logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

5 strande på Kreta, der er værd at køre efter

Af Søren Sorgenfri

Området omkring havnebyen Chania er typisk der, hvor de fleste danske turister slår sig ned, når feriekalenderen siger Kreta.

Men rundt omkring på den bjergrige ø er de rene perler af strande, som er værd at køre efter. Og det er typisk køreture, der ender med dobbelt gevinst. For udover de smukke strande så er køreturene rundt på øen ofte sceniske med den ene fortryllede udsigt efter den anden over enten Middelhavet eller en frodig dal i De Hvide Bjerge.

Hvilke strande er værd at køre efter? Vi har udvalgt fem af de mest betagende.

Elafonissi

Denne eventyrstrand er vel nok Kretas mest berømte strand. Med en beliggenhed i øens sydvestlige hjørne er den gemt lidt væk fra alfarvej, men glade badegæster finder alligevel frem til det bløde hvide og lyserøde strandsand. Denne magiske strand har en organiseret del med solstole og parasoller samt andre behageligheder og en mere vild side.

Kreta. Elafonissi. Giorgos Kritsotakis Dreamstime.Com

Foto: Giorgos Kritsotakis Dreamstime.com

Vai

Denne strand optræder ikke i mange guidebøger, da den har hjemme i det nordøstlige Kreta i regionen Lassithi. Det er øens mindst turistede del, men Vai er ellers værd at skrive hjem om. Det særlige ved denne strand er ikke så meget det flotte krystalklare vand, men de palmer, som omgiver strandstykket. De er nemlig de højeste palmer i hele Europa. Så her kan man roligt sende postkort hjem fra og skrive om palmesus uden at smøre tykt på. Hele 5000 palmer har slået rødder her på denne del af kysten, som engang var en gratis campingplads. Det er ikke længere tilfældet, men palmerne står der stadig.

Kreta. Vai. Foto. Castenoid Dreamstime.Com

Foto: Castenoid Dreamstime.com

Marathi

15 kilometer øst for Chania er stranden Marathi populær blandt de lokale som en fredfyldt oase uden for mange turister. En af grundene til dens popularitet er beliggenheden. Stranden ligger i læ mod Middelhavets vinde i bunden af en lille bugt omkranset af klippepartier. Kretenserne holder dog også så meget af en god stranddag, at Marathi er en ret struktureret strand med taverner, iscafeer, solstole og anden sommerkomfort. Overvej også Loutraki stranden tæt ved.

Kreta. Marathi. Dimitris Tzortzakis Dreamstime.Com

Foto: Dimitris Tzortzakis Dreamstime.com

Falassarna

En halv times kørsel fra Chania i vestlig retning ligger kystbyen Kissamos. Et glimrende og mere nedtonet alternativ til Chania og Platanias. Tæt ved Kissamos stranden – blot et stort kvarters kørsel længere vestpå ad kystvejen – findes Falassarna. Falassarna er ikke mindst populær blandt børnefamilier og andre, der sætter pris på blødt strandsand, men stranden er også kendt som et godt spot for vandaktiviteter som windsurfing, der er stort her på denne kyststrækning om sommeren.

Kreta. Falassarna. Elxeneize Dreamstime.Com

Foto: Elxeneize Dreamstime.com

Agios Pavlos

Hvis du er en af dem, der tænker nogenlunde sådan her: ’Ja ja, jeg ved godt, at jeg er en turist, men jeg vil virkelig gerne finde et afsondret sted uden for mange andre turister og muzak fra strandbaren,’ så læs her. Agios Pavlos er ikke så let at komme til. Stranden, der er opkaldt efter den lille kirke Sankt Paul, ligger 60 kilometer syd fra Rethymnon og ikke i umiddelbar nærhed af turistbyer. Sandet er fint og gråligt og stranden ligger i læ, men placeret på Kretas sydkyst så den nyder godt af de varme vinde fra Nordafrikanske Libyen. Det betyder, at der er sommervejr her fra slutningen af april til midten af november. Og solnedgangen er fabelagtig og værd at køre efter.

Kreta. Agios Pavlos. Georgios Tsichlis Dreamstime.Com

Foto: Georgios Tsichlis Dreamstime.com