GUADELOUPE

Sommerfugleøen kaldes den også efter de to øens form: Basse Terre og Grande Terre som er de to vinger med broforbindelse nær hovedstaden Pointe á Pitre, omtrent hvor ”kroppen” er. De er de to store af i alt syv øer, der til sammen er Guadeloupe med et samlet areal ca. som Lolland og Falster tilsammen og lidt under en halv million indbyggere.

Champagneøen, er et andet kælenavn, for her er ingen anledning for lille til at blive fejret med den boblende drik. ”Vi drikker mere champagne her, end man gør i Frankrig,” siger de lokale stolt, og der er da også en boblende stemning på øen.

Grand Terre - den højre sommerfuglevinge - er en flad ø med sukkerrørsplantager og landbrug og turistbyerne La Gosiere, Sainte-Anne og Sainte Francois langs sydkysten med badebugter, strande og palmer i bedste tropiske stil. Lige før sydkysten ender enden i en lille odde, der er Grand Terres østligste punkt, ligger familierestauranten Le Colombo, som serverer øens bedste languster.

Op langs østkysten viser havet sig mere bidsk med til tider høje bølger, og her ligger byen Le Moule, som er surfercenter, hvor der afvikles internationale konkurrencer. På modsatte side af øen er mangrovekyst. Her er byen Morne a l'Eau berømt for sin kirkegård med kakkelbelagte gravsteder i sort-hvid tern anlagt som et amfiteater op ad en skråning.

Hovedstaden med havn og lufthavn ligger på Grand Terre. Trafiksammenbrud en del af hverdagen her, men den gamle bydel med kønne bygninger og farvestrålende og duftende marked er bestemt et besøg værd.

Basse Terre - den venstre sommerfuglevinde - er på den anden side af broen også fladland med sukkerrørsmarker og romdestillerier, Domaine de Séverin er åbent for besøgende, og i nærheden ligger Le Musee du Rhum og La Distillerie Reimoneno. Længere mod syd ændrer naturen sig til bjergrig uvejsom tropisk regnskov med den slumrende vulkan La Soufriére 1467 meter over havet. En stor del af øens indre er nationalpark, hvor blandt andet fortidens smuglerstier er blevet genetableret som markerede vandrestier.

Der er hoteller langs vestkysten, men ikke i samme omfang som på Grand Terre. Ud for kysten ligger småøerne Ilets de Pigeón omgivet af smukke koralrev, som den legendariske forsker Jacques Cousteau fik gjort til beskyttet område. Det hædres han for med en skulptur på bunden af havet nær revene.

MARTINIQUE

Øens navn er afledt af de oprindelige beboeres navn for den, Madinina, og den ligger syd for Guadeloupe omtrent midt i de små Antiller. Den er som Guadeloupe også et fransk oversøisk departement, med samme status som alle andre departementer i Frankrig. I størrelse er den lidt mindre end Lolland, og der bor omkring 430.000 på øen.

Martinique, c'est Magnifique! – lyder den lokale turistreklame. Og det er den - storslået. Den optræder ofte på lister over de mest fortryllende rejsemål. På den sydlige del af Martinique er der 22 kilometer med nogle af De Små Antillers smukkeste strande. Der er vulkanske toppe, vandfald og regnskove med vandrestier, som indbyder til naturoplevelser. Måske en tur til toppen af den sovende vulkan på den nordlige del af øen, Mont Pelé 1.397 meter over havet. Vulkanen er stadig aktiv, men har dog ikke har været i udbrud siden 1929.

Der er en duft af grøn grøde og krydderier som nelliker, kanel, muskatnød og vanilje, som sammen med bananer dyrkes på øen, hvor indbyggerne er blandet af forskellige kulturer til det farverige kreolske med rytmer, varme og krydret mad.

Den mørke fortid og slaveriet, som ligger bag farverne og frodigheden, mindes på slavemuseet Savane des Esclaves i Trois-Îlets på halvøen syd for hovedstaden. Her er bygget en slavelandsby, som den så ud i 1800-tallet, hvor man kan opleve slavernes hårde hverdag. Og endnu mere knugende er Mémorial du Cap 110, på sydkysten af halvøen i Le Diamant-kommunen. 15 over to meter høje ludende skikkelser med dukkede hoveder, som fra toppen af Caffard klippen spejder ud over det uendelige ocean – måske hjem mod Afrika.

Hovedstaden hedder Fort-de-France. Det er den største by i Fransk Caribien, som med havn, krydstogtskibe, pastelfarvede huse, forretninger, restauranter, duftende og myldrende marked, trafik og menneskemylder er en herlig kontrast til den ellers stille stemning på øen.

SAINT MARTIN

Øen ligger nordøst for Guadeloupe og er på størrelse med Amager, og den er det mindste landområde i verden, der er delt mellem to nationer: Holland og Frankrig.

Der er selvfølgelig en legende om, hvordan øen, som egentlig var spansk, blev delt. Columbus havde opdaget den, men Spanien havde ingen interesse i øen og forlod den i 1647. Da havde en lille gruppe franskmænd og hollændere gemt sig på øen, og i Oysterpoint på østkysten blev man enige om, at dele den mellem sig ved at en fra hver nation skulle gå langs kysten, og der, hvor de mødtes på modsatte side af øen, skulle grænsen trækkes til. Franskmanden skulle gå nord om, og hollænderen syd om, og det siges, at han var tyk og i dårlig form, andre hævder, at han var fuld. Men derfor er den franske del af øens størst.

I den sydlige hollandske del kalder man øen Sint Maarten, og hovedstaden er Philipsburg, som er øens største by med turisme, indkøbscentre, casino, natteliv, krydstogthavn og øens internationale lufthavn.

Grænsen til den nordlige franske del er der, men er i dagligdagen bare et skilt, man passerer. Dog er forskellen iøjnefaldende. Mod nord er mindre turisme og en mere intim kreolsk-fransk stemning. Den største by er Marigot med fortovscaféer, hyggelige bistroer og gourmet-restauranter.

Som på mange andre caribiske øer er strand- og badeliv den største attraktion. Øen har 37 strande, hvor mange har Beach Bars og strand caféer. Hvidt sand, palmer og klart vand - lige til at snorkle i. Et godt sted for det er i Orient Bay på Saint Martins østkyst, hvor bugten er fredet i et marine reservat.

SAINT BARTH

Saint Barthélemy hedder den mindste af de fire franske caribiske øer, men som oftest bruges forkortelsen Saint Barth - eller Saint Barts på engelsk. Øen ligger omkring 200 km nordvest for Guadeloupe og lidt sydøst for Saint Martin.

Øen er bare ti km lang, og fire hvor den er bredest. Til sammenligning lidt større end Anholt, og der er omkring 10.000 indbyggere, mener man.

Saint Barth har en skandinavisk forhistorie. Den var Sveriges sidste koloni, og der er stadig flere ”svenske spor”. For eksempel er hovedstaden Gustavia opkaldt efter kong Gustav 3. Han byttede i 1784 sig til øen, som dengang var under fransk herredømme, men godt hundrede år senere solgte svenskerne den tilbage til Frankrig.

Flere bygninger fra svenskrtiden findes stadig i den hyggelige hovedstad. For eksempel det tidligere rådhus, som oprindeligt var et toldkontor, og det ”svenske klokketårn”, som blev tilbage efter en tropisk orkan ødelagde kirken.

Turismen på øen er ikke nær så intens, som på de øvrige øer, og den er mere eksklusiv. Ofte forbindes Saint Barth med jet-set og legeplads for de rige og de kendte. Her er hotellerne små, mange med bare en halv snes værelser, og de fleste turistsenge er i udlejede huse.

Ud over mange gode strande og den hyggelige Gustavia er øen også kendt for god mad og drikke og restauranter i høj klasse. Hvert år i november er der Saint Barth Gourmetfestival, hvor Frankrigs bedste kokke mødes for at skabe raffinerede retter af de lokale råvarer.