De danske sildemadder har sit udspring fra en tid, hvor de blanke fisk holdt statskassen kørende, men måske også var en spise, som man kunne blive træt af. Husk blot skuffelsen hos tyendet i Pelle Erobreren, da der serveres saltsild juleaften. Spol frem til i dag, hvor de danske ganer helst tager imod sukker-varianter af den spegede sild helt modsat nordmændene og svenskerne, der ikke har noget imod, at den lille fisk smager af hav. Og så hopper vi lige over Nordsøen til London.

London er ikke anderledes. Den engelske hovedstad beskrives ofte som en smeltedigel af kulturer og nationaliteter, og udbuddet af spisesteder afspejler dette og den historie der følger med om en by formet af mennesker fra hele verden. Det er efter min bedste overbevisning kun New York, der har matchet den rigdom af etniske restauranter, som London har samt en regulær Superliga af stjernebestrøede restauranter på højeste niveau. Toprestauranterne vender jeg tilbage til på et senere tidspunkt for her skal det handle om britisk madkultur i gadehøjde. Eller rettere markedshøjde.

For London har et ret stort udbud af velfungerende og levende markeder. De fleste husker nok filmen Notting Hill, hvor Julia Roberts gemt bag solbriller er bedårende cool overfor en vanlig romantisk klodset Hugh Grant, mens ’flat maten’ i underbukser klovner i baggrunden.

Notting Hills Portobello Roads antikvitetsmarked er velkendt, men fortsætter man videre ned ad gaden bliver små fine butikker afløst at et mad- og grøntsagsmarked med et caribisk touch som et vidnesbyrd om en tid, hvor denne nu hippe del af London, var hjemsted for en stor caribisk immigration. Tilflytterne var en del af Commonwealth og budt velkommen som medborgere, men 60’erne og 70’erne så store sammenstød med racistiske under med ikke mindst politiet. Markedet og markedets ånd kunne dog ikke slås ned og tak for det. Det er et vibrerende marked, hvor man snildt kan handle lækkerier ind til ferielejligheden eller bare nysgerrigt følge med i et marked, der stadig fungerer som dagligdagsforsyningskilde til lokale midt i en millionby.

Marked i 1000 år

Borough Market er et kapitel for sig i Londons historie. Der har været marked her ved Tower Bridge i mere end 1000 år. Ja. 1000 år. Det blev tilmed for godt 250 år siden besluttet i det britiske parlament, at der for tid og evighed skal være marked her ved Southwarks store katedral for the ’common good’. Altså for alle.

Borough Market er helt sikkert ikke af en karakter, som da plyndrende vikinger i langbåde kom sejlende op ad Themsen, men er i dag anset blandt ’foodies’ og andre madglade gastro-nørder som et af verdens mest interessante madmarkeder.

De mere end 100 boder under London Bridges hvælvinger er underlagt strenge kvalitetskrav og der er blot få boder af en type udbyder. Der er altså ikke 50 steder at købe en burger. Og de burgere du kan købe, er typisk med et twist som vildtkød, men det er også her du finder engelske kvalitetsprodukter. Der er repræsentanter fra det spanske og italienske køkken, men det er især et godt sted at gå på jagt efter pies, lokale grøntsager, varianter af Englands rigdom af oste, cider, brød og fisk. Enkelte boder sælger til dagligdagsbrug og til at tage med hjem, men hovedparten af boderne er anlagt til salg af færdiglavet mad, der skal spises her og nu med stor fornøjelse. Og hvis du undrer dig over, hvorfor London en lørdag formiddag kan være noget sløv i optrækket, så skyldes det – ikke kun i hvert fald – en lang aften på pubben fredag aften, men Borough Market er ganske enkelt et populært tilløbsstykke lige til at sætte tænderne i.

London har 162 fungerende markeder. De har ikke alle mad på menuen, men spiller hver deres rolle i en livlig metropol, hvorfor yderligere et marked skal nævnes.

Måske kender du det? Det er søndag og hjemrejsedag. Måske er din flyafgang sidst på dagen, så hvad skal man bruge ventetiden på? Brunch? En gåtur? Shopping måske. Tag hellere til Østlondon og brug din søndag formiddag på Columbia Roads store blomstermarked. Det er et stykke vej fra de store turiststrøg, men det er rejsen værd og blot 10 minutters gang fra Bethnal Green undergrundsstation. Her sælges afskårne blomster i den lille snævre gade af rødmossede cockney-sælgere, men markedet, der kun har åbent på søndage, har grebet om sig. Der er i dag små fine butikker i victorianske huse med brugskunst, design, papirhandlere (med den notesbog du altid har drømt om), bøger og andre kreativiteter samt live jazzmusik. De modige napper en tallerken østers og en Bloody Mary fra ’Oyster Boy’, og ellers er der boder med hjemmebagte croissanter og kager, god kaffe og en lille café, som er værd at blære sig med på de sociale medier. Blære? Jeg mener naturligvis anbefale. Det er jo noget andet. Søndagsafslappede londonere sidder på bænke og trappetrin, og lader formiddagen gå forbi. Det er værd at gøre dem selskab, mens man venter.