
Gågaden
For Alicante er på mange måder en af Costa Blancas helt store perler, som er let at komme til, men svær at forlade igen. Som by har den nemlig lidt af det hele.
Paseo Explanada de España er den mest berømte gågade i byen, men der er mange andre hyggelige ruter inde i centrum, hvor alle afstande uden problemer kan tilbagelægges på gåben. Prøv især at lægge vejen forbi den gamle bydel, Barrio de la Santa Cruz, hvor der er et væld af hyggelige, små og smalle gader, der snor sig ind og ud af hinanden. I 1691 led Alicante den triste skæbne, at 90 procent af byen blev bombarderet, men i Santa Cruz har man bibeholdt nogle af resterne fra dengang, og de blander sig på fin vis med det mere moderne udtryk, som byen også byder på. Du kan med fordel selv gå rundt i dette hyggelige område og finde resterne fra den gamle by, men foretrækker du det mere forkromede overblik, så findes der flere gode udkigsposter at nyde bydelen fra.

Alicantes livsnerve er esplanaden ved stranden og ikke mindst det store overdækkede marked Mercado Central.
Historien
For i middelalderen var Alicante ofte under angreb, og i en periode blandt andet besat af maurerne, hvorfor det var nødvendigt med store mure til at omkranse og beskytte byen fra uvedkommende gæster. Flere af de slotsmure tårner sig fortsat op rundt langs byen, og det er herfra du finder nogle smukke udkigsposter ud over Alicante.
Slottet Castillo de Santa Bárbara byder på den måske flotteste, da du også kan se havnefronten. Og så kan du jo passende udnytte en af Alicantes mange andre varemærker, når du alligevel har bevæget dig op på toppen. For slottet, der også tidligere har fungeret som fængsel, er i dag et museum (MUSA), hvor du kan blive klogere på Alicantes utrolige historie. Museet er gratis for alle, og det er der faktisk flere af byens museer, der er. Heriblandt museet MACA, der gør sig i moderne kunst og har værker af blandt andre Picasso, Dalí og Miró samt Ocean Race Museo. Her kan du opleve nogle af de både, der har sejlet jorden rundt i det årlige race, der har start i Alicante, samt de utrolige historier der følger med sådan en rejse.

Det sydlige Spanien har en stærk og ikke mindst smagfuld tradition for street food.
Markedet
Alicante byder også på store og traditionsrige madmarkeder, hvor du finder alverdens lækre delikatesser fra diverse hjørner af verden. De fleste af produkterne er dog lokale, og så er råvarerne friske som sjældent set. Alene farvekombinationerne, når de overdådige grøntsager ligger side om side, er et imponerende skue blandt de omtrent 300 boder, som Alicantes største madmarked, Mercat Central, huser. Det er et madmarked, der er en sammenslutning af to tidligere markeder, og hvor der også er flere små hyggelige restauranter og cafeer. Her kan du prøve nogle af de smagfulde råvarer, før du selv fylder posen godt op med lokale produkter. Og du kan roligt fylde indkøbsposen op, for madvarerne fås til yderst favorable priser, og generelt er byen Alicante på et prisleje, hvor alle kan være med. Derfor kan eftermiddagsturen på Paseo Explanada de España også snildt afsluttes med en aftentur selvsamme sted. Enten for at tage en lille aftendukkert i det skønne Middelhav eller for at nyde afslappende Alicante på en af de mange restauranter, der står klar til at forkæle dine smagssanser.

Esplanaden i Alicante har mere end seks millioner bølgende fliser.
Flere spændende rejseartikler

Betragt bedårende Barcelona fra en bakketop
Barcelona er en af Europas mest fascinerende byer på grund af kultur, fodbold, Gaudi og sine hemmeligheder. Kunst, kultur, arkitektur, bjerge og strand. Få byer har som Barcelona en så mangfoldig palet af attraktioner til dens mange besøgende.

Derfor har Sevilla mere end 3000 tapasbarer
Europas stegepande, ynder spanierne at omtale Sevilla som om, og selvom det tilnavn er møntet på de varme temperaturer i sommermånederne, så kunne det også passe på byens gastronomi.

City Surprise: Tag på badeferie i Budapest
Den ungarske hovedstad har nemlig et stort udbud af termiske bade, der gør, at man roligt kan pakke badetøjet i weekendkufferten.