logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

Istanbul og det bedste fra flere verdener

Det skulle have været det nye Rom, men endte med at blive helt sin egen. Istanbul skal ikke ses, byen skal opleves. Her kommer en guide til, hvordan du får mest muligt ud af den charmerende og differentierende millionby.

Af Nicolai Lisberg

Helt sikkert moske
Der findes flere store moskeer i Istanbul, hvor den blå moske, eller Sultanahmet Camii som den hedder på tyrkisk, er den mest velkendte. Den kommer du heller ikke udenom på et besøg til Istanbul. Med sine seks høje minareter er den næsten selve definitionen af Istanbuls imponerende skyline og kan ses fra lang afstand. Indvendigt er den lige så storslået med sine håndlavede keramiske fliser og sit blå interiør, der har lagt navn til moskeen. I kort gåafstand herfra finder vi Hagia Sophia. Oprindeligt bygget som en kirke, men senere omdannet til en moske i 1400-tallet. I dag fungerer den imponerende bygning som et museum for byens mange besøgende. Ligesom den blå moske fortjener Hagia Sophia sin plads på manges to-do liste, men skal du have den helt autentiske moske-oplevelse, så tager du på en sejltur lidt op langs Det Gyldne Horn til forstaden Eyüp. Her kommer der ikke helt så mange turister, og områderne og gaderne omkring moskeen oser af samme grund også af langt mere charme.

Bosporusbroen – en fod i hver sin verdensdel

I Danmark kan man stille sig ud på Grenen, stikke fødderne i vandet og mærke et skvulp fra både Skagerrak og Kattegat, der mødes på landets nordligste punkt. Uden at tage noget fra den oplevelse, så kan du i Istanbul stå med et ben på to forskellige kontinenter, da Bosporusstrædet deler byen i en europæisk og asiatisk halvdel. Det er i sig selv ganske specielt, men mere end bare at krydse broen eller strædet, så handler det om at opleve byens forskelligheder, og hvordan det vitterligt føles som to forskellige verdener. Den europæiske del er den lidt mere polerede del, og det er her, mange af de store turistattraktioner har til huse, mens den asiatiske del er lidt mere uudforsket. Det plejede at være halvvanskeligt at komme over til den asiatiske del, men byens metrosystem har gjort det super let, så snyd ikke dig selv for den oplevelse det er, at se de to verdener smelte sammen.

Basilica Cistern (Yerebatan Sarayı)

Har du set Dan Browns Inferno eller James Bond seriens From Russia with Love, så ved du også, hvad Det Sunkne Palads er. Det blev bygget i 500-tallet og er det største af Istanbuls cisterner, der skulle sikre Istanbuls vandforsyning i tilfælde af belejring. Billederne i filmene ynder dog ikke bygningsværket fuld retfærdighed, for det er noget af det mest enestående arkitektur, der findes. Ikke bare i Istanbul, men i hele Europa. Det fortæller historien om et visionært folkefærd, der var langt forud for sin tid. Bevæg dig ned under jorden og se, hvordan 336 marmorsøjler holder det imponerende vandsystem oppe.

Istanbul. Foto. Serdar Tibet Dreamstime.Com

Foto: Serdar Tibet Dreamstime.com

Smagen af Istanbul

Måske Istanbul og Tyrkiet ikke ligefrem er kendt for sine kulinariske oplevelser, men det betyder ikke, at der ikke venter store smagsoplevelser forude. Istanbul ligger som nævnt med et ben i både Europa og Asien, og af samme årsag finder du også et af verdens største fusionskøkkener her, da vesten og østen mødes i en skøn forening. Indlogerer du dig på hotel, er der ganske givet en morgenmadsbuffet med i prisen, men snyd ikke dig selv for at tage ud og prøve en lokal morgenmadsplatte med en gang menemen, der indeholder æg, tomat, grøn peber og diverse krydderier. Der findes mange imponerende restauranter omkring Taksim-pladsen, der er knudepunktet for det moderne Istanbul. Skal det være lidt mere lokalt, kan du tage ud til bydelen Kadiköy, der ikke ligger så forfærdeligt langt fra, hvor en af byens mange store fodboldklubber, Fenerbahce, har hjemme. Find en af de små barer og nyd en tyrkisk te og/eller en vandpibe. På mindre restauranter eller caféer, kan det af og til være godt at se en prisliste først, da de nogle af stederne desværre ikke er for fine til at snyde turister og tage overpris, hvis ikke der gøres indsigelse, ligesom du ikke skal betale noget for de nødder, der stilles frem på bordet, selvom tjeneren muligvis insisterer.


På basar

Istanbul er kendt for sine mange særligt karakteristiske markeder, og intet er større end den store basar, der må siges at leve op til sit navn. De mange overdækkede gader og mere end 4.000 små og store butikker gør det til noget ganske særligt, og det menes at være en af verdens første shoppingcentre. Men lad os være ærlige. Det er ikke her, du finder de mest sindsoprivende varer, og når den første håndfuld sælgere har råbt efter dig med løftet om en ganske særlig pris til lige netop dig, så kan det godt blive lidt trættende. Så har den egyptiske basar lidt mere charme. Også selvom den ikke har andet med Egypten at gøre, end at den helt tilbage i 1600-tallet blev opført med de indtægter, som man fik ind fra Cairo. Her mødes dine syns-, dufte- og smagssanser af et samsurium af krydderier, te, frugt, sæbe og meget mere.