logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

Det hemmelige Bornholm

Bornholm er værd at besøge hele året rundt

Af Søren Sorgenfri

Den tid, hvor Bornholm bare var en ferieø forbeholdt et stort indtog af turister i få sommeruger er forbi. Jeg ved det, fordi jeg bor her. Som tilflytter og ikke som indfødt bornholmer og om man er ’førder’, eller har det bornholmske blod i årene gør en forskel.

Man skal lige ses an, og de lokalt fødte har deres mening om det meste, hvilket såmænd nok er naturligt nok, men en ting står fast. Glæden ved Bornholm er ikke længere forbeholdt bornholmerne. Hele Danmark har opdaget den forunderlig klippeø, som på mange måder er unik for Danmark. Klipper, strande med sandkorn så fint, at man i dagene med fjerpen og blæk brugte det til at tørre det nedskrevne med, geologiske lag med mere end 140 millioner år på bagen, sjældne orkideer og et rigt fugleliv.

Det er selvfølgelig og ret indlysende det Bornholm, som man præsenteres for i turistbrochurer og andet informationsmateriale, og glade gæster finder selv frem til de mange spisemuligheder og badestrande langs kysten. Men der er også et Bornholm, som man ikke ser. Øen er ikke længere en sommerdestination, men omfavner helårsturismen, og det giver andre muligheder end at hoppe i badetøjet.

Rytterknægten er Bornholms højeste punkt dybt inde i den store skov Almindingen. Det har været en turistklassiker i årtier, men de færreste ved, at skovens dyb, få meter fra Rytterknægtens parkeringsplads, har velholdte cykelspor til Mountainbike med forskellige sværhedsgrader, hvor en weekend i foråret eller efteråret hurtigt kan få hjul at gå på.

I nærheden overfor den gamle travbane finder man Hareløkkerne naturlegeplads med bålsted, men det virkelige eventyr venter på Musestien tæt ved, hvor børn og barnlige sjæle skal hjælpe Musemark hjem i sin sikre hule. For mus er det måske lidt for spændende, da der er gode chancer for at finde spor efter ugler og andre rovfugle her.

Dueodde Strand er et tilløbsstykke, når solen bager med glædeshyl, jubelskrig, strandløvernes spændte mavemuskler og alle andre med brug for et køligt dyb, men tæt ved er en af Bornholms bedste udsigtsposter. Når strømmen af badegæster følger de anlagte stier ned mod vandet, så udse dig den højeste sandklit i fyrskoven og bestig den. Udsigten er betagende med et langstrakt landskab af klitter, vejrbidte træer og lyng så langt året rækker ikke ulig Vesterhavet. Udsigten er lige god om vinteren, når sneen knager under støvlerne eller en sommeraften med sand mellem tæerne i selskab med en flaske rosé og to glas.

2 Bornholm

Foto: Søren Sorgenfri

I samme kategori er havnefronten i Hammer Havn på Vestkysten et betagende sted at se solen gå ned og tilmed et rimeligt badested.

Det sker også, at man stoppes på gaden af nysgerrige gæster, der leder efter et sted at købe Krølle-Bølle is. Bornholm er rykket videre og dykket ned i ismaskiner og kreative smagssammensætninger med et stort udbud af italiensk inspireret virkelig lækker frisklavet is. Bornholms Ismejeri med den lille hyggelige gårdhave i Svaneke er et is-stop værd, og det samme er Kalas i Sandvig. Kalas har hjemme i et gammelt ishus – altså is til fiskeri – nu ombygget til café og isbar lige ned til havet med vidunderlig beliggenhed og udsigt. Kalas’ kreativitet afspejler på mange måder mødet mellem det gamle og det nye Bornholm, hvor nye projekter rykker hen i de gamle bygninger og haller, som et hensygnet fiskeri har efterladt.

Havnen i Tejn med spisesteder, kvalitetsbageri og mikrobryggeri ser samme opblomstring og nye kræfter rykker ind i de gamle produktionsbygninger.

3 Bornholm

Foto: Søren Sorgenfri

Det er naturligt, at en ø som Bornholm er forbundet med og kendt for havet og kysterne, men øens indre står nu for opdagelse. Vandreturismens rygsække æder kilometer for kilometer, når Bornholms mange vandrestier tilbagelægges. Der er anlagt shelter- og bålpladser i stort antal over hele øen og ikke mindst Højlyngsstien med sine 67 kilometer er en langstrakt oplevelse med start ved kysten i Sandvig. Herfra går turen over Hammerknuden, Hammershus, højlyng, klipper, Røs smukke plantageområde, kuperet terræn før den store Almindingen venter og på Østsiden ændrer karakter til et forvredet terræn med meterhøje sprækkedale, gigantiske klippestykker og et terrænmæssigt udtryk, som havde der fundet et slagsmål mellem kæmper sted. Det har der måske også i tidernes morgen. De hårdføre tager kysstiens 120 kilometer hele øen rundt, men man behøver ikke være et vandremonster for at få skønne naturoplevelser i fred og ro. Sydkysten har den fredede Læså og Nordkysten har flere å-stier at følge som f.eks. Gyldenså. Om det er vinter, i forårets grønne tid eller efterårets fald så er stierne langs åløbene vidunderlige vidnesbyrd om den bornholmske natur tæt ved kystvejene.

Man skal bare vide hvor.