
Det berømte – Det Naturhistoriske Museum.
Her er ganske enkelt tale om et enormt museum med ophængte dinosaurskeletter, interaktive vandringer i urtidens landskab (pas på flyveøglen!) og livestørrelse dinosaurmodeller med brøl i. Husk at bestille billet og indgangstid online for du er ikke den eneste, der vil besøge naturens museum, hvor der også ofte er særudstillinger som fx Årets Naturfoto.
Museet har stort fokus på interaktion og læring, hvorfor målgruppen med rette er alle aldre.
Der er alt i alt mere end 80 millioner udstillede genstande her fra de mindste perler og ædelstene til klodens største giganter som hvalskelettet, der hænger over foyeren. Husk at søge op under taget for at tage de bedste billeder.

Skal du kun se et museum i løbet af din tur til London så gå ikke glip af det verdensberømte naturhistoriske museum.
Det underjordiske – Churchill War Rooms
Lad det være sagt med det samme. Hvis du har det svært med små rum og har tendens til klaustrofobi, så er dette museum ikke din kop te. Tæt ved Whitehall og Westminster ligger Churchill War Rooms på den præcise lokation, hvor den engelske premierminister og krigshelt havde sit hovedkvarter sammen med hår, flåde og luftvåben under 2. verdenskrig.
Mens de tyske bomber faldt over London i Blitzens år og forvandlede gader og bygninger til grus og murbrokker holdt den engelske regering med Winston Churchill i spidsen sammen på det engelske imperium fra lokalerne her under jorden.
De små rum var stabsrum, sovegemakker, mødelokaler og tilmed køkken, hvor Churchills personlige kok tryllede med de få rationerede fødevarer, der var til rådighed. Det er også fortællingen om sekretærer, sikkerhedsfolk og andre der opholdt sig i dagevis under jorden, mens bomberne faldt over dem, mens luften var tyk af cigarrøg og uvaskede mennesker.
Museet er ikke kun for militærhistorieinteresserede, men for alle der trænger til en intens oplevelse om de dage, hvor det britiske imperium var sendt under jorden for at forsvare sig som den sidste bastion. Det underjordiske museum er udbygget med en ekstra museumsfløj dedikeret til Churchills liv. Alle gæster får udleveret en telefon med en audioindtaling, så man får sin egen personlige guide med rundt på turen.

Hvis du på farten for at se Big Ben så gå forbi Churchill War Rooms, men bestil gerne billet på forhånd. Det er et af Londons mest populære museer.

Det er en klaustrofobisk oplevelse at gå rundt i Churchill War Rooms små trange rum og lokaler.
Om kendissen der aldrig har boet der – Sherlock Holmes
På Baker Street naturligvis ligger Sherlock Holmes’ museum. Det har til huse i den fiktive lejlighed, som Conan Doyles opfandt til mesterdetektiven. Så man kommer altså hjem til Sherlock Holmes i dette museum på trods af hovedpersonen aldrig har været der.
Museet er indrettet i victoriansk stil, og man behøver ikke Holmes’ skarpe hjerne for at regne ud dette er et tilløbsstykke. Så bestil billet og gerne til et ydertidspunkt, hvis du vil undgå kø. Elementært kære Watson.
Om Imperiet – Imperial War Museum
Vi vender lige tilbage til Storbritanniens tid som imperium. For skal man forstå det moderne Storbritannien, så er man nødt til at dykke ned i historien bag imperiet. En historie om at være en global handelsmagt med kolonier over hele verden. Man sagde, at solen aldrig gik ned i det britiske imperium, og at velhavere i London kunne bestille lige hvad de ville og få det leveret til deres hoveddør fra hele verden.
En historie som ofte går med sværd i hånden. Fra enorme krigsskibe under sejl til bekæmpelse af opstande rundt om i imperiets afkroge dengang den britiske krone havde kolonier over hele kloden. Til 1. og 2. verdenskrigs rædsler. Især virkede den opbyggede skyttegrav fra 1. verdenskrig stærkt og det samme gør den dobbelte mur af glas, hvor mellemrummet er fyldt op med sko fra ofre i holocaust. Det er en barsk fortælling.
Dette museum er ligeledes for alle med brug for at vide mere og ikke kun historienørder.

Dennis Severs' House føles som om man støder på beboerne fra 1724 lige rundt om hjørnet. F
Er der nogen hjemme? - Dennis Severs’ House
Vi snyder lidt her for her er mere tale om et oplevelseshus end et museum. En kunstner købte i 1979 dette nedrivningstruede hus i Spitalfields, men med hjælp fra den lokale historiske forening fik han huset bevaret. Og bare ikke bevaret, men bragt tilbage i tiden. Som en tidsmaskine fremstår huset indrettet, som det ville have gjort i 1724 med en velhavende familie. Huset er indrettet på en måde, så indretningen ikke bare er tidstypisk for dengang, men som var huset beboet af en huguenot familie, og at de stadig er der. Så husets gæster har indtryk af, at de hele tiden er lige i hælene på familien. Kaminen ulmer, maden er varm og lige serveret og det ligger lige for at spørge, om der mon er nogen hjemme? Eller hvem har så krøllet sengetøjet og smidt avisen fra sig?
Flere? Der er naturligvis også Madame Tussauds voksmuseum eller British Museums enorme kunstsamling. Mærk kunstpulsen på Tate Modern og søstermuseet Tate Britian. Er du til antikviteter så tag til Holborn og Sir John Soane’s Museum, der er en tour de force af et gregoriansk velhaverbyhus med statuer, malerier og møbler fra en svunden britisk storhedstid.
Og sådan kunne vi blive ved for London er en stor og omfattende museumsby.
Flere spændende rejseartikler

Zürich overrasker med kunst, kultur, god mad og masser af vand
Zürich er med sin placering i Centraleuropa kontinentets smørhul tilmed en glimrende forbindelsesdestination til andre rejsemål med forbindelse til 170 rejsemål fra udgangspunktet i Schweiz.

Opdag Italiens kulturelle overflødighedshorn
Flyv til det nordøstlige Italien og tag på en on-the-road-tur og opdag mange interessante besøgsmuligheder. Billund Lufthavns inspirationsguide har udplukket nogle af de bedste.

Tre nye kulturattraktioner i Paris: En overdådig bygning, art deco-shopping og samtidskunst.
I Paris dukker nye kulturoplevelser op. Det fine Hôtel de la Marine, art deco-stormagasinet Samaritaine og Pinault Collection, et museum for samtidskunst, i Bourse de Commerce kom til i 2021.