logo
logo

Søg

0 Resultater

sider
produkter

Isfjordssejlads i Nuuk

Isbjerge og spadseretur på havisen

Af Jakob Genz

Grønlands hovedstad, Nuuk, er med sine lidt over 19.000 indbyggere verdens mindste hovedstad.

Til gengæld ligger byen midt i verdens næststørste fjordsystem, der, omgivet af fjelde og bjergmassiver, på spektakulær vis strækker sig mere end 160 kilometer ind i landet i retning af Indlandsisen.

Derfor er Nuuk Fjord ikke bare en elsket og integreret del af lokalbefolkningens dagligdag, men også et populært udflugtsmål for turister, der enten er bidt af en gal fisker eller som bare vil læne sig tilbage og opleve den ufattelig smukke natur på allernærmeste hold.

Og er man til sidstnævnte form for sightseeing, så skal man booke billet til en såkaldt isfjordsejlads.

Mundlamme Insta-moments

Alt afhængig af årstiden, så lægges der enten fra land fra Kolonihavnen i den gamle del af Nuuk, eller fra industrihavnen i den anden ende af byen.

Men uanset, hvor turen tager sin begyndelse, så varer den i alt cirka seks timer og foregår ombord på en båd, der ligner en stor speedbåd forklædt som et endnu større og gult badekar, hvorfra man kan nyde de fantastiske omgivelser med hænderne på rælingen og vinden i håret, eller i de mere rolige omgivelser, som siddepladserne i den lune kabine tilbyder.

Udover en rutineret kaptajn, så er der også en uddannet guide med på samtlige sejladser. Men personalet snakker ikke særlig meget. Den storslåede natur taler nemlig for sig selv og gør i øvrigt samtlige passagerer ombord mere eller mindre mundlamme.

Til gengæld er der godt gang i diverse smartphones. For sejladsen er et sandt overflødighedshorn, når det kommer til Insta-moments. Men efterhånden som tiden går, opgiver man dog at indfange den isblå naturoplevelse, og overgiver sig i stedet bare til de mange, mægtige indtryk. 

Hvis Tykkelsen På Isen, Dybt Inde I Nuuk Fjordsystem, Tillader Det, Så Kan Man Kaste Anker På Isen Og Gå En Tur På Den. Foto. Jakob Genz

Hvis tykkelsen på isen, dybt inde i Nuuk fjordsystem, tillader det, så kan man kaste anker på isen og gå en tur på den.

Foto: Jakob Genz

Ankerkast på havis

Turens absolutte højdepunkt indtræffer dog efter cirka et par timers sejlads, hvor man er kommet så langt ind i det komplekse fjordsystem, at vandet begynder at fryse til is.

Endda i en sådan grad, at kaptajnen kan finde på at kaste ankeret ind på isen, og dernæst invitere alle med ud på en spadseretur i retning af Indlandsisen. En oplevelse, der er mere end svær at beskrive, og som i den grad minder mennesket om, hvor små vi er i forhold til den natur, vi befinder os i.

Den livsbekræftende påmindelse bliver ikke mindre af den larmende stilhed, der dominerer øregangene dybt inde i Nuuks fjordsystem. En stilhed, der kun bliver afbrudt af den fantastiske lyd af ens eget åndedrag, der kommer på et splitsekund kommer overarbejde, når et isbjerg pludselig kælver, eller hvis en hval på spektakulær vis bryder vandoverfladen.

Og apropos, at bryde vandoverfladen, så er der faktisk mulighed for, hvis altså vind og vejr tillader det, at springe en hurtig tur i vandet. En oplevelse, der får dansk vinterbadning til at minde om et sommerdyb i en opvarmet swimmingpool.

 

Du kan læse meget mere om Nuuks fjordsystem og om hvordan du selv kan komme med på en isfjordssejlads eller mange andre dagsekspeditioner via www. visitgreenland.com eller www.watertaxi.gl

Kast Anker Og Gå Tur På Indlandsisen Og Nyd Den Smukke Stille Skønhed. Foto. Jakob Genz

Kast anker og gå tur på indlandsisen og nyd den smukke stille skønhed.

Foto: Jakob Genz