Den frodige ø
Rhodos er til forskel fra andre græske øer meget frodig. Selvom der ikke falder en dråbe regn i hele sommerhalvåret, er der grønt og frodigt, for der er vand i undergrunden. Man kan udforske det frodige univers, med bjerge, dale, skove, naturlige kilder og sandstrande på cykel, med den lokale bus eller i en af de mange lejebiler. En cykeltur gennem pinjeskovene mod syd er en intens oplevelse af den specielle harpiksduft og de lysende lange grønne nåle på træerne. I Sommerfugledalen er der mulighed for at opleve en sjælden art. Det er sommerfuglen Bjørnespinderen. I denne ådal findes de i tusindtal, hvor de dækker stammerne som små mørke pailetter eller flasker rundt som lysende skyer. For enden af dalen, højt oppe og med udsigt til kysten er der som altid i højderne på Rhodos en lille fin kalket kirke med en plads udenfor.
En lokal kvinde laver stegte fisk, græsk salat i kirken og man sidder godt og skuer mod kysten og det azurblå vand. Det er enkelt, det er smukt og som det altid har været på Rhodos.
Bølgeskum
I dag bor der ca. 100.000 fast på øen. Det mener man også, der gjorde i antikken for 2500 år siden. Øens strategiske placering i middelhavet tæt på Tyrkiet og Mellemøsten har altid bestemt dens skæbne. For ligesom nu hvor turister valfarter til øen, er mennesker kommet forbi og slået sig ned siden tidernes morgen. De har dyrket den frodige jord eller brugt øen som et stoppested på vejen mellem orienten og det øvrige Europa. På krigstogt eller på pilgrimsfærd til Jerusalem var Rhodos en ø, som man gjorde holdt på og mange blev. Det er derfor man netop kan se og føle historiens vingesus så mange stedet på øen. For eksempel når man står på den antikke helligdom Lindos Akropolis, højt oppe på en klippeblok ved nordkysten. Man kan læne sig op ad de antikke marmorsøjler og kigge dybt ned på havet og bølgernes skum.
Historiens fundament
Da korsridderne drog mod Jerusalem i 1100-tallet, gjorde de holdt på Rhodos, inden de tog videre til Jerusalem. Senere da de blev fordrevet fra det hellige land, slog de sig ned omkring den naturlige havn på nordspidsen af øen og grundlagde det, som i dag er Europas bedst bevarede middelalderby. Det er den gamle bykerne i Rhodos by, som ligger forskanset bag metertykke, høje mure, som et gigantisk fæstningsværk som det tog tyrkerne seks måneder at trænge igennem. Det krævede en hær på 200.000 mand og vidner i sig selv om, hvor godt man byggede dengang.
Man bliver sat tilbage i tid, når man går omkring i de smalle gyder i den gamle bykerne og ser indgangene til de herberger, som i 1300-tallet husede korsridderne. Hver nationalitet havde sit herberg. Franskmænd ved siden af italienere ved siden af briterne osv. De blev der i 200 år, indtil tyrkerne overtog byen og byggede de moskeer, vi også kan se i dag.
Og således ser vi historiens gang overalt på øen. Ethvert folkeslag eller periode har sat sine spor. Når man går langs havnen mod spidsen af Rhodos by, er det så tydeligt, at her sker noget helt andet med huse og monumenter, end man ellers oplever i Grækenland. Det er italienerne som overtog øen i 1920érne og byggede en ny bydel i art-deco stil. Saltvandsakvariet er et slående eksempel.
Den italienske diktator Mussolini ville gøre Rhodos til en af kronjuvelerne i hans imperium. I dag er det græsk – man bygger beton, lever med turisterne, sørger for turisterne og lever af turismen på øen. Man passer på historien, og sikrer at alle aldersklasser, børn såvel som ældre kan få netop de oplevelser, de ønsker sig på øen.
Flere spændende rejseartikler
Fed ferie i Bologna
Bologna har ry for at være en af Italiens mest interessante byer. De lokale er venlige og åbensindede. Maden er pragtfuld, og byen er fuld af seværdigheder og mulige gøremål.
Historien forvandlede Gdansk til Polens Amsterdam
En lang række folkeslag har i tidens løb gjort Gdansk til en af Østersøens mest spændende byer.
Rhodos er en ø for alle aldre
Livet på populære og frodige Rhodos er enkelt og smukt. Øen Rhodos taler til sanserne. Der er 300 solskinsdage om året. Meget varme somre, og lunt vand får badegæsterne på de mange ressorts langs kysterne til at komme tilbage år efter år.