
Nyd den gamle bydel
Normalt når man læser en guide til en byferie, så kan man blive næsten helt stakåndet. Alle de ting som man skal nå for at ’rigtigt’ at have set byen, før hverdagens frikadeller igen kalder.
Derfor begynder vi med at anbefale afslapning. Tjek ind på hotellet, stil kufferten og find solbrillerne frem.
Og så går du en afslappede tur i Gdansks gamle bydel, hvor du bare suger indtryk til dig og får fornemmelse for byens historie og alder. Her venter der snævre gader, brosten, smukke gamle huse og storslåede bygninger skulder ved skulder. Man fornemmer hurtigt, at Gdansk er en gammel by som for 800 år siden fik tildelt rettigheder som handelsby. Handel – ikke mindst med Norden – byggede den smukke gamle bydel.
Det er en let og smuk gåtur rundt i den gamle bydel, hvor den eneste der får stress er din kamera-app på telefonen. Du vil finde de smukkeste gader og sidegader i området omkring gaderne Świętojańska, Ogarna og Targ Węglowy.

Dette spa-hotel er et godt eksempel på den arkitektur, som Gdansk er bygget op omkring, og gør byen til en af Europas smukkeste.
Attraktionerne
Det er tilmed så heldigt, at hovedparten af Gdansks største attraktioner ligger enten i eller tæt ved den gamle bydel.
Søg derfor mod gaden Dlugi Targ – en smuk gågade der kan tilgås via to gamle porte og her venter det gamle rådhus, Neptuns fontæne og andre smukke bygninger flankeret af cafeer med udendørsservering i forårssolen.
Hvis du bliver mere interesseret i Gdansks historie og gamle bydel, så er der mange kvalificerede rundvisninger at koble sig på.
Husk i øvrigt at kigge op. Det er især bygningernes facader over butiksniveau, der er fascinerende.
Du finder i øvrigt nogle af Gdansks mest fotogene huse i den lille gade Mariacka bag katedralen. Der kan være lidt overrendt her, men gadens flotte huse er de andre turister værd.
Følg floden
Gdansk har floden Wisla og tilstødende andre vandveje som livsnerve. Derfor kan man med fordel sige farvel til den gamle bydel og følge flodløbet Motlawa i retning af øer som Olowianka, der er sat flot i stand efter omfattende bombeskader efter 2. verdenskrig. Øen er et populært udflugtsmål i gåafstand fra Gdansks centrum ikke mindst takket været et enormt pariserhjul.
Den gåtur er som at gå i Københavns Nyhavn bare på polsk. Her er masser af cafeer, farvestrålende gamle huse og det imponerende maritime museum ’Kranen’ indrettet i en gammel og enorm lastekran med tilhørende fragthus.
Har du ben til det, så bestig kirketårnet i Sankt Maria katedralens 419 trin og nyd en storslået udsigt over Gdansk.

Gdansk gamle havnefront kalder på en idyllisk gåtur i solskinnet.
Find kærlighedens bro
Menneskets trang til at udtrykke sine følelser med ofte lidt besynderlige handlinger, svigter ikke. Heller ikke i Gdansk.
Den flotte og mere end 500 år gamle bro ’Brød Broen’ er blevet byens kærlighedsbro. Det er her, som i så mange andre byer, at forelsker par forsegler deres kærlighed ved at fastlåse en hængelås til broen.
Symbolikken er naturligvis tyk som en skive surdejsbrød, men at tænke et forhold holder længere fordi man hænger en metallås på en bro i en by i udlandet er lettere bizart.
Hvis man er afsted på romantisk ferie, så kan man naturligvis – og måske med fordel – deltage i denne tradition, men den bedste grund til at se broen er faktisk udsigten herfra. Udsigten hen over vandspejlet til Gdansk gamle og flotte mølle samt den bygning, der i dag er en populær restaurant, tidligere husede købmandslavet for byens handels- og søfolk må man ganske enkelt ikke misse.
Spis industrihavnen
Det er lidt gået i glemmebogen, men Gdansk spillede en helt central rolle i Østblokkens sammenbrud og Europas genforening. De første protester mod USSR-styret i Moskva bredte sig i på værterne i Gdansk industrihavn, hvorfor der naturligvis ligger en art museum og oplysningshus her under navnet ’Solidaritetscenteret’.
Det er ikke mindst i disse tider vigtig påmindelse om sammenhold i bestræbelserne på en bedre fremtid.
Området i denne del af havnen er samtidig blevet hip med hip med gadekunst og markeder med street food og live musik. Der er solsenge og hæng-ud områder og gode muligheder for at finde fx lækker vegetarisk mad. Således kan Gdansk gamle bydel let forenes med en industriel og cool afslapning, mens solen går ned over en af Europas flotteste byer.
Flere spændende rejseartikler

Derfor har Sevilla mere end 3000 tapasbarer
Europas stegepande, ynder spanierne at omtale Sevilla som om, og selvom det tilnavn er møntet på de varme temperaturer i sommermånederne, så kunne det også passe på byens gastronomi.

Oplev Wien med en kop kaffe i hånden
Wien er en fantastisk by. Smuk og fuld af historie. Og så er den overraskende rig på gode cafeer. Ikke bare god kaffe, men cafeoplevelser, hvor cafeerne er tænkt ind i deres omgivelser, og hvor hver enkelt café er helt sin egen. Se de 5 bedste her.

Pisa og det berømte tårn, der (forhåbentligt) bliver stående
Pisa, i Toscana, er blevet kendt i hele verden på grund af en eneste ting: Det skæve Tårn. Besøger man byen, må man dog ikke snyde sig selv for en spadseretur i det hyggelige historiske centrum og langs med Arno-floden.