Pasta

Italienerne er enormt ærekære med deres gastronomi og egnsretter. Jeg har boet tre år i Palermo og kan skrive under på, at mad og kulinariske traditioner rangerer på højde med Gud i den italienske bevidsthed. Med hver egn, sogn eller by følger en ret eller fortolkning af en klassiker. Og alle steder mindes man om, at netop deres opskrift er den rette. Alle andre er barbarer, og jeg har vel sjældent skuffet andre mennesker så meget, som da jeg serverede flæskesteg med brun sovs og kogte kartofler for et siciliansk middagsselskab.

Lecce og Apulien er landbrugsland med en fattig fortid. Det viser sig i områdets pastakærlighed, hvor pastadejen laves uden æg. Altså bare mel og vand.

Det er især orecchiette ’små ører’, der er hofretten. De små pastaer har deres navn efter formen, der minder om små ører, og tilberedes som regel med grøntsager i stedet for kød. F.eks. den for os næsten ukendte og lidt bitre fætter cime de rapa, men frygt ikke. De har styr på velsmagen på de billige spisesteder i Lecce. I det hele taget spiller kød en mindre rolle i dette område af Italien end f.eks. Toscana, der jo nærmest er berømmet for sine kødretter. Grøntsager, bønner og pasta sætter tempo her sammen med brød. Lecce elsker mad og især brød, og der må helst ikke ændres på noget.

Maden skal smage, som den plejer, i rigelige mængder og ikke koste alverden. Dermed er Lecce også interessant for ferie på lavt budget og ikke mindst vegetarer på udkig efter nye feriedestinationer. Med havet lige udenfor døren så er seafood også en vigtig spise naturligvis. Ikke mindst i grillede varianter.

Arkitektur

Lecce er i Italien især kendt og berømt for sin barokke arkitektur. Søjler, statuer af dyr eller groteske væsner og planter. Det ses bedst ved den mægtige Santa Croce katedral, der er udsmykket som en blanding af et eventyr og mareridt med statuer af lige dele skønhed og gru.

Byens domkirkes tårn er hele 70 meter højt og omgivet af palæer på alle sider af domkirkepladsen. Det vidner om tidligere tiders vigtighed, og om en by som i dag kan fremstå en smule glemt af det rige Norditalien. Man behøver ikke være synderligt interesseret i historie eller arkitektur for at nyde Lecces gadebillede, men med palæer, romerske amfiteatre, pladser med fine cafeer, tårne, klostre, statuer, fontæner, søjler og andre udsmykninger lige rundt om det næste gadehjørne, så er der tale om en særdeles fotogen by. Og det er her sammenligningen med Firenze træder ind på scenen. De fleste af Firenzes førstegangsbesøgende bliver imponerede over den gamle velhavende købmandsby ved floden Arno på grund af de velbevarede bygninger fra middelalderen. Lecce er ikke anderledes. Man får den samme fornemmelse for storhed, men Lecce er Lecce og ikke Firenze og med en helt anderledes sjæl, hvor livet leves mere på gaden. Og bliver det for varmt henover sommeren, så er kysten og strandene blot ti kilometer væk.

Livet

Livet i det sydlige Italien leves ude. Man handler ind på markeder, nyder restauranterne efter solnedgang, og Lecce er ’hælens’ kulturelle centrum. Man hører koncerter, går på galleri og museer med et sundt og behageligt liv til følge. Kirker er fyldt med kunst, der er kunst på gaderne og en kreativ nysgerrighed, som man ikke finder mange andre steder.

I dagtimerne spiller solen i de gule bygninger og understreger indflydelsen fra Byzans, Romerriget og forskellige europæiske indvirkninger, og takket være et universitet med 18.000 studerende, heriblandt mange internationale linjer og fag, har man en ung og glad by.

Det ser man også på det store udbud af restauranter og vinbarer i gadebilledet. De få regnvejrsdage kan passende bruges på en enten en kunsttime, hvor du lærer at blive bedre til at tegne, eller en pastaklasse. Lecces borgere er kendte for deres venlige sind og imødekommenhed, så meld dig trygt til en tour, en undervisningsklasse eller et andet tilbud. Du bliver glad i låget af Lecce.