En eminent start på turen
Knap 20 minutters kørsel fra Tirana midtby fandt vi Dajti Ekspres. Det er Balkans længste kabelbane, og den strækker sig helt op til den øverste del af bjerget Dajti. De 15 minutter i kabelbanen fløj afsted, mens vi sad og kiggede ud over landskabet. Under os passerede vi en række gårde, små søer og støvede grusveje. Bag os blev Tirana centrum mindre og mindre, men udsynet over hele området blev hurtigt eminent. Foran os tårnede det mægtige bjerg sig op, mens kabelbanen med overraskende høj fart fik os opad. Selve turen med den sublime udsigt var egentlig alle pengene værd, men på toppen ventede en helt ny del af Tirana.

Da vi steg af kabelbanen, kom vi direkte ud i en form for oplevelsescenter med både heste, minigolf, legepladser, restauranter og et hotel. Der var rigeligt med aktiviteter til at få tiden til at gå, men vi var nysgerrige efter mere og bevægede os derfor længere op på bjerget.

Dajti Ekspres koster 15€ for en voksen returbillet.

Bunkere og stille stunder
Vi fulgte stien forbi hestene og drejede til højre ved det forladte hotel. Her kom vi ud til et område fyldt med gamle bunkere og en skøn, stille udsigt. Der var flot og god mulighed for at se nærmere på bunkerne, men stedet gav også plads til lidt eftertænksomhed om Albaniens historie. De små betonkupler blev opført i titusindvis af den tidligere diktator Enver Hoxha, som i sin paranoia frygtede en invasion fra omverdenen, der aldrig kom. I dag står de som rå og lidt mærkværdige minder om landets isolerede fortid, som man nu kan gå direkte på opdagelse i.

Vi var dog slet ikke færdige endnu. Selvom kabelbanen havde taget os langt op ad bjerget, kiggede vi længselsfuldt op mod de to tinder, der stadig tårnede sig 500 højdemeter over os. Inden turen havde vi opdaget en trekkingrute ved navn Maja e Tujanit, som kun var cirka 6 kilometer frem og tilbage. Vi læste os til, at den kunne klares på 2,5 til 3,5 timer inklusiv fotostops og pauser.

En stejl lærestreg
Her må vi bare sige: Forbered dig! Vores tur på bjerget var meget impulsiv, og vi havde derfor slet ikke nok vand med. Det var ikke nødvendigvis et teknisk svært trek, men da der kun var 3 kilometer til toppen, og 500 højdemeter, der skulle overvindes, var det meget stejlt. Det krævede en fornuftig form, eller i hvert fald at man havde pakket nok vand og lidt hurtigt sukker.

Den første del af ruten foregik i skov. Det var flot, men hvis man er vant til at vandre, så var det også lidt ”same old skov”. Her fandt vi det sjove i selve stigningen. Efter en god, lang tur opad nåede vi et sted, hvor der blev længere mellem træerne, og solen igen tittede frem.

Sne i 16 graders varme
Her oplevede vi noget, der var en personlig first time for mig: sne! Der var 16 grader varmt i Tirana den dag i marts, og vi svedte da også gevaldigt, da vi nåede til den del af bjerget. Men der, stadig lidt under en kilometer fra toppen, lå der sne. Der genvandt jeg personligt en masse energi og gejst. Det var virkelig ikke noget, jeg havde regnet med, og det føltes som et punkt, der kunne hakkes af bucketlisten.

Vi var nu nået til området mellem de to store tinder, vi kunne se nede fra Dajti Ekspres-området. Her i midten ligger Qafa e Qershisë – et stort ”krater” i bjerget, der fungerer som et midterpunkt, hvor man kan vælge, hvilken tinde man vil bestige. Vi gik målrettet efter toppen, Maja e Tujanit (Peak of Tujan).

Udsigt fra en anden verden
Der var stadig et stykke vej igen, og efter at have mødt vilde heste og passeret adskillige udsigtspunkter ud mod smukke Tirana, bød selve toppen på noget helt andet. Da vi nåede op, fik vi udsigt til den azurblå Bovillasø og bølge efter bølge af bjerge. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men det var i hvert fald ikke det. Det gav virkelig en følelse af, hvor meget af Albanien, der er urørt og helt magisk.

Det føltes fuldstændig euforisk at nå toppen. Ikke kun fordi turen havde været en stejl kamp, men fordi synet lignede noget fra en helt anden verden. Det var i særdeleshed ikke noget, man normalt finder på vores kanter af Europa.

Turen ned gik hurtigt, og vi sluttede af med en velfortjent frokost og en kold drikkevare, inden kabelbanen igen tog os med ned til Tiranas mylder.