logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

Gran Canaria for alle og enhver

Den spanske ø er en ferieperle

Af Nicolai Lisberg

Der findes mange steder at rejse hen i jagten på sydens sol og varme, men der findes ingen andre steder som Gran Canaria. Øen der tilbyder vante, afslappende omgivelser, men samtidig konstant formår at forny sig. Så uanset om det er første eller femte gang, du besøger Gran Canaria, så venter der dig en oplevelse uden lige. En der giver dig lyst til at vende tilbage.

Det er danskernes foretrukne rejsedestination, og det er der ikke noget at sige til. For øen har dele hele og mere til. Og det for både børn og voksne, der ønsker den perfekte charterferie. Med sit konstante, behagelige klima er du sikret sol og varme temperaturer året rundt, og særligt når de kolde og mørke dage gør sin ankomst i det danske vinterlandskab, kan Gran Canarias altid lune vejr med dagtemperaturer over 20 grader, og vandtemperaturer ikke langt derfra, virke fristende og vække rejselysten hos de fleste.

Afslapning

Der er også noget næsten terapeutisk over Gran Canaria, der kan få alle og enhver til at glemme en ellers travl hverdag, så snart man stiger ud af flyet, og de første solstråler rammer ansigtet og giver et skud tiltrængte D-vitaminer. For Gran Canaria er afslapning. Det er velvære, motion, og det er god mad.

Det er her på øen, vi finder nogle af de absolut bedste strande i Europa, hvor havet er glitrende, når solen reflekterer i overfladen, mens sandet er blødt og gyldent uden at blive brændende. Las Canteras er bystranden lige midt i den vibrerende hovedstad Las Palmas – Spaniens niende største by - hvor der altid er liv og glade dage langs strandbredden, og hvor et stenrev beskytter stranden mod store bølger, hvilket gør stranden ekstrem velegnet til familier med børn. Her kan du cirkulere mellem bølgen blå og de mange restauranter og barer, der står klar til at servicere dig med alt, som ganen og maven ønsker. I den lidt mere uspolerede kategori af strande findes Playa de Maspalomas. Et enormt naturreservat på over 400 hektar med gyldne sandklitter så langt øjet rækker, og hvor der venter et sandt strandparadis bag de mange sanddyner.

Selvom det at ligge ved stranden eller poolen i sig selv er afslappende, så kan Gran Canaria tage din ferie til det næste niveau. For øen har i en årrække været selve definitionen af wellness og velvære, og der kommer konstant nye steder til, for hvem det eneste formål er at forkæle og opvarte dig efter alle kunstens regler. Flere af stederne er således førende inden for nye behandlingsformer, såsom den særlige geoterapeutiske behandling, hvor jorden og mineralerne fra de mange vulkaner på øen anvendes til at rense huden og forhindre åreknuder.

Gran Canaria Er Et Sandt Golfparadis. Foto. Tupun Gato Dreamstime.Com

Gran Canaria er et sandt golfparadis.

Foto: Tupun Gato - Dreamstime.com

Søsterøer

Modsat søsterøerne Tenerife og Lanzarote, har Gran Canaria ingen aktive vulkaner, men de imponerende kratere kan stadig beskues ved at tage på vandretur, eller du kan betragte dem fra afstand, når du lægger den lille hvide, runde kugle godt til rette og slår ud fra teen. For det er efterhånden svært at sige Gran Canaria uden også at sige golf. Gran Canaria rummer i alt otte storslåede baner, der er spredt ligeligt over hele øen, og som er vurderet til at være blandt de absolut bedste i Spanien. Det gode vejr gør sporten mulig at dyrke hele året rundt og dermed er Gran Canaria på mange måder ideel til at kombinere en afslappende ferie med en god omgang golf. Måske det også er derfor, at det faktisk var her på øen, at Spaniens allerførste golfbane, Real Club de Golf de Las Palmas, blev grundlagt helt tilbage i 1891. Og så kan I skræddersy jeres golfferie, så den passer lige præcis jeres behov. Fra all inklusive og stor luksus til lejligheder uden pension.

Og vælger du sidstnævnte, så behøver du naturligvis ikke bekymre dig om at skulle gå sulten i seng. Det spanske køkken er uovertruffen, og Gran Canaria blander lokale specialiteter som de små, rynkede kartofler, papas arrugadas, der fungerer som en delikat og smagfuld spise ved ethvert måltid med international gastronomi på en af de i alt 11 restauranter på øen, der optræder i Michelin guiden.

Så har du appetit på en rejse med velvære, motion og mad som omdrejningspunkt, så er Gran Canaria destinationen.

De Små Rynkede Kartofler Er En Signaturret På Gran Canaria. Den Rynkede Effekt Fås Ved Højt Saltindhold I Kogevandet. Foto. Juan Moyano Dreamstime.Com

De små rynkede kartofler er en signaturret på Gran Canaria. Den rynkede effekt fås ved højt saltindhold i kogevandet.

Foto: Juan Moyano - Dreamstime.com