
Vovede vandreruter
Vinalopó hedder floden, der løber gennem store dele af regionen. Langs den 81 kilometer lange flod findes flere stolte vinregioner, hvor du kan give den som en anden sommelier og samtidig se, hvordan et af regionens varemærker bliver til. Mens ganen bliver forkælet, kan du passende gøre det samme med maven ved at prøve nogle af egnens specialiteter. Var det noget med lækre snegle? Eller hvad med ‘escalivada’, der består af grillede grøntsager og serveres på et stykke brød med ansjoser ovenpå?
Det kan være en god idé at have lidt drue i blodet, hvis du bevæger dig videre til nogle af de andre oplevelser, regionen byder på. Byen Chulilla ligger godt to timer i bil fra Alicante, men er du til sceniske vandreture og ønsker at slippe din indre vovehals fri, så findes der ikke et bedre sted. Los Pantaneros er navnet på den rute, der fører dig langs floden Turia og tager dig over de mest imponerende hængebroer. Det er ikke for sarte sjæle at krydse de udlagte brædder, der svæver frit højt oppe i luften, men det er afgjort det hele værd. Du bliver ført forbi smukke vandfald, ruiner af gamle klostre og ser, hvordan landskabet folder sig ud i fantastiske farver og variation.

Flotte Elche er palmernes hovedstad.
Den glade by
Netop farveskift er landsbyen Villajoyosas helt store trækplaster. La Vila, som de lokale kalder denne perle, er blandt de absolut smukkeste byer i regionen, ja i hele landet. Store dele af byen er en gigantisk farvepalet, og datidens arkitekter og kunstnere havde den helt store pensel fremme, da de skulle give byen sit udtryk. De traditionelle brostensbelagte gader pryder den gamle bydel, hvor de små smalle stræder skaber en slags labyrint, man håber at fare vild i. Villajoyosa betyder i øvrigt glad by, og det må siges at være et yderst velvalgt navn. Det er svært at blive andet end glad i låget, når man vandrer rundt i gaderne og ser, hvordan hvert et hus har sin helt egen pangfarve, der skaber en utrolig smuk baggrund til den hyggelige strandpromenade. Og så er Villajoyosa desuden hjemsted for Valor-chokoladen. Så snyd ikke dig selv for et smut forbi museet for at blive klogere på historien – og naturligvis få lidt smagsprøver.

Villajoyosas farverige huse passer til byens ry som en glad og livlig by.
Imponerende palmer i Elche
Endelig så kan du næsten ikke tage på ferie i Alicante uden også at besøge Elche. Denne skønne by ligger 20 kilometer inde i landet og nyder ikke samme status som Alicante, men det gør den ikke mindre speciel. Langs Costa Blanca kan du betragte de grønne palmer, der skaber en sydlandsk stemning, men intet sted finder du så mange palmer som i Elche. Med over 200.000 af slagsen er Elche således Europas største palmelund, og der er flere palmehaver i byen. En af dem er Huerto del Cura, hvor en enkelt af de omkring 700 palmer særligt skiller sig ud. La Palmera Imperial - Kejserpalmen. Den har over 200 år på bagen og står placeret midt i haven, og så har den over årene delt sig i hele syv understammer. Det ligner nærmest en buket af palmer og symboliserer på sin vis meget fint Alicante og omegn. Alicante byder på storslåede oplevelser, men det er i regionerne omkring byen, at du virkelig kan udforske et væld af fantastiske eventyr.

Efter en dag ved stranden i Alicante, så tag på opdagelse i provinsen.
Flere spændende rejseartikler

Betragt bedårende Barcelona fra en bakketop
Barcelona er en af Europas mest fascinerende byer på grund af kultur, fodbold, Gaudi og sine hemmeligheder. Kunst, kultur, arkitektur, bjerge og strand. Få byer har som Barcelona en så mangfoldig palet af attraktioner til dens mange besøgende.

Dagen på Cypern begynder i bølgerne
Cypern giver lige dele muligheder for store oplevelser og afslapning.

Luksus, sol og charme i Nice
Det azurblå hav, de utallige shoppingmuligheder, den gamle bydel og den fantastiske gastronomi har gjort Nice til et populært rejsemål gennem årene. Heldigvis har de lokale formået at bevare byens oprindelige, autentiske charme.