logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

Liverpool ånder for fodbold, kultur og The Beatles

Af Søren Sorgenfri og Nicolai Lisberg

 

Der er dem, der flyver til Manchester, men med myrekryb haster videre med toget til Liverpool.

Det er naturligvis Liverpools fans, der er tale om her.

Liverpool er ikke kun på banen og i historiebøgerne i skarp konkurrence med rivalerne fra Manchester, men også om at være den klub i Danmark med flest fans. Det er som regel Arsenal, Manchester United og Liverpool, der tager livtag om at være klubben med flest danske tilhængere.

Det mærkes på kampdage på og nær det store stadion Anfield. Dansk og andre nordiske sprog høres på pubber og tribuneafsnit, for Liverpool er for mange med rødbedefarvet pas tæt på at være religion. Eller måske endda vigtigere.

Fra Liverpools centrum er der cirka 4,5 kilometer til stadion. Det kan gås eller nappes med taxa, men søg gerne mod Anfield Road i god tid og nyd stemningen på de omkringliggende pubber. Der er en sand rød strøm af fans at søge ned i her på The Albert, The 12. Man, Arkles og mange andre vandhuller, hvor der lades op til kampen med god stemning. Ps. Medbring ikke et eksemplar af avisen The Sun, som har været ude i kulden i Liverpool siden en skandaløs forside af stadionkatastrofen på Hillsborough, hvor tabloidavisen anklagede Liverpools fans for at være årsagen til dødsulykken.

The Beatles

Udover Liverpool FC, og i mindre grad naboklubben Everton, er Liverpool kendt for sin fortid som vigtig havneby og naturligvis The Beatles.

Måske verdenshistoriens vigtigste og største band optrådte som helt unge musikere på The Cavern Club i Mathew Street, og denne bar og pubgade emmer i dag af alt, der rimer på og lyder som The Beatles. Der er naturligvis stærke kommercielle interesser i ’The Fab Four’ med arrangerede ture til stort set alle tænkelige lokationer, der kan trække den mindste tråd til det ikoniske band. Fra gaden Penny Lane til Ringo Starrs barndomshjem.

Liverpool. Foto. Vicente Soler Dreamstime.Com

Foto: Vicente Soler Dreamstime.com

Kulturby

 

Liverpool er selvfølgelig andet end Beatles, så benyt muligheden for at se nogle af de mange museer, der er anlagt ved havneområdet Royal Albert Dock. En vibrerende og livlig bydel med fuld smæk på natteliv, cafeer og spisesteder, men også med noget på menuen for dem med appetit på kultur. Liverpool er nemlig en ægte kulturby. Udover London, så er Liverpool den by i England med flest museer. Besøg blandt andre kunstmuseet Tate Liverpool, Museum of Liverpool samt The International Slavery Museum, der alle er museer med noget forskelligt at byde på. Særligt museet om slaverne giver stof til eftertanke, da havnen i Liverpool var en kæmpe slavecentral. Et skamfuldt kapitel af den engelske historie, som man ellers ikke hører meget om.

Er du en af dem, som med fornøjelse har set hitserien om gangsterne Peaky Blinders, så ved du måske også, at selvom den foregår i Birmingham, så er store dele af serien skudt på lokationer i Liverpool. Der er mulighed for at springe på diverse guidede busture, der fragter dig fra sted til sted, eller du kan tilbagelægge dele af ruten til fods med sixpencen lidt på skrå i bedste Tommy Shelby stil, når du går langs Powis Street, der i serien udgør Watery Lane – selve arnestedet for Peaky Blinders og deres gangsterforretning.

Parallelt med den gade går Madryn Street, og det var her, Ringo Starr blev født, og så er vi tilbage ved The Beatles og deres enorme betydning for Liverpool, som kun tones en smule ned på de kampdage, hvor det er Liverpool FC, der spiller.

Liverpool. Foto. Kenny1 Dreamstime.Com

Foto: Kenny1 Dreamstime.com