
De helt gode måltider
MOM: Et stykke af Italien i Bukarest
MOM er en italiensk restaurant, der bringer autentiske smage til hjertet af Bukarest. Restauranten er bygget op omkring et koncept om feminin energi og enkelhed, hvilket afspejles i den varme og indbydende atmosfære. Her er hver detalje gennemtænkt for at skabe en hyggelig oplevelse. Køkkenet serverer klassiske italienske retter med et moderne twist, lavet med respekt for råvarerne. Menukortet byder blandt andet på et udvalg af antipasti, friske pastaretter som deres populære mille-feuille lasagne, og hovedretter med fisk og kød. MOM er et ideelt sted for en romantisk middag eller en hyggelig aften med venner, der sætter pris på god italiensk mad.
Cookie Beacon Brunch: Til den søde tand
Hvis du elsker cookies og brunch, er Cookie Beacon Brunch et must-visit. Stedet er kendt for sine "chunky cookies", der bages friske hver dag. Udover et stort udvalg af cookies, som for eksempel klassisk cookie dough og red velvet med Oreo-topping, tilbyder de også en kreativ brunchmenu. Her kan du blandt andet prøve morgenmadstacos og vaffelburgere. Cookie Beacon har en hyggelig atmosfære og er et populært sted, så forbered dig på, at der kan være kø.

Restaurant MOM i det centrale Bukarest er meget skandinavisk indrettet.
Perfect Simplu Specialty Coffee & Brunch
På grænsen til den gamle bydel finder du Perfect Simplu Specialty Coffee & Brunch. Som navnet antyder, er dette en kaffebar, der fokuserer på kaffe af høj kvalitet, friskpressede juicer og en brunch lavet på gode råvarer. Her får du både en hyggelig og lokal atmosfære og super lækker mad og drikke. Særligt kan vi anbefale avocado-toasten og de tyrkiske æg. Det er det ideelle sted at starte dagen eller holde en pause fra byens larm.
Gioelia Cremeria: Himmelsk is
Hører is til din ferie, kan Gioelia Cremeria virkelig anbefales. Det er afsindigt cremede is, hvor mange af smagene blandes for øjnene af dig. Stedet er indrettet som en moderne, italiensk isbar, og du kan vælge mellem alt fra klassisk pistacie og chokolade til mere eksperimenterende smage, og sågar også veganske og sukkerfri varianter. Betjeningen er imødekommende, og du må gerne smage dig frem, inden du beslutter dig. Èn ting er sikkert: Når først du har smagt det, er det svært ikke at komme igen.

Perfect Simplu Specialty Coffee & Brunch har morgenmad for enhver smag.
Sanseoplevelser og specialøl i byen
Bukarest er kendt for sit natteliv, så selvfølgelig skulle et par forskellige slags vandhuller også testes.
Ironic Taproom
Er du mest til øl, bør du besøge Ironic Taproom. Her finder du et væld af specialøl på fad, der stimulerer smagsløgene. Uanset om du er til pilsner, IPA, lager, sour eller weissbier, skal der nok være noget, der falder i din smag. Stemningen er uformel og hyggelig, og personalet er passioneret og hjælper hellere end gerne med at finde den helt rigtige øl til dig.
Bar Ton: Mere end bare en bar
Har du lyst til en baroplevelse ud over det sædvanlige, skal du lægge vejen forbi Bar Ton. Udover at have spændende øl og lækre cocktails, er det en hel sanseoplevelse at sidde her. Selv midt i samtaler og skænkede drinks er det lyden, der er hovedpersonen. Bar Ton er bygget op som et lydlaboratorium med et avanceret hi-fi-system og akustisk design, hvor du ikke bare hører musikken, men mærker den. På væggen kan du følge med i, hvor mange decibel der spilles med, og hele stemningen veksler mellem afslappet lounge og livlig klub, alt efter tidspunktet.
Lokalet er indrettet i et tidligere kommunistisk boligkompleks og bevarer bevidst de socialistisk-modernistiske elementer som rå beton, marmorgulv og industriel kant. Samtidig skaber en glasfacade en glidende overgang mellem inde og ude – når vejret er godt, åbnes hele siden mod gaden, og rummet bliver til et åbent flow af byliv, cocktails og lyd.

Shoteria danner ramme om så god en aften, så man har lyst til at komme igen dagen efter.
Teo’s Tonics: Specialøl og god stemning
For en mere intim oplevelse er Teo’s Tonics et oplagt valg. Dette er et fantastisk sted midt på aftenen, hvor du kan nyde specialøl i en hyggelig atmosfære. Der er ikke mange pladser, og de er kun udenfor, men det gør kun stemningen mere afslappet og personlig. Udover øl serveres der også vin, kaffe og friskpresset juice. Det er det perfekte sted at starte aftenen eller få en enkelt drink, inden turen går videre.
Shoteria: Start festen her
Er du til shots, skal du ikke snyde dig selv for at besøge Shoteria – en lille shotsbar, der blandt andet byder på sure, søde, stærke og flammende shots. Det er en perfekt tilføjelse til en god bytur i Bukarest. Stemningen her er uovertruffen, og det typiske er at købe et par shots og så gå videre, men hvis du kan lide selv at starte en fest, kan du sagtens få lang tid til at gå her. Med fed musik og kække bartendere er der garanti for en god aften.

Inspiration til storbyferien

City Surprise: Opdag det gastronomiske Stockholm
Innovativt og moderne kan bruges til at beskrive madscenen i de fleste storbyer, men det er alligevel et ret bemærkelsesværdigt kulinarisk boom, der har fundet sted i Stockholm de seneste ti år.

Din guide til 48 timer i Gdansk
Er det dit første (og sikkert ikke sidste) besøg, så kast dig ud i vores 48 timers guide til byen her.

Der er ingen vej udenom cafeerne i Paris. Heldigvis.
Oplev Paris fra dens charmerende caféer! Fra morgenkaffens hurtige "lille sorte" til aperitiffen blandt hipstere - byens caféer er det perfekte sted at nyde livet ude. Tag plads ved en bortgemt terrasse og lad tiden stå stille.