
Kew Gardens
Træer og gåture siger du? I London? Europas største by? Ja det kan fint lade sig gøre. For hvis der er noget londonerne værner om, så er det deres grønne oaser. Derfor finder du mange parker store som små overalt i byen.
En af de smukkeste er Kew Gardens. Kew Gardens ligger cirka en halv times transporttid fra mere centrale Leicester Square, hvor de fleste turister kommer forbi i løbet af deres ophold i London.
Og hvis man savner et træ eller to i sin storbyferie, så er Kew Gardens det helt rette sted at stille sin træsult. Der er nemlig 14.000 træer i den store park.
Der er anlagt en lang række vandreruter, der fører rundt i parken. Det centrale spot er trætops-broen. 118 trin oppe er der anlagt en bro hen over trætoppe, så du kan nyde naturen fra oven samt beundre samspillet mellem den store park og Londons skyline i baggrunden.
Alternativt besøg Richmond Park, hvor mere end 600 krondyr har hjemme i de grønne omgivelser. Parken kan tilmed ses fra cykler, der kan lejes.
I den nordlige ende af London er parken Hampstead Heath populær for sit bakkedrag, der giver et storslået view over London – ikke mindst derfor ser du ofte denne park blitzet til Instagram og andre sociale medier. Tager du hertil, så spis frokost på pubben The Spaniards Inn – det er en af Londons bedste gastropubber og tilmed en af byens mest hjemsøgte udskænkningssteder, og der er vel ikke noget mere efterårshyggeligt på den uhyggelige måde end et spøgelse.

Kew Gardens er en af Londons smukkeste parker i efteråret.

Kew Gardens er også smuk ved juletid med lyspynt.
Regent’s Canal
Kanalen Regents Canal er egentlig anlagt til glæde for Londons industri. Som en maritim motorvej til dengang, hvor livet i London rimede på skorstensfabrikker, smog og fattigfolk på gader og stræder.
Kanalen blev anlagt i 1816 og tjente som transportvej for industri og erhverv helt frem til 1960.
Den mere end ti kilometer lange kunstigt anlagte kanal forbinder Themsen med området omkring Paddington og bassinerne her. I dag har den lange kanal fået et helt andet liv. Små husbåde er rykket ind, der er cafeer langs kanalkanten og den ene pub afløser den anden, hvis der er brug for et hvil. Eller en god start – det kunne være en gåtur med startskud fra pubben Bridge House i Little Venice. Tag undergrunden til Warwick Avenue tæt ved Little Venice.
Little Venice er et smukt sted at besøge uanset, hvor mange mil man har i benene. Her bor folk i ombyggede pramme og kanalbåde, som tidligere fragtede tømmer, malm og kul. I dag er både og små skibe hjem for kanalens familier og kunstnere samt udsigt til London Zoo og King’s Cross.
Regents Canal er oplagt til en gåtur med et stop eller to undervejs. Kvarterne skifter undervejs fra Little Venices boheme-stemning til den kreative middelklasse nær Angel og Marylebone og det mere jordnære Limehouse og Hackney før Themsens bred melder sig.
Der er anlagt cykelstier og fortov hele vejen langs den gamle kanal. Der er dog også forskellige muligheder for bådture.

Begynd din gåtur langs Regent's Canal i smukke Little Venice.
Et spørgsmål om te
I 1840 fik hertuginden af Bedford en virkelig god ide – eftermiddagste. Hertuginden havde det med at blive småsulten sidst på dagen, men for en dame af hendes stand gik det ikke an at forsyne sig fra fadeburet i utide.
Derfor fandt hun på at invitere gæster til hyggelig snak og te – med tilbehør. Boller, kager og sandwich. Småsults-problemet blev således løst på en respektabel måde indenfor hertugindens sociale lag og kredse.
Der er vel ikke noget, der passer bedre som afslutning på en kølig eftermiddagsgåtur end en kop te. Med tilbehør naturligvis.
Londons hoteller på de fornemmeste adresser har dagligt afternoon tea på menuen og det samme gælder naturligvis Harrods og Fortnum & Masons.
I trendy Bethnal Green har tesalonen Lady Dinah’s Cat Emporium Afternoon Tea katte på hjernen. Hele salonen har et gennemført kattetema ned til et niveau, hvor der er kattepoteaftryk i dit mælkeskum. Og nej du kan ikke få en cappucino, men en cattecino. Yes.
I udkanten af centrale Soho nær Hotel Sanderson finder du te-salonen ’Den gale hattemager’, som har Alice i Eventyrland tema, hvilket gør den populære og skøre salon til et hit blandt børn og barnlige sjæle.
Husk også at mange pubber fejrer Thanksgiving hele oktober og november måned med kalkunsteg på menuen. En forlænget weekend i London bør i øvrigt først afsluttes mandag. Det er en af verdens hyggeligste byer på en stille søndag med gåture, blomstermarkeder og en klassisk ’Sunday Roast’ på den lokale. En søndagsmiddag der er værd at blive en ekstra dag for.

Du kan finde en luksus udgave af eftermiddagsteen på de fleste tophoteller eller bare godt bagværk og brød og en varm kop te på den lokale cafe.
Ps. Et lille tip. Når efteråret afløses af julemåneden, så klæd dig varmt på og tag en tur med en af de mange dobbeltdækker sightseeingsbusser, men uden tag på førstesalen. Det er en vidunderlig smuk måde at se og opleve Londons overvældende lysdekorationer og julepynt på.
Flere spændende rejseartikler

Porto er en gastronomisk drøm af en fotogen by
Hvis dine rejseglade venner er begyndt at tale om Porto, så skal du ikke undre dig. Den portugisiske by, som ellers primært har været kendt i årtier for portvin, er blevet en varm kartoffel, når det kommer til storbyrejser.

Derfor har Sevilla mere end 3000 tapasbarer
Europas stegepande, ynder spanierne at omtale Sevilla som om, og selvom det tilnavn er møntet på de varme temperaturer i sommermånederne, så kunne det også passe på byens gastronomi.

24 timer i Tallinn
Tallinn lokker med kulørte madmarkeder, Disney-værdige slotte og en vild historie, der inkluderer det danske flag. I den gamle bydel nås det hele nemt til fods, mens en hurtig cykeltur udenfor bymurene tager dig omkring hippe kvarterer.