logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

Her er syv suveræne oplevelser i Cancún

af Sophie Schou Jensen

Legendariske natklubber, tacos og tequila i lange baner, ét af verdens syv vidundere, svømmeture i magiske drypstenshuler, bountystrande og paradisøer. Oplevelserne i og omkring én af Mexicos mest populære fest-byer, Cancún, står i kø.

1. Fest til den lyse morgen

Drømmer du om at rejse et sted hen, hvor festen aldrig slutter? Så skal du besøge feriebyen Cancún, som ligger på den mexicanske halvø Yucután, der er verdensberømt for at tiltrække unge amerikanere i deres ´springbreak´.

 

Her ligger både hoteller, legendariske natklubber og standbarer som perler på en snor langs de kridhvide sandstrande ud til det azurblå hav. Nogle natklubber har temafester, mens andre har spektakulære shows, som du skal købe billet til på forhånd. Har du brug for en slapper fra fest og farver, så frygt ej. Cancún byder både på shoppingcentre, gode restauranter, afslapning på de lækre strande, snorkelturer og et væld af storslået oplevelser venter lige uden for byen.

Cancun Sover Aldrig Og Efter Mørkets Frembrud Tager De Festklædte Natteravne Over. Foto. Soeten Photo.

Cancun sover aldrig og efter mørkets frembrud tager de festklædte natteravne over.

Foto: Soeten Photo.

2. Oplev Cancún som fugl og fisk

Når du besøger den poplære festby, må du ikke snyde dig selv for at opleve den både til vands, til lands og i luften.

 

En af Cancúns største seværdigheder er undervandsmuseet MUSA, som gemmer på mere end 500 mystiske statuer, der fremmer væksten af koralrev og tiltrækker fisk og skildpadder.

 

En anden populær attraktion er det 100 meter høje roterende tårn, Cancún Scenic Tower, der har en 360 graders udsigt over byen.

Måske Er Du Ikke Til Museumsbesøg, Men Overvej Lige Cancuns Undersøiske Museum, Hvor 500 Mystiske Statuer Vogter På Havbunden. Foto. Niall Dunne

Måske er du ikke til museumsbesøg, men overvej lige Cancuns undersøiske museum, hvor 500 mystiske statuer vogter på havbunden.

Foto: Niall Dunne

3. Se ét af verdens syv vidundere - Chichén Itzá

Det vil være synd og skam at rejse til Cancún uden at se det fantastiske Maya-tempel Chichén Itzá, som er på listen over verdens syv vidundere. Den store ruinby havde sin storhedstid i år 900-1200 efter vores tidsregning og er mest kendt for den store Kukulcáns Pyramide, som er bygget efter Maya-indianernes kalender. Når du besøger pyramidebyen, bør du også besøge nogle af de omkringliggende drypstenshuler  - heriblandt  Ik-Kil med det smaragdgrønne ferskvand.

 

Chichén Itzá ligger vest for Cancún, og det tager cirka tre timer at køre dertil i bus. Derfor er det oplagt som en dagstur. Busbilletterne finder du blandt andet ved busselskabet ADO.

Chichén Itzá Er Et Must See På En Dagsudflugt. Det Gamle Tempel Er Et Af Verdens Syv Vidundere. Foto. Matyas Rehak.

Chichén Itzá er et must see på en dagsudflugt. Det gamle tempel er et af verdens syv vidundere.

Foto: Matyas Rehak

4. Svøm i de magiske ferskvandshuller

En stor del af Yucatán-halvøen er som en hullet ost. Under jorden gemmer der sig nemlig et utal af naturskabte drypstenshuler – også kaldet cenoter. Det er en magisk oplevelse at svømme i det krystalklare vand i de underjordiske grotter, som hver især er forskellige. Nogle af de populære drypstenshuler nær Cancún er Cenote Suytun, Cenote Azul, Cenote Zacil-Ha, Car Wash Cenote, Cenote Xkeken og de tre cenoter nær Coba-ruinerne. Du kan købe planlagte dagsture til cenoterne, så du kan besøge flere på én dag.

Ik Kil Ferskvandshul I Mexico På Yucatan Halvøen

Ik Kil ferskvandshul i Mexico på Yucatan halvøen

Foto: Shutterstock

5. Slap af i strandbyerne Playa del Carmen og Tulum

En times kørsel syd for Cancún finder du den hyggelige strandby Playa del Carmen. Her er der også rig mulighed for at feste, hænge ud i byens gågade, Avienda 5, og svømme i Cenote Azul og Dos Ojos. Sidstnævnte består af to cenoter, der er forbundet med en 400 meter lang passage.

 

En anden populær ferieby er Tulum, som du rammer efter 45 minutter i bil fra Playa del Carmen. Byen er kendt for sine smukke, hvide sandstrande, krystalklart hav, men også for at huse et af de smukkeste arkæologiske områder i Mexico, som i sin tid var beboet af Maya-indianerne.

Smukke Hoteller I Riviera Maya Regionen I Cancun Ved Solnedgang

Smukke hoteller i Riviera Maya-regionen i Cancun ved solnedgang.

Foto: Shutterstock

6. Få unikke undervandsoplevelser ved Cozumel

Hvis du er på jagt efter snorkel- og dykkeroplevelser i verdensklasse, bør du hoppe på den daglige færgeafgang fra Playa del Carmen og tage på en dagstur til øen Cozumel. Øen ligger ud for Playa del Carmens kyst og er kendt for at have en af verdens bedste sigtbarheder og for sit fantastiske koralrev, som tiltrækker et væld af farverige fisk.

Undervandsoplevelser Ved Cozumel, Mexico

Undervandsoplevelser ved Cozumel, Mexico.

Foto: Shutterstock

7. Nyd livet på paradisiske øer

Turkisblåt hav, kridhvide sandstrande og palmer, der svajer i den blide brise. Det er, hvad der venter dig på de billedskønne bountyøer, som ligger ud for Cancúns kyst.

 

Du skal ikke sejle mere end en halv til en hel time, før du rammer Isla Mujeres, der betyder ’Kvindernes Ø’, og som er oplagt at besøge på en dagstur. Her kan du besøge øens skildpaddefarm, slappe af på stranden, snorkle og spise friskfanget fisk ud til havet. Fra midt maj til september er det muligt at booke en tur fra Isla Mujeres, hvor du kan komme ud og se hvalhajer.

 

De kæmpemæssige hvalhajer kan også opleves nær bohemeøen Isla Holbox. Du skal dog på en 3,5 times bustur fra Cancún til byen Chiquilá og efterfølgende på en halvtimes færgetur, før du er på den fantastiske ø. Her kan du dase i dagevis på de lækre strande, hænge ud på byens mange, autentiske caféer, barer og restauranter, men du kan også få helt særlige naturoplevelser. I perioder er øen nemlig hjem for lyserøde flamingoer, pelikaner og sjældne havfugle. Tager du på en kajaktur i øens mangroveskov møder du helt sikkert en krokodille.