
Tv-tårnet
Start med et overblik over Vilnius og omegn. Byens tv-tårn er imponerende 326,5 meter højt og er den 26. højeste bygning i verden og naturligvis også byens højeste udsigtspunkt med en udsigtsplatform placeret 165 meter oppe, hvilket svarer til etage 55 i et lejlighedsbyggeri.
Frihedsmuseet
Når du alligevel er ved tv-tårnet så afsæt tid til at se Frihedsmuseet, som også har hjemme her. Museet er dedikeret til de dramatiske begivenheder i 1991, da Litauen vandt sin selvstændighed fra Sovjetunionen. Følelsen af frihed er lig med stor litauisk stolthed.
Tårnet
Hvis tv-tårnets 165 meter er en tand for højt oppe og giver et sug i maven på den ikke så rare måde, så prøv det gamle fort-tårn Gediminas på bakken af samme navn, hvor også Vilnius berømte borg ligger. Tårnet er Vilnius’ vartegn og giver flot udsigt over byens røde tage uden du tænker, at du er højt oppe. Udsigten til de snævre gader i den gamle middelalderbydel er bjergtagende.

Selv på en varm doven sommerdag sker der noget i Vilnius.
Den gamle bydel
Herfra skal du gå på opdagelse i Vilnius gamle bydel. Her finder du brostensbelagte snævre gader tilbage fra Middelalderen og kameraet på din smartphone kommer på overarbejde. Gaden Pilies går helt tilbage til 1530 som forbindelsesvej til Vilnius’ slot og føles som at rejse tilbage i tiden. Find også Daggryets Port en af Europas smukkeste byporte.
Stotis
Apropos porte. Tæt på den gamle bydel ligger Stotis, som officielt kaldes et distrikt, men egentlig mest af alt er en togstation. Men ikke kun en togstation. Hele området omkring Stotis har et industrielt og råt look, hvor stort set alle m2 er udnyttet som hjem for byens mest trendy cafeer, hipster barer og natteliv med puls. Så uanset om du er på jagt efter den virkelig gode kop kaffe om formiddagen eller aftenens første cocktail, så er Stotis det gode bud på et jagtområde.
Gå grønt
Det gamle kvarter Zverynas ligger tæt på Vilnius store Vingis park og med de smukke historiske træhuse og bade så har området en unik arkitektur. Det kaldes også for det grønne kvarter takket være de landlige og naturrige omgivelser trods Zverynas ligger blot 25 minutters gang fra Vilnius’ gamle bydel.

Se Vilnius fra Gediminas tårnet.

Vilnius' gamle bydel er en af Europas største middelalderbydele.
Literatai gaden
Denne gade er et stort hit for de fleste turister. Hele gaden er nemlig pakket ind i kunst, hvilket gør den meget Instagram-venlig, men også super-sjov at gå igennem for dem, der bekymrer sig mindre om deres sociale medier platforme. En gruppe kunstnere fandt på at dekorere hele gaden med referencer til forfattere.
Uzupis
Det er Vilnius’ mindste bydel og kun separeret fra den gamle bydel af en lille flod. En bro forbinder bydelene, og det er som at gå fra en verden til en anden. Fra det smukke gamle middelalderkvarter til en farverig kunstnerkoloni. Uzupis var i slutningen af 90erne et belastet boligområde, men så rykkede en række bohemer og kunstnere ind og udråbte bydelen til en republik med egen lovgivning. En lovgivning med et glimt i øjet, der primært handler om at dedikere sig til kunst, kreativitet og et liv, der på ingen måde lægger op til stress. Tværtimod. Gaderne her er hjemsted for kunst og statuer samt et godt grin, og du er meget velkommen.
Spis Paupys
Paupys er ikke en eksotisk frugt, men et nyt kvarter tæt ved den gamle bydel. Det er her, man som foodie søger hen og kan få stillet sulten på en regnvejrsdag. En urban indendørs jungle udgør moderne madmarked i grønne omgivelser.
Glaskvarteret
Vilnius gamle jødiske kvarter kaldes i dag for glaskvarteret, hvor belysning og glaskunst lyser op. Her finder du gadekunstnere, musik, udstillinger og kunstværksteder fordelt over en håndfuld fascinerende gader samt nogle af Vilnius’ ældste hoteller.
Shopping?
Shopping, siger du? Okay, så tager vi lige punkt 11 med. For internationale tøjdesignere og modehuse så skal du gå på udkig i den gamle bydel samt sidegaderne omkring det gamle rådhus tæt ved. Hvis du derimod har mod på lokale og kommende tøjdesignere, så skal du snige dig rundt i glaskvarteret, hvor små modebutikker har hjemme.

Gå en grøn tur i Zverynas kvarteret og nyd farverne og de gamle velbevarede huse.

Kryds floden til kunstnerkolonien Uzupis og træd ind i en kreativ og afslappet verden.
Flere spændende rejseartikler

Getaway: Hyggelige Riga på 48 timer
Det er typisk andre og større storbyer, der trækker i os danskere til en forlænget weekend. Men overvej Riga næste gang rejsekufferten skal pakkes til en getaway. Et afbræk på et par dage fra hverdagens trummerum.

City Surprise: Tag på badeferie i Budapest
Den ungarske hovedstad har nemlig et stort udbud af termiske bade, der gør, at man roligt kan pakke badetøjet i weekendkufferten.

10 (virkelig) gode grunde til at rejse til Krakow
Der er mange gode grunde til, at Krakows gader er tætpakkede med glade turister i højsæsonen. De kan simpelthen lide, hvad de ser og ikke mindst smager.