
Udsigtstårnet A'Dam Lookout
Således tilbage til gyngen. Den er nemlig placeret oven på udsigtstårnet A’Dam Lookout. Tårnet var tidligere kendt som Shell Tårnet, men hedder i dag Lookout og har panoramaview og restaurant med byens bedste udsigt. En udsigt til Amsterdams skyline, havn og lavlandet udenfor byen. Voksne må i øvrigt gerne snuppe en gyngetur, mens de nyder udsigten over byen.
Amsterdams mest besøgte kunstudstilling
I Amsterdam kan man også gå en tur i kirke. For at se på kunst, mode og fotoudstillinger. Middelalderkirken De Nieuwe Kirk er mere end 600 år gammel, men er i dag med på noder og moder.
Kirken fungerer stadig som kirke til f.eks. royale begivenheder, men den religiøse funktion er tonet markant ned til fordel for kirkens øvrige virke.
Det er en af Amsterdams mest besøgte kunstudstillinger med omkring en kvart million besøgende på årsplan med skiftende udstillinger af verdenskendte kunstnere.
Verdens eneste selvlysende museum
Tæt ved Anne Franks hus findes – så vidt vides - verdens eneste selvlysende museum. Museet Electric Ladyland er som at komme til en anden dimension af sære og selvlysende former og skulpturer med en blanding af lige dele menneskeskabt kunst og naturfænomener som særlige sten, der lyser op i mørket. Det er ikke et museum, som man skal haste igennem – faktisk opfordres man til at opleve det hele i eget selvlysende tempo som ’deltagende’ kunst. Og nej. Man er ikke kommet til en anden dimension, men bare Amsterdam.

Gaden Nieuwe Spiegelstraat - antikvitetsbutikker side om side
De fleste byer har antikvitetsmarkeder. Tænk Londons Notting Hill for eksempel, men Amsterdam kører i andet gear her med gaden Nieuwe Spiegelstraat. Her finder man kun antikvitetsbutikker skulder ved skulder, og mange af dem sælger nærmest obskure ting som gammelt tandlægeudstyr eller maritime vintageting som sekstanker og store kompasser og andet, der får en søulk frem i de fleste. Man kan også bare slentre gennem gaden og nysgerrigt spørge sig selv ’hvem køber egentlig alt det her.’ Og vil man gerne have svaret på det?

Verdens første zoo for bakterier og mikrober
Kender du typen, der er bange for bakterier på stort set alt? Så er Micropia måske stedet for et besøg. Eller også er det virkelig ikke stedet.
Det er verdens første zoo for bakterier og mikrober, så man kan ved selvsyn se, hvad der egentlig foregår lige under vores næser. Bogstavelig talt. Eller på tøjet. Eller på maden. Eller ..
En særudstilling viser i petriglas, hvilke farverige og sært formede mikrober, der lever på vores kroppe. Og hvor. Kø ved håndvasken får en helt ny mening efter et besøg hos Micropia.
Flere spændende rejseartikler

Det hemmelige Bornholm
Den tid, hvor Bornholm bare var en ferieø forbeholdt et stort indtog af turister i få sommeruger er forbi.

Dublin er ikke, hvad du forventer, men bedre
Vi går inside Dublin med journalisten Tom Carstensen, der har boet i den irske hovedstad og tabte sit hjerte til den grønne ø med den dramatiske historie. Og et par pints.

Derfor har Sevilla mere end 3000 tapasbarer
Europas stegepande, ynder spanierne at omtale Sevilla som om, og selvom det tilnavn er møntet på de varme temperaturer i sommermånederne, så kunne det også passe på byens gastronomi.