De ægyptiske feriedestinationer er ikke mindst kendt for at være paradis for dykkere og andre vandhunde, men Sharm el Sheikh har mere på tavlen. Så her er ti bud på en god ferie under den ægyptiske sol.
1. Hollywood
Hvad får man, hvis man kombinerer med Hollywoods filmunivers med det varme Sinai? Svaret er lige til – Hollywood land. En forlystelsespark dedikeret til den amerikanske filmproduktion med alt fra 3D biografer, animeret dinosaurpark – gæt selv filmen – musikfontæner, statuer af skuespillere og meget andet, der blinker og lyser op. Blandt de forskellige restauranter finder man blandt med en indretning dedikeret til havgyseren ’Dødens Gab’.
2. Bjerget
Sinaibjerget er der, hvor Moses ifølge biblen modtog De Ti Bud. Ikke overraskende er bjergtoppen derfor i dag lidt af et udflugtsmål for lige dele turister og mere dedikerede pilgrimme. Bjergtoppen er godt 2250 meter over havets overflade, og man kan besøge et kloster her eller tage turen hele vejen op til toppen og nyde udsigten over Sinai.
3. Det andet bjerg
Eller var det nu også på Sinaibjerget Moses fik De Ti Bud overrakt? Andre mener, at bjerget ved klostret Sankt Katrine er den bibelske version af Sinaibjerget. Uanset så er klostret fra det fjerde århundrede og en del af UNESCOs verdensarv en udflugt værd for de historieinteresserede eller, hvis man har appetit på et stykke levende verdenshistorie. Klostret med de høje forsvarsværker og mure er stadig aktivt, og det siges, at det blandt sine relikvier har rester fra den berømte bibelske brændende busk.
4. Den ikke så gamle bydel
Sharm el Sheikhs gamle bydel er faktisk ikke særlig gammel. Det skyldes, at der for få årtier siden blot var et lille fiskerleje her for de fiskerfamilier, der levede af fiskeriet ud for Sinais spids. Efter Seks Dages Krigen mellem Ægypten og Israel etablerede israelerne et lille ferieområde her fra 1960’erne. Det er i dag Sharm el Sheikhs ’gamle’ bydel. Nutidens ferieområder ligger ikke længere her, men da her bor en del lokale og har et billigt gademarked, så giver gaderne et mere autentisk og lokalt indtryk end turisternes Naama Bay.
5. Delfiner
Det er en smagssag, om man bryder sig om at se på dyr i fangenskab som f.eks. Zoo, men Dolphina Parks delfiner siges at være i både gode omgivelser og hænder med en stab af højtkvalificerede delfinpassere. I Dolphina Park kan lige dele lade sig underholde, men især lære om de fantastiske delfiner i såvel børne- som voksenhøjde.
6. Vandleg
Strandferie spiller naturligvis en stor rolle i Sharm el Sheikh som destination, men vandhunde bør ikke tage til stranden for at boltre sig. Hotellet Aqua Blu Sharm har vandlandet Aqua Blue Water Park, hvor også ikke-gæster mod entre kan slå sig løs. Her er ikke færre end 44 forskellige vandrutsjebaner alt efter temperament – fra små baner til familiens helt små til vilde vovehalse med smag for fart og høje hyl med banenavne som Det Sorte Hul og Kamikaze.
Hvis man ikke er til vandrutsjebaner, så råder vandlandet over ni pools (tre af dem er dedikeret til små børn) samt spaområde og en næsten 500 meter lang café og restaurationsgade.
7. Nationalpark 1
På den allersidste tip af Sinaihalvøen ligger nationalparken Ras Mohammed, der betyder Mohammeds Hoved. Nationalparken er primært kendt for den maritime del, hvor et stort havunivers er beskyttet mod fiskeri og skibsfart, men parken har også en landbaseret del.
Hovedattraktionen her er et rigt fugleliv, der lever i saltmarsker, de forvredne klipper og sandområder.
8. Nationalpark 2
Så går den ikke længere. Sharm el Sheikhs popularitet handler ikke mindst om det, der forgår under havets overflade. Her spiller nationalparken Ras Mohammed også en hovedrolle med måske Sinais bedste muligheder for dykning med Shark Reef og Yolanda Reef samt Jackfish Alley samt det smukke koralrev.
9. Nationalpark 3
Vi bliver i nationalparken Ras Mohammed, men bevæger os til Saudi Arabien. Forvirret? Øen Tiran tilhører egentlig Saudi Arabien, men ligger i nationalparkens farvand. Øen ligger få kilometer fra kysten og strædet mellem ø og fastland er blandt områdets bedste til dykning, men også teknisk krævende og ikke for begyndere. Snorklere kan holde sig til øens kyststrækning med det azurblå vand.
10. Naama Bay
Bugten ved Naama ser en stor koncentration af luksushoteller samt gæster, der nyder det blå hav, de lange strande og cafelivet, mens dagen går forbi. Eller napper en tur gennem de nærliggende ørkenområder på kamelryg. Når solen går ned, så har bugten områdets bedste restaurantionsliv, og hvis man har pakket danseskoene, så går solen aldrig rigtigt ned i bugten, der har en populær diskotek- og klubscene.
Flere spændende rejseartikler
Dublin er ikke, hvad du forventer, men bedre
Vi går inside Dublin med journalisten Tom Carstensen, der har boet i den irske hovedstad og tabte sit hjerte til den grønne ø med den dramatiske historie. Og et par pints.
Her er seks bryggerier i München, du skal smage
München by er også hjemsted for seks toneangivende bryggerier, som man kalder for Münchens ’Six pack’. Lad det være sagt med det samme. En guide til den sydtyske ølkultur er ikke en opfordring til at drikke sig fra sans og læderbukser.
Prag er for livsnydere
Kaffebarer, skummende øl og restauranter, hvor ens smagsløg forkæles. Man kan på alle måder nyde livet i den tjekkiske hovedstad.