I Hôtel de la Marine får du udleveret et par hørebøffer, der sætter fortællinger, lyde og musik på sale og genstande. Du starter i gården, føres op af trapperne, stemmen følger dine skridt og fortæller dig, hvornår du skal gå videre.
Kom med når håndværkeren for et par århundreder siden fik bestilling på de fine, overpyntede møbler til et af soveværelserne. Gå ind i den overdådige spisesal, hvor det bugner med franske delikatesser, der blev serveret ved gamle tiders diplomatiske middage. Inde i den guldbeklædte festsal sætter sølvfarvede billedskærme liv til rummet og tager dig med til et fransk-russisk dansebal.
Bygningen, der blev opført i midten af 1700-tallet, på Place de la Concorde, var oprindeligt opbevaringssted og vitrine for de franske kongelige skatte som våben, møbler og smykker. Fra revolutionsåret 1789 og frem til 2015 var huset marineministerium og søværnets hovedsæde. Hôtel de la Marine blev åbnet for offentligheden i sommeren 2021. I de ekstravagante, nyrestaurerede lokaler bliver du (for)ført ind i adlens salonliv, mondæne intriger, fransk storpolitik og diplomatisk snilde.
Art deco-shopping i rue de Rivoli
Vil du flanere rundt i parisisk elegance, røre og prøve tøj, sko og tasker fra nogle af de store franske haute couture huse som Louis Vuitton, Celine, Dior og Chloé har Paris også en ny adresse. Art Deco-stormagasinet Samaritaine i rue de Rivoli genåbnede i 2021 efter 16 års restaurering og er allerede blevet et af byens mustsee attraktioner.
I Pont Neuf-afdelingen ud mod Seinen kan du se den gamle art deco-indretning med elegante trapper og buer. Oppe på den øverste etage med spisesteder, hele vejen rundt et vægmaleri med påfugle og fryns. Det bugner med smukke genstande, skønhedsprodukter, makeup, parfumer og smykker.
I Boutique Loulou husets konceptstore, kan du købe postkort, chokolade, fotobøger, alt muligt hvad hjertet kan begære. Små genstande til at hænge op, spise eller lægge på et bord og som er oplagte til at tage med hjem som souvenirs efter en Paris-tur.
Ud mod rue de Rivoli er stormagasinet indrettet mere nutidigt med urbane, unge og klimavenlige mærker, små hipstercaféer og vægmalerier.
Pinault Collection
Mennesker på stranden og byen i baggrunden i almindelig størrelse og kraftige farver, er det første store maleri af Martial Raysse du ser, når du kommer ind i Pinault Collection. Inde i rotunden omfavner den gamle bygning de nye arkitektoniske elementer. Timer kan bruges på at betragte loftsmaleriet, der går hele vejen rundt. I det runde rum midt på gulvet står Urs Fichers installation, eller hvad der er tilbage af den. En halv statue af to nøgne mennesker, der er viklet ind i hinanden, der langsomt brænder ned som et stearinlys. Rundt om er der ”vragdele” fra statuen og ødelagte stole. Du kan gå helt tæt på og rundt om alle delene.
I hypercentrum inde ved hallerne ligger den seneste perle på den parisiske museumsscene. Den franske milliardær François Pinault har indrettet museum for hans samling af moderne samtidskunst i den gamle Bourse de Commerce (varebørs).
Bygningen er et arkitektonisk mesterværk, der er blevet restaureret og ny-gennemtænkt af den japanske arkitekt Tadao Ando. Han har fået varebørsens flere hundrede år gamle arkitektur til at spille sammen med de nye udstillingsgallerier og den udstillede samtidskunst, der udskiftes jævnligt.
Oppe i etagerne kan du se samtidsmalerier af blandt andet Miriam Cahn og Kerry James. I andre af museets gallerier kan du se fotos fra 1970’erne, der leger med køn, alder og status gennem udklædninger og selviscenesættelser af fotograferne Michel Journiac, Martha Wilson og flere andre.
Flere spændende rejseartikler
Derfor er Edinburgh fuld af overraskelser
Det tager ikke engang to timer at flyve til Edinburgh og den skotske hovedstad er mere end rejsetiden værd.
Derfor har Sevilla mere end 3000 tapasbarer
Europas stegepande, ynder spanierne at omtale Sevilla som om, og selvom det tilnavn er møntet på de varme temperaturer i sommermånederne, så kunne det også passe på byens gastronomi.
Betragt bedårende Barcelona fra en bakketop
Barcelona er en af Europas mest fascinerende byer på grund af kultur, fodbold, Gaudi og sine hemmeligheder. Kunst, kultur, arkitektur, bjerge og strand. Få byer har som Barcelona en så mangfoldig palet af attraktioner til dens mange besøgende.