevne ord, men typisk bundet sammen i en art forestilling. Festivalen hylder nemlig den visuelle kunst og havde i 2023 hele 55 udstillingssteder tilknyttet. Det gør den ikke bare til Skotland, men Storbritanniens førende kunstfestival.

I løbet af 14 dage flytter kunsten ind i kirker, middelalderbygninger, gallerier, haver, parker og stort set alle andre steder i Edinburgh, hvor der placeres alt fra foto- til malerkunst og andre udstillinger.

Edinburghs Film Festival

Ultimo august

Elsker du biografens mørke? Er der så noget bedre end muligheden for at kombinere det tidlige efterårs farver i Edinburghs parker og slotshaver med chancen for at se helt nye og eksperimenterende film hen over en uge i slutningen af august.

Edinburghs filmfestival blev etableret i 1947 og har således længe markeret sig som en af filmens store festivaler, hvor ikke mindst nye lovende instruktører og dokumentarfilm får en chance for at vise sig frem for et engageret lokalt og internationalt publikum.

Storfilm og klassikere som Blade Runner, Alien, Tilbage til Fremtiden, Taxi Driver og mange flere har haft premiere netop her i den skotske filmhovedstad.

Festivalen falder i øvrigt ofte sammen med en anden festival i byen, nemlig festivalen for litteratur. Så er du i det hele taget til gode fortællinger, så er det bare med at komme af sted til Edinburgh i slutningen af august.