logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

Fem fede og meget forskellige tips til Malta

Når der planlægges ferie i Middelhavet, så er det ofte græske og spanske destinationsklassikere, der melder sig på banen, men glem ikke Malta.

Malta er bogstavelig talt en lille perle i Middelhavets midte, men selv om man er lille, så kan man godt have store armbevægelser. Malta er kun cirka halv størrelse af Bornholm, men har 12 gange så mange indbyggere som den danske klippeø, hvilket naturligvis giver en livlig lille ø, der har noget at tilbyde stort set alle interesser.
Her er fem bud:

Historienørden:

Malta er en sand buffet af spændende historie. Som øens første hovedstad Mdina placeret midt på øen og omgivet af gamle fæstningsværker, der menes at stamme helt tilbage fra fønikerne. Fæstningsbyen er tilmed et levende museum i den forstand, at Mdinas, med tilnavnet den stille by, indbyggere alle bor indenfor de gamle by- og fæstningsmure. Alle er måske tilmed så meget sagt, da byen i dag blot har rundt regnet 300 indbyggere. Den gamle by er et slaraffanland af middelalderlige huse og pladser. Mdina er i dag vokset sammen med den noget større Rabat, der pudsigt nok betyder forstad. Glem ikke Lacaris War Rooms. Malta blev under 2. verdenskrig udsat for heftige bombardementer som vigtig allieret havn, og beslutningerne om øens forsvar og sikkerhed blev truffet i sikkerhed 45 meter under jorden i disse ’krigsrum’.

Malta. Foto. Evgeniy Parilov Dreamstime.Com

Mdina

Foto: Evgeniy Parilov - Dreamstime.com

Dykkeren:

Du glæder dig til ferien, fordi der er mulighed for at dykke i andre farvande end de danske? Som nævnt ovenover blev Malta udsat for massive bombardementer under 2. verdenskrig med flere skibe som tab. Et af dem var HMS Maori. Den engelske destroyer blev sænket af tyske fly i 1942 og med sine 115 meters længde er den et imponerende syn på bare 14 meters dybde. Den gode sigtbarhed gør Malta og naboøerne Gozo og Comino til populære spots for dykkere ikke mindst takket være rev, grotter og huler. For de teknisk kvalificerede til dybere dyk, så ligger der en lang række krigsvrag og fly på 65 meters dybde og nedefter.

Malta. Foto. Mirko Vitali Dreamstime.Com

Dykkertur

Foto: Mirko Vitali - Dreamstime.com

Rytteren:

Måske er du en erfaren rytter eller bare drømmer om en tur på hesteryg, men hvorfor ikke kombinerer med Maltas bedste udsigt?

Ved Golden Bay arrangeres der rideture i forskellige niveauer ved Golden Bays bløde smukke sand og med udsigt til områdets berømte klinter. Forskellige udbydere tilbyder ture og pakkeløsninger af kortere eller længere varighed med mulig for hele dage med ridt gennem terrænet til solen går ned over Middelhavet.

Golden Bay, Malta

Golden Bay

Gourmeten:

Du kender udtrykket: ’At rejse er at leve’, men for dig kunne det snildt være ’at rejse er at spise’. De mange udlændinge, fastboende som turister, giver et rigt og varieret udbud af restauranter. Ja, ja og hvad så? Det har alle de græske øer da også? Ja, men her taler vi om spisesteder fra højeste hylde. Malta har hele 31 restauranter som på ene eller anden måde er anbefalet i Michelin-guiden med stjerner eller på anden vis udmærkelse. Det er tæt på dobbelt så mange som hele Grækenland. Det er med andre ord ikke kun Middelhavets stjerner, der glimter over Malta. Det gør de kulinariske også og med Michelin-restauranter over hele øen, så er det næste storslåede måltid aldrig langt væk. Men husk at bestille bord.

Malta. Foto. Philippehalle Dreamstime.Com

Malta har hele 31 restauranter som er placeret i Michelin-guiden.

Foto: Philippehalle - Dreamstime.com

Eventyren

Taget i betragtning at der har været menneskeliv i grotterne ved Ghar Dalam i mere end 7000 år, så er der forbavsende få turister, der finder vej til de dybe grotter. Det åbner en dør eller måske rettere en nedgang for dem, der leder efter et eventyr, en tidsrejse. De store grotter ved Ghar Dalam har spor efter bosættelser, der går tusindvis af år tilbage samt fossiler i klippevæggene fra en virkelig svunden tid. Ikke bare svunden, men anderledes. Her er fossiler efter kæmpemus, dværgelefanter og enorme hjorte, og tro det eller lad være, men der boede faktisk mennesker her i grotte- og tunnelsystemet helt frem til 1911. Måske gør der stadig…

Ghar Dalam, Malta

Ghar Dalam